Første Mosebog

Urhistorien omfatter de første 11 kapitler af Første Mosebog – eller måske mere præcist til og med 1 Mos 11,9. Fokus er på hele verden og menneskehedens oprindelse i modsætning til den følgende del af bogen, der zoomer ind på ét enkelt folk. Modstillingen mellem den universelle urhistorie, der handler om alle mennesker, og patriarkfortællingerne, der særskilt handler om oprindelsen til folket Israel, er imidlertid ikke helt firkantet: Dele af urhistorien kan oplagt tolkes som symbolske fortællinger, der faktisk handler om Israel. Når Adam og Eva i Edens have overtræder buddet og bliver smidt ud, kan det fx læses som et billede på Israels frafald fra Herren og straffen i form af eksil. Omvendt er patriarkfortællingernes fokus heller ikke udelukkende på Israels folk, for helt fra starten af historien understreges det, at Guds udvælgelse af Abraham bl.a. har til formål, at i ham ”skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 12,3).

Her følger nogle hovedtræk af handlingen i urhistorien.

Den første skabelsesberetning (1 Mos 1-2,3) begynder i det store, kosmiske perspektiv: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden” (1 Mos 1,1). Der er fokus på orden, og skabelsen foregår efter et syvdagesskema, med gentagne ”omkvæd” og formelagtigt sprog som ”Så blev det aften, og det blev morgen”, ”Og det skete” og ”Gud så, at det var godt”. Gud siger, hvad der skal ske, og så sker det enten uden videre, eller man hører blot, at han skabte eller lavede et eller andet fænomen, uden detaljer om, hvordan han gjorde. På første dag skabes lyset, på anden dag himmelhvælvingen, på tredje dag landjorden og planterne, på fjerde dag himmellegemerne, på femte dag dyr i vand og luft, på sjette dag landdyrene og endelig menneskene som både mand og kvinde. Gud skaber menneskene i sit billede og velsigner dem (1 Mos 1,26-28). I sammenhængen er pointen med ”i Guds billede” ret klart det, der siges i umiddelbar forlængelse deraf, nemlig at menneskene på Guds vegne skal tage jorden i besiddelse og herske over jorden.

På den syvende dag er arbejdet færdig, og Gud gør den dag hellig – som forløber for sabbatten, som bliver introduceret senere i Anden Mosebog. Skabelsen er Guds gode værk, og ”han så, hvor godt det var” (1 Mos 1,31).

I den anden skabelsesberetning, der begynder i 1 Mos 2,4, er billedet et andet. Her er fokus ikke på det store kosmos, men på mennesket. Og Gud – der nu kaldes Gud Herren – er mere ”nede på jorden”: Han former det første menneske af jord og puster livsånde i det, så det bliver levende, og sætter det til at passe Edens have. Og i stedet for den store, ordensprægede plan fra kapitel 1 læser vi om en Gud, der nærmest prøver sig frem. Da han har lavet det første menneske, opdager han, at det ikke er godt for sådan en at være alene, og så former han alle dyrene og fører dem hen til mennesket, men der er ikke nogen af dem, der passer rigtigt til ham.

Til sidst får han mennesket til at falde i søvn og bygger derefter et af hans ribben om til en kvinde – og endelig blev det et væsen, der passede til mennesket. Det er først her, at det bliver klart, at det første menneske må have været en mand. Det hebraiske ord for ”menneske” er ’adam, som også senere bruges som egennavn (”Adam”). I den hebraiske tekst er det først i 1 Mos 4,25, at ordet helt entydigt bruges som et egennavn (uden bestemt artikel), men forskellige oversættelser, inklusiv danske, introducerer det gerne længe inden. Kvinden får sit navn (”Eva”) i 1 Mos 3,20; indtil da hedder hun bare ”kvinde”, ”for af manden er hun taget” (1 Mos 2,23), idet det hebraiske ord for ”kvinde” lyder, som om det er afledt af ordet for ”mand”.

Fortsættelsen af den anden skabelsesberetning i Første Mosebogs tredje kapitel får hurtigt vendt op og ned på den idyl, de to første mennesker levede i i Edens have. De var nøgne uden at skamme sig, og de måtte spise frugter af alle havens træer, undtagen træet til kundskab om godt og ondt. Og straks – første gang man hører om noget, menneskene gør, uden at Gud står lige ved siden af – går det galt. Slangen, som var det snedigste af de dyr, Gud havde skabt, lokker kvinden til at overtræde det eneste forbud, menneskene havde fået, og hun får manden med til det. Gud havde truet med, at de ville dø, når de spiste af kundskabens træ, men det er ikke det, der sker, da de spiser – i hvert fald ikke lige med det samme. Men den fantastiske indsigt, som kvinden forestillede sig, at hun ville få ved at spise af træet, materialiserer sig heller ikke. Menneskene opdager bare, at de er nøgne, hvorfor de straks laver sig nødtørftigt tøj af figenblade.

Straffene består i hårdt arbejde for manden, et liv med slid og slæb, der til sidst blot ender i død; for kvinden står den på børnefødsler og smerter og underordning under manden; og slangen skal krybe på sin bug (hvad den har gjort førhen, melder historien ikke noget om). Menneskene bliver til sidst smidt ud af haven, efter at Gud har iklædt dem tøj af skind. Og vejen til det andet særlige træ i haven – livets træ, der ville gøre dem udødelige, hvis de spiste af det – bliver spærret.

Historien om de første mennesker i Edens have har affødt enorme mængder af fortolkninger gennem tiden, og der findes mange forskellige forståelser af træet til kundskab om godt og ondt. På ét plan er historien en temmelig simpel ætiologi – en årsagsforklaring på almindelige fænomener i verden, som vi kender den (fødsel og død, hårdt arbejde, kvindens stilling, slangers særlige træk). Men historien er meget mere end det. Den handler om lydighed kontra overtrædelse af Guds bud og konsekvenserne af det og kan dermed også læses som billede på den videre fortælling i Det Gamle Testamente om Israels frafald og eksil. Først og fremmest er der klare visdomstræk i fortællingen, og man kan se den som en narrativ udfoldelse af essensen af gammeltestamentlig visdom, som den præsenteres i Ordsprogenes Bog: Hold dig til Gud og hans bud og stol ikke på din egen indsigt!

I kristen tradition er fortællingen om menneskene i Edens have blevet tolket som ”syndefaldet”, og bl.a. Paulus bruger den i sin fremstilling af, hvordan synden og døden kom til at herske i verden (i Romerbrevets kapitel 5).

Det første, der sker uden for Edens have, er, at de første mennesker får børn – to styks, Kain og Abel (1 Mos 4). Kain bliver født først, og dernæst Abel. Teksten er ikke entydig i forhold til tidsrummet mellem de to fødsler, og det er muligt, at de skal forestille at være tvillingebrødre, men det siges ikke direkte, at de er det. Kain er bonde, Abel er fårehyrde. Hver bror bringer Gud en offergave, men kun Abels fedtstykker af førstefødte lam bliver der taget godt imod, mens Kains afgrøder afvises. Det fører til historiens første mord, idet Kain dræber sin bror. Efterfølgende jages han bort fra agerjorden for at blive fredløs og flygtning. Men Gud giver ham et mærke, der skal beskytte ham mod blodhævn.

Også denne historie har affødt store mængder fortolkninger og spekulationer om, hvorfor Gud behandlede brødrene og deres ofre forskelligt. Måske er pointen netop, at der ikke er nogen egentlig forklaring, og at Guds udvælgelse er Guds egen sag; at der simpelthen er forskel på menneskers vilkår i verden, og at det væsentlige er, hvordan man reagerer på det. I Første Mosebog som helhed indgår fortællingen under alle omstændigheder som del af udfoldelsen af de videre konsekvenser af menneskets ulydighed, der begyndte i Edens have.

I Første Mosebogs kapitel 6 begynder beretningen om den store oversvømmelse af hele jorden og Noas ark (syndfloden). Gud har simpelthen fortrudt, at han har skabt menneskene, og vil derfor udslette dem – og desuden alle landdyr og fugle. Årsagen er, at ”menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt” (1 Mos 6,5). Her refereres der sikkert både generelt til menneskets udvikling siden uddrivelsen af Edens have, eksemplificeret ved historien om Kain og Abel, og måske især til den kortfattede og gådefulde omtale af ”gudssønnernes” omgang med menneskekvinder i starten af kapitel 6. Denne forbindelse mellem guddommelige væsner og mennesker fører til, at der fødes kæmper – og en sådan kombination af guddommeligt og menneskeligt er åbenbart ikke godt. Temaet bliver dog ikke uddybet nærmere i Første Mosebog, men hænger måske sammen med traditioner, der er overleveret i den pseudepigrafe Første Enoksbog.

Inden Gud slipper vandmasserne løs, udvælger han den retfærdige Noa og hans familie til at være de eneste mennesker, der skal overleve på den ark, som Noa bliver instrueret i at bygge – sammen med syv par af alle rene dyr (rene i rituel-kultisk forstand) og ét par af alle andre dyr. Efter at oversvømmelsen har udslettet alle mennesker og dyr, som ikke var med på arken, ofrer Noa brændofre til Gud, der nu erklærer, at han aldrig mere vil udrydde alt levende, selvom han udtrykkeligt siger, at menneskene stadigvæk er lige så onde, som de var før oversvømmelsen. På den måde bliver pointen med denne fortælling om Guds fortrydelse til et løfte om det modsatte – med regnbuen som tegn på, at Gud altid vil huske sin pagt med alt levende.

Syndflodsfortællingen har klare forbilleder i andre myter fra Nærorienten (og andre steder i verden). Den bibelske udgave har tydeligvis lånt en del direkte fra ældre mesopotamiske versioner af historien, men den er indarbejdet i sammenhængen i Første Mosebog og har fået sin egen teologiske vinkling, som ikke findes i de ældre traditioner.

Efter syndfloden vokser menneskeslægten igen gennem Noas tre sønner og disses koner. Og så kommer menneskene igen på tværs af Gud (1 Mos 11,1-9). I stedet for at sprede sig over hele jorden, som de havde fået besked på, søger de at skabe sig selv et navn ved at bygge en stor by med et kæmpe tårn, der når helt op til himlen. Dette forsøg på at trænge ind på Guds enemærker sætter Gud en stopper for ved at forvirre menneskenes sprog. Indtil da havde de talt det samme sprog, men nu opstår de forskellige sprog, og menneskene bliver spredt ud over hele jorden og bliver dermed til forskellige folkeslag. Og byen, som menneskene var ved at bygge, bliver navngivet Babel, med et ordspil på det hebraiske ord for ”forvirre”.

Ligesom historien om Edens have fungerer Babelstårnfortællingen ikke kun på ét plan. Umiddelbart er den blot en forklaring på, hvorfor der findes forskellige sprog, folk og kulturer, og på, hvorfor byen Babel/Babylon i en gudfrygtig israelits øjne er sådan et ugudeligt og forvirrende, internationalt sted. Men pointen ligger nok så meget på et andet plan: Menneskers ulydighed og deres forsøg på at overskride grænsen mellem guddommeligt og menneskeligt fører ikke noget godt med sig. Også her kan man se en parallel til den efterfølgende Bibelhistorie, hvor israelitterne på grund af deres ulydighed bliver spredt væk fra deres eget land. Motivet med overskridelse af grænser findes også i Edens have-fortællingen (hvor menneskene tilegner sig den kundskab om godt og ondt, som er forbeholdt Gud) og i optakten til syndfloden (hvor ”gudssønnerne” får børn med menneskekvinderne).

Ikke mindst fungerer Babelstårnet i sin sammenhæng i udpræget grad som en overgang mellem urhistorien og patriarkfortællingerne, for hvis der ikke eksisterer forskellige folkeslag, kan Gud jo ikke udvælge ét enkelt, som skal være hans eget særlige folk.

Hovedpointen i patriarkfortællingerne kan siges at være Guds udvælgelse af sit særlige folk udtrykt gennem løftet til patriarkerne om efterkommere og ejerskab til Kanaans land – den såkaldte dobbeltforjættelse (det dobbelte løfte). Temaet med Guds udvælgelse går også igen i de historier, der handler om en yngre søn, der foretrækkes frem for den eller de ældre (Jakob frem for Esau, Josef frem for Jakobs andre sønner, Efraim frem for Manasse; jf. også Kain og Abel i urhistorien). Løftet om efterkommere og land besegles med en pagt, som Gud to gange (1 Mos 15 og 1 Mos 17) indgår med Abram, der som del af den anden pagtslutning får ændret sit navn til Abraham (og hans kone Saraj får ved samme lejlighed det nye navn Sara). Ved den første pagtslutning står Guds løfte alene, mens det ved den anden forbindes med et krav, som Abraham og hans efterkommere skal opfylde: at omskære alle af hankøn. Det dobbelte løfte gentages flere gange, også over for de to følgende patriarker Isak og Jakob. Et af formålene med den lange sammenhængende beretning er at vise, at dette løfte står fast igennem alle prøvelser og trusler. At Abrahams kone fx er gammel og ufrugtbar betyder ikke noget, når Gud har givet et løfte om afkom – og Sara bliver alligevel gravid til sidst ved Guds mellemkomst. Selv patriarkernes egen ikke altid videre fornuftige opførsel kan rokke ved Guds løfte.

Et væsentligt tema er lydigheden mod Gud, som Abraham fx udviser, når han uden at sige et ord gør, som han får besked på, da Gud første gange henvender sig til ham ud af det blå og befaler ham at forlade sit hjemland og sin slægt og drage afsted fra Mesopotamien (1 Mos 12,1), eller da han får ordre om at ofre sin egen søn (1 Mos 22,2). At føre folket tilbage til én stamfar og dermed fremhæve Israels særlige afstamning og etniske identitet og forskellighed fra andre folkeslag er et andet vigtigt element i teksten, og i den forbindelse spiller det en stor rolle, at patriarkerne ikke skal have børn med kvinder fra fremmede folkeslag. Derfor må både Isak og Jakob have hentet koner fra Abrahams gamle hjemland og slægt.

Et udvalg af centrale historier om patriarkerne uddybes nærmere i de følgende afsnit.

I 1 Mos 12 taler Gud første gang til Abram: Han skal forlade sin fars slægt og hjemmet i Mesopotamien og drage til et land, som Gud vil vise ham. Gud lover at gøre Abram til et stort folk og velsigne ham. Og så vil han gøre hans navn stort (1 Mos 12,2). I den større sammenhæng i Første Mosebog kommer dette sidste til at fungerer som et positivt modstykke til historien om Babelstårnet, hvor menneskene selv – forgæves – forsøger at skabe sig et navn.

Den velsignelse, Gud lover, gælder ikke kun Abram selv, for Abram skal også være en velsignelse, og i ham ”skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 12,3). Dette vers citeres senere af Paulus i Galaterbrevet (Gal 3,8) i hans udlægning af historien som en foregribelse af den retfærdiggørende tro, som også hedningefolkene velsignes ved. Hele passagen om Abrams udvandring og Guds løfte til ham har i det hele taget haft stor betydning i senere kristen brug. Guds ord om, at han vil velsigne dem, der velsigner Abram, men forbande den, der forbander ham, har fx også i nutiden spillet en stor rolle i nogle kristnes støtte til staten Israel, der opfattes som repræsentant for Abram.

Abram drager straks afsted – sammen med sin kone Saraj og sin nevø Lot. Da de kommer til Kanaan, viser det sig, at det var det land, Gud havde i tankerne. Og så kommer anden del af det dobbelte løfte, idet Gud lover at give netop dette land til Abrams efterkommere.

I Første Mosebog møder vi tre forskellige udgaver af den ”samme” historie om en patriark og hans kone, der kommer i problemer et fremmed sted. 1 Mos 12,10-20 handler om Abram og Saraj, der er taget til Egypten på grund af hungersnød i Kanaan. Og fordi Saraj – der godt nok må være et sted mellem 65 og 90 år gammel på det tidspunkt – er meget smuk, er Abram bange for, at egypterne skal slå ham ihjel og tage hans kone. For at undgå det beder han Saraj sige, at hun faktisk er hans søster og ikke hans kone. Og det virker: Der er ingen, der gør Abram noget, men Saraj bliver taget med til Faraos palads, og Abram får alle mulige rigdomme til gengæld. Men Gud rammer Farao med plager, fordi han har taget en anden mands kone – selvom han jo ikke vidste, at hun var det. Men pludselig er han så alligevel klar over sagens rette sammenhæng og sender Abram væk med Saraj og alle deres nyerhvervede ejendele. Der er flere ubesvarede spørgsmål i denne fortælling – hvordan ved Farao pludselig, hvem Saraj er? Og nåede han at have sex med hende? Desuden kan man mene, at Abram opfører sig noget tvivlsomt: Han lyver, og han overgiver sin kone til en anden mand for at redde sit eget skind, ovenikøbet mod betaling.

I 1 Mos 20 kommer den anden variant af samme historie, med samme hovedpersoner, der nu bare hedder Abraham og Sara og opholder sig i byen Gerar hos kong Abimelek. Og i 1 Mos 26,7-11 kommer så en tredje variant med næste generation i patriark/matriark-rækken, Isak og Rebekka, i hovedrollerne. De befinder sig også i Gerar hos Abimelek og bruger det samme trick med at udgive konen for at være søster. Disse to udgaver af historien prøver at løse nogle af problemerne i 1 Mos 12,10-20 ved fx at gøre det klart, at kongen ikke når at være sammen med matriarken, og i kapitel 20 forsøger man at komme uden om Abrahams løgnagtighed, men skaber derved et nyt problem, idet det siges, at Sara faktisk er Abrahams (halv)søster.

I alle tre udgaver af historien er den grundlæggende pointe den samme – at Guds løfte til patriarkerne står fast igennem alle farer. Desuden kan den første udgave fra 1 Mos 12, der foregår i Egypten, ses som en foregribelse eller generalprøve på exodus-begivenheden i Anden Mosebog, hvor hele Guds folk bliver sendt ud af Egypten med masser af ejendele, efter at egypterne er blevet ramt af plager.

I Genesis-apokryfen (en af de aramæiske Dødehavsruller fra Qumran) findes en gendigtning af historien om Abram og Saraj i Egypten, der også prøver at løse nogle af de problematiske elementer. Fx beskrives det der, hvordan Abram får idéen til løgnehistorien i en drøm, der må være sendt af Gud, og altså har en form for guddommelig opbakning til foretagendet.

Løftet til Abram om efterkommere og land gentages i 1 Mos 15. Gud tager Abram uden for og fortæller ham, at hans efterkommere skal blive lige så talrige som himlens stjerner. Og Abram ”troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed” (1 Mos 15,6) – et vers med en enorm virkningshistorie, ikke mindst i Paulus’ brug af det i både Romerbrevet (Rom 4,3) og Galaterbrevet (Gal 3,6). Løftet om Kanaans land føjes til, og det hele besegles med en pagtslutning, der omfatter et ritual, hvor Abram skal skære en treårig kvie, en treårig ged og en treårig vædder over og lægge delene over for hinanden, sammen med en turteldue og en dueunge. Da det er blevet mørkt, bevæger en rygende ovn og en flammende fakkel sig frem mellem de overskårne dyr. Inden da, mens Abram sover, forudsiger Gud, at hans efterkommere skal være slaver i 400 år i et fremmed land, inden løftet om landet kan blive rigtigt til virkelighed. Og i den følgende fortælling er det også først i Josvabogen, at Abrams efterkommere endelig tager landet i besiddelse. Løftet om mange efterkommere lader også vente på sig, idet det først er Abrams barnebarn Jakob, der får mange sønner, og først i begyndelsen af Anden Mosebog hører vi, at slægten bliver voldsomt talrig. Ikke desto mindre er pointen gennem hele patriarkhistorien, at løfterne står fast på trods af alt.

Første gang Gud indgår pagten med Abram, pålægges der ikke Abram nogen forpligtelser. Men det gør der, da Gud i 1 Mos 17 igen indgår en pagt med Abram – der nu får navnet Abraham – og med hans efterkommere. Gud vil give dem Kanaan og være deres Gud, og til gengæld skal de sørge for at omskære alle drenge, når de er otte dage gamle, som et pagtstegn. Løftet om efterkommere gentages, og det bliver klart, at det er Abrahams efterkommere med hans kone Sara, pagten og løftet om landet gælder. Han har ellers fået en søn, Ismael, med slavekvinden Hagar (1 Mos 16), men selvom Gud også lover at gøre ham og hans efterkommere til et stort folk, er det ikke dem, Guds udvælgelse gælder (1 Mos 17,20-21).

Løftet om, at Abraham og Sara skal få en søn, gentages i den næste fortælling (1 Mos 18,1-15), hvor tre mænd, der i virkeligheden er Gud og to engle, kommer på besøg hos Abraham. Han tager gæstfrit imod dem, og Gud bliver nu mere konkret med løftet om børn: Næste år skal Sara føde en søn. Sara selv, der står og lytter, tror ikke på det og griner. Men Gud, der udmærket er klar over, hvad Sara tænker, gentager løftet og forsikrer om, at intet er umuligt for ham (1 Mos 18,14).

Historien om de syndige og ugudelige byer Sodoma og Gomorra følger umiddelbart efter Guds besøg hos Abraham og Sara. Inden Gud forlader Abraham, fortæller han ham, at han har i sinde at udslette de to byer. Men Abraham – der ellers plejer at acceptere alt, hvad Gud siger, uden at tvivle – protesterer: ”Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige? Måske er der halvtreds retfærdige i byen” (1 Mos 18,23). Gud indvilliger i at skåne byen, hvis han kan finde 50 retfærdige mennesker i den (i samtalen mellem Gud og Abraham er det kun Sodoma, der er i fokus). Men Abraham bliver ved med at prøve at forhandle tallet længere og længere ned, og Gud kommer ham i møde, indtil det ender med, at hvis bare der er 10 retfærdige, så skal byen skånes. Men det er der så ikke. Og da de to mænd, som også havde været med ved Guds besøg hos Abraham – og som altså faktisk er engle, kommer til Sodoma, er det alene Abrahams nevø Lot, som bor i byen, der tager venligt imod dem. Resten af byens mænd vil derimod voldtage dem. Så ødelæggelsen står fast – kun Lot og hans familie bliver advaret og får lov at undslippe, inden Gud næste morgen får ild og svovl til at regne ned over både Sodoma og Gomorra og udsletter byerne og deres omegn totalt. Da Lot og hans familie flygter fra Sodoma, har de fået at vide af englene, at de ikke må kigge sig tilbage, men det gør Lots kone alligevel, og straks bliver hun forvandlet til en saltstøtte – som billede på de katastrofale konsekvenser ved ulydighed mod Gud.

Patriarken Abrahams ekstreme lydighed over for Gud illustreres bedst i historien i 1 Mos 22, hvor Gud befaler Abraham at ofre sin søn Isak, som ham og Sara ellers endelig har fået som henholdsvis 100-årig og 90-årig i kapitel 21: ”Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om” (1 Mos 22,2). Historien kaldes med et udtryk fra hebraisk også akedah, som betyder ”binding”, idet Abraham binder Isak, inden han lægger ham på alteret, hvor han skal ofre ham. Da Abraham får ordren, tager han afsted – uden nogen form for indvending – og først i sidste øjeblik, da Abraham står med løftet kniv, lyder råbet fra Guds engel, at han skal stoppe: ”Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn” (1 Mos 22,12). I teksten selv er det allerede tydeligt fra begyndelsen, at der er tale om en prøve (1 Mos 22,1). Det var aldrig meningen, at Isak skulle ofres, men det vidste Abraham ikke – det er kun læseren, der bliver indviet i baggrunden for Guds ordre.

Abrahams blinde lydighed er i den senere fortolkning blevet beundret som udtryk for fast tro (fx i Hebræerbrevet i Det Nye Testamente, Hebr 11,17-19), men den er også blevet set som skræmmende fanatisme. Mange moderne teologer har også behandlet historien, ikke mindst Søren Kierkegaard (1813-1855) i Frygt og bæven. Isaks reaktion hører vi ikke noget om i fortællingen, men senere i Første Mosebog omtales Gud to gange som ”Isaks rædsel” (1 Mos 31,42.53), nok en meget passende betegnelse efter den oplevelse, Isak har været udsat for.

Den tredje patriark Jakob bliver født i 1 Mos 25. Allerede før fødslen slås han med sin tvillingebror Esau, mens de ligger i deres mor Rebekkas mave. Temaet om guddommelig udvælgelse kommer her i centrum igen, idet Gud erklærer, at de to endnu ufødte børn med tiden skal blive til to folkeslag, og den, der bliver født første, Esau, skal være slave for den, der fødes som nummer to, Jakob.

Denne guddommeligt bestemte omvending af den forventede rangorden mellem den ældste og den yngste udspilles i fortællingen gennem brødrenes adfærd. Esau sælger sin førstefødselsret til Jakob for en portion linser (1 Mos 25,29-34), og Jakob snyder sig til sin fars velsignelse, som den ældste søn egentlig skulle have haft (1 Mos 27). Som følge af striden med broren – og for at hente sig en kone – må Jakob drage til Paddan-Aram til sin morbror Laban. Jakob vil gerne giftes med Labans yngste datter Rakel og arbejder syv år for Laban for at få hende. Men Laban narrer ham og giver ham den ældste datter Lea i stedet, hvorfor Jakob må arbejde syv år til for også at få Rakel, som han elsker (1 Mos 29,15-30). Jakob får nu (1 Mos 29,31-30,24) en masse sønner, mens han stadig opholder sig hos Laban. Først fire med Lea og så to med Rakels slavinde Bilha, som Rakel giver til Jakob, da Gud har gjort hende selv ude af stand til at få børn, fordi det er hende, Jakob favoriserer. Derefter får Jakob to sønner med Leas slavinde Zilpa, og så to til med Lea selv (og desuden en datter). Endelig gør Gud Rakel i stand til at få børn, og hun føder så Jakob en enkelt søn, Josef – og én til senere, nummer 12, Benjamin, da de er vendt hjem. Det er imidlertid ikke helt let for Jakob og hans nye familie at få lov at vende hjem, og Laban forsøger at snyde ham for hans løn. Men det lykkes til sidst at komme afsted, efter at Jakob ved en snedig og indviklet avlsmetode, som Gud har lært ham i en drøm, er blevet meget rig på Labans bekostning (1 Mos 30,25-43).

To gange berettes der om, hvordan Jakob på dramatisk vis møder Gud. Første gang er i 1 Mos 28,10-22, da Jakob er på vej til Paddan-Aram og sin morbror Laban. Om natten, mens han ligger ude og sover, ser han i drømme en stige, der står på jorden og når helt op til himlen. Engle går op og ned ad stigen, og pludselig er Gud selv der og taler til Jakob. Han gentager det løfte om efterkommere og land, som han har givet til de tidligere patriarker, og han lover at være med Jakob overalt, hvor han kommer hen. Da Jakob vågner fuld af ærefrygt for det, han har set og hørt, giver han stedet navnet Betel, ”Guds hus”, for som han siger: ”Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!” (1 Mos 28,17). Beretningen om Jakobsstigen har sin litterære funktion i selve Jakobshistorien og som gentagelse af Guds løfte til patriarkerne, men den kan derudover også tolkes som en form for positivt modstykke til Babelstårnet – som en legitim forbindelse mellem himmel og jord på guddommeligt initiativ til en særlig udvalgt person, modsat menneskenes eget forsøg på at fremtvinge en vej til himlen i Babel.

Jakobs andet møde med Gud er endnu mere dramatisk (1 Mos 32,23-33). Det sker, da han er på vej hjem fra sit ophold hos Laban og er dødsensangst for at skulle gense sin bror Esau, som han regner med, vil slå ham ihjel, fordi Jakob i sin tid snød sig til den faderlige velsignelse, som Esau egentlig skulle have haft. Om natten, da Jakob er alene, er der pludselig en mand, der giver sig til at kæmpe med ham, og bagefter viser det sig, at det tilsyneladende var Gud selv. Jakob kæmper imod, og afkræver sin modstander en velsignelse, før han vil slippe ham. Og så får han sit nye navn Israel, der forklares således: ”Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret” (1 Mos 32,29). Jakob vil have modstanderens navn at vide, men han svarer blot ”Hvorfor spørger du om mit navn”, hvorefter han velsigner Jakob, der efterfølgende erklærer, at han nu ”har set Gud ansigt til ansigt og reddet livet”. Denne Jakobskamp understreger på dramatisk vis det særlige forhold mellem Gud og hans udvalgte – der er næppe andre, der ville kunne slippe godt fra at kæmpe med Gud på denne måde.