Freja

Freja har en række tilnavne, som antyder sider af hendes sammensatte personlighed. De bedst kendte er:

• Vanadis, der angiver herkomsten fra vanerne og hendes tilknytning til de kvindelige skæbnemagter diserne;
• Gevn (på norrønt Gefn) 'den givende', der henviser til frugtbarhedsfunktionen; og
• Syr 'soen', der sigter til det animalske aspekt i samme funktion.

I Snorres Edda står, at Freja er

"den ypperste af asynjerne; hun ejer det sted i himlen, som kaldes Folkvang. Når hun rider til kamp, ejer hun den ene halvdel af de faldne, Odin den anden. Hun kører siddende i en vogn med to katte spændt for. Hun er bedst for mænd at påkalde. Hun finder behag i elskovssang, og hende er det godt at anråbe for elskov".

Snorre skildrer hende først og fremmest som frugtbarhedsgudinde. Hun kaldes asynje, men hun er vane af herkomst. I Snorres Ynglingesaga fortælles om en fredsslutning mellem aser og vaner, hvor der udveksledes gidsler: Vanerne gav Njord, Frej og Freja, dvs. de tre, vi kender navnet på i dag.

Flere tekster, bl.a. Lokasenna og eddadigtet om Hyndla, viser Freja som en lysthungrig gudinde. Digtet om Hyndla sammenligner hende med en "brunstig ged", en tøjte, der løber med bukke om natten. Flere gange er jætterne ude efter hende. Den jætte, der byggede Asgårds mur, forlangte hende og Sol og Måne som gave derfor. Jætten Trym jagter hende, men forgæves. Som det er tilfældet med gudinden Idun (hun og hendes evighedsfrugter blev stjålet), er det ekstremt farligt for guderne at miste Freja: Deres verden vil forvandles til en gold ødemark deraf og kaos indtræffe.

Freja minder om den frugtbarhedsgudinde, Nerthus, hos germanerne, som omtales hos den romerske historiker Tacitus ca. år 100 e.Kr. Her køres gudinden i en procession rundt i en vogn til en række lokaliteter for at give frugtbarhed til hele landet. Til sidst tages Nerthus tilbage fra sin jordiske fase til sin himmelske; hendes vogn anbringes på en ø i en sø, vogn og gudinde vaskes, og tjenerne druknes. Tacitus' beretning minder en del om den over tusind år yngre sagastump om Gunnar Helming og dennes køretur på en kultvogn for Frej gennem sveernes land.

Freja ses i flere sammenhænge i tæt forbindelse med Odin. Hun lærer ham sejd, og hun deler de faldne med ham. Hendes funktion er altså ikke blot frugtbarhed, fødsel og grøde; hun er også tæt på skæbnen og på døden. Et shamanlignende træk er det, at hun kan flyve i skikkelse af en falk. Det dobbelte træk af livgiver og ødelægger minder lidt om den indiske gudinde Kali.

Ifølge Snorre var Freja gift med Od og havde flere børn med ham. Snorre fortæller, at Od var rejst bort, og at Freja ledte efter ham. Hun græd, og hendes tårer var som det røde guld. Skønt det kun fortælles kortfattet, minder det om den udbredte forestilling i religioner, at en vegetationsguddom dør og i en årstidsbestemt cyklus må opholde sig i underverdenen, mens hans hustru sørger derover.

Frejas attribut, ud over kattene, er guldhalssmykket Brisingamen. I fortællingen om smykkets tilblivelse udgør Frejas seksuelle lystenhed et lille element. Denne lystenhed skrev den nykristne islandske digter og høvding Hjalte Skeggjason i 999 et så voldsomt nidvers om, at han blev landsforvist. Han kaldte Freja for en tæve, "en lille hund", dvs. en hore.

Hjalte blev dømt for blasfemi (goðgá), men kort tid derefter var det netop de uterlige sider af Freja, den kristne kirke var ude efter og omformede til et renhedsideal i Jomfru Maria-skikkelsen. Freja-figuren blev derefter dæmoniseret, hun blev i folketroen en troldkvinde, der rider på et kosteskaft, en parallel til heksen på Bloksbjerg.

Der er forskere, der mener, at Jomfru Maria i løbet af middelalderen har overtaget hendes funktioner som central kvindelig guddom, dog i ændret form: Hendes karakter som en Moder Jord med frugtbarhed og seksualitet i centrum forvandles til askese, til en ren og syndfri moderskikkelse, der dog stadig tager sig af vejret, afgrøden og kvægets trivsel, og som også knyttes til havet (jævnfør at Frejas far, Njord, var forbundet med havet).

1818 skrev Adam Oehlenschläger lystspillet Frejas Alter, og i hans fædrelandssang Der er et yndigt Land, skrevet ca. 1819, bruges metaforen "Frejas Sal" om det frugtbare, forsommervelsignede danske landskab.

En særdeles populær svensk roman fra 2002 af Johanne Hildebrandt hedder Freja. Sagaen om Valhal (på dansk 2004).

• Freja (nutidens pigenavn)
• Frej
• Brisingamen
• nordisk religion og mytologi