GHB er en forbindelse, der forekommer naturligt som signalsubstans i hjernen og som har en generelt dæmpende effekt.

Faktaboks

Etymologi

GHB er en forkortelse for gammahydroxybutyrat

Også kendt som

natriumoxybat

GHB er en forkortelse for gamma-hydroxybutyrat, på dansk kaldet gamma-hydroxysmørsyre og natriumoxybat (natriumsaltet). GHB blev kunstigt fremstillet første gang tidligt i 1960'erne, og blev oprindeligt anvendt som bedøvelsesmiddel og beroligende middel. I 1980'erne blev det markedsført som muskelfremmende præparat for bodybuildere på grund af sin let anabole effekt. I visse grupper anvendes GHB som rusmiddel, bla. under chemsex, som er sex under påvirkning af rusmidler. I Danmark er GHB registreret som lægemiddel (Xyrem) til behandling af narkolepsi.

Fremstilling

GHB kan fremstilles med relativt enkle midler fra GBL (gamma-butyrolacton) og 1,4–butandiol, som er almindelige opløsningsmidler til brug i industrien. GHB, der købes ulovligt, indeholder ofte varierende mængder GBL og 1,4-butandiol. Både GBL og 1,4-butandiol omdannes hurtigt til GHB i kroppen og har tilsvarende rusvirkninger som GHB.

GHB som rusmiddel

GHB sælges som regel som en klar væske med en varierende saltsmag, men kan også forekomme som pulver. GHB kaldes også fantasy, og i visse miljøer har GHB fået betegnelsen liquid ecstasy, men har ingen slægtskab med ecstasy eller andre amfetaminer hverken kemisk eller i ruseffekt.

Effekter

Image
GHB kan bruges som rusmiddel med dæmpende effekt.
"Hætte" med GHB
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

GHB har hovedsageligt dæmpende effekter, der kan ligne både alkohol og benzodiazepiner. En dosis GHB måles ofte i en sodavandskapsel, og kaldes derfor ofte "hætter". Dette er uheldigt, da volumen i en sodavandskapsel kan variere mellem 2-5 mL. Efter indtagelse gennem munden indtræder effekten efter omkring 20 minutter. GHB udskilles meget hurtigt fra kroppen, og det er almindeligt at dosere gentagne gange for at opretholde ruseffekten i løbet af en aften.

De doser, der giver rus, er ret tæt på de doser, der giver bevidstløshed, så forgiftning med GHB er almindelig. Fordi stoffet udskilles meget hurtigt fra kroppen, ser man ofte kun kortvarige episoder med bevidstløshed. Dødsfald som følge af indtagelse af GHB alene er sjældne, men kan forekomme, ofte som følge af at luftvejene ikke beskyttes under episoderne med bevidstløshed.

Når GHB kombineres med alkohol eller andre dæmpende stoffer, er der større risiko for alvorlige forgiftninger og dødsfald som følge af, at respirationscentret i hjernen hæmmes, og man kan stoppe med at trække vejret.

Brug

Ifølge Sundhedsstyrelsen har under 1 % af unge i alderen 16-20 år prøvet GHB. Der udvikles hurtig tolerance og afhængighed af GHB, og der ses abstinenser ved ophør af et dagligt GHB-brug. Ved GHB-afhængighed tages GHB mange gange i løbet af døgnet, også om natten, da det udskilles hurtigt. Dette kan i sig selv være invaliderende.

Læs mere i Lex

Litteratur

  • Mørland, Jørg & Waal, Helge (2016) Rus og afhængighed. Oslo: Universitetsforlaget.
  • Haroz, R & Farmer, BM (2019). γ-hydroxybutyric acid (γ-hydroxybutyrate). Goldfrank’s Toxicologic Emergencies, 11th edt.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig