Det viste sig vanskeligt at realisere drømmen om en ny svensk stormagt. Der kunne således ikke skabes alliancegrundlag for et planlagt angreb på Danmark-Norge i årene 1783–1784.
I stedet vendte Gustav sig i 1788 mod Rusland, idet han fejlagtigt antog, at Danmark ville forholde sig neutralt. Da regeringsformen, dvs. forfatningen, ikke tillod angrebskrig, lod kongen finlandske soldater, der var forklædt som kosakker, angribe en svensk grænsepost, så det så ud, som om Sverige besvarede en russisk aggression. Men planerne om angreb på Sankt Petersborg ad søvejen slog fejl (bl.a. søslaget ved Hogland), og en gruppe officerer, Anjalaforbundet, gjorde mytteri.
Kongen blev dog reddet af en bølge af patriotisme, som opstod, da Danmark gik ind i krigen på russisk side. Gustav 3. stillede sig i spidsen for en svensk mobilisering, og da det lykkedes at få våbenstilstand med Danmark, gennemførte han på Riksdagen i 1789 endnu et kup. Med støtte fra de lavere stænder udvidedes hans magt yderligere i enevældig retning, og med Forenings- og Sikkerhedsakten skabtes grundlag for videre krigsførelse. Adelens privilegier blev beskåret, og på længere sigt fik ikke-adelige mulighed for at deltage i statens styre. Desuden skabtes der sociale og økonomiske forbedringer for bønderne.
Krigen mod Rusland fortsatte, og trods Gustav 3.s usikkerhed som flådechef muliggjorde den svenske sejr i slaget ved Svensksund i 1790 Freden i Värälä, som bekræftede den territorielle status quo.
Kongen havde imidlertid skaffet sig mange fjender. Under et maskebal i den kongelige opera den 16. marts 1792 skød en tidligere officer, Jacob Johan Anckarström, Gustav 3. i ryggen. 13 dage senere døde han.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.