Faktaboks

Hans Sachs
Født
5. november 1494, Nürnberg, Tyskland
Død
19. januar 1576, Nürnberg, Tyskland
Image
Af /Österreichische Nationalbibliothek.

Hans Sachs var en tysk digter, dramatiker og skomager. Han betragtes som en af de betydeligste forfattere i den tyske renæssancelitteratur. Sachs var medlem af Nürnbergs mestersangerlav, hvor håndværkere gennem århundreder skrev sange og dramaer, inspireret af både folkelige, lærde og religiøse traditioner.

Hans Sachs er berømt for sin formmæssige og tematiske alsidighed, for sin selvbevidste udgivelse af egne værker og for sit engagement i den luthersk-protestantiske reformbevægelse. Fra hans hånd overlever mere end 4000 mestersange, 200 dramaer og andre værker i ofte vittige og allegoriske genrer såsom den tyske Schwank.

Hans Sachs' liv i reformationstiden

Hans Sachs blev født den 5. november 1494 i Nürnberg, en af tidens vigtigste tyske handels- og kulturbyer. Han var søn af en skrædder, og efter otte års latinskole trådte han i 1509 i lære hos en skomager, hvor han også fik undervisning i mestersang. Under sin vandreår som skomagerlærling fra 1511 til 1516 rejste han omkring i Bayern, Franken og ved Rhinen, inden han vendte hjem til Nürnberg, hvor han boede til sin død.

I 1519 giftede Hans Sachs sig med Kunigunde Creutzer, med hvem han fik syv børn, hvoraf dog kun et enkelt overlevede til voksenalderen. Efter sin første kones død giftede han sig i 1561 med enkefruen Barbara Herscher, der havde seks børn fra et tidligere ægteskab.

Nattergalen fra Wittenberg

I 1523, to år efter Luthers åbne brud med den katolske kirke ved Rigsdagen i Worms, tog Hans Sachs offentligt side i reformationsstriden med langdigtet Die Wittembergisch nachtigall (da. Nattergalen fra Wittenberg), der som pamflet hurtigt bredte sig i hele det tyske område. Digtet udfolder en dyreallegori, illustreret med et træsnit på pamflettens forside, hvor den katolske kirke repræsenteres af løver og ulve, der driver rov på den almene kristenhed.

Med tiden voksede Hans Sachs’ litterære virke, så han i 1542 kunne købe et hus centralt ved markedspladsen i Nürnberg. Han vedblev dog at arbejde som skomager til sin død.

Hans Sachs og mestersangertraditionen

I det tyske område såvel som i resten af Europa udgjorde håndværkerlav en central litterær institution i middelalderen og tidlig moderne tid. De tyske mestersangerlav blev dannet i det 15. århundrede, og lavet i Nürnberg fungerede helt ind til 1774.

De tyske mestersangere betragtede tidligere tyske digtere såsom Walther von der Vogelweide og Wolfram von Eschenbach som forbilleder – mestre – hvis arbejde de selv videreførte. Mestersangerne overtog og videreudviklede middelalderens lyriske genrer som minnesang og sangspruch-digtning, men også dramatiske genrer som fastelavnsspillet.

For at blive mestersanger skulle man digte i overensstemmelse med særlige regler for rim, metrik, metaforik og strofekomposition, der hørte til specifikke genrer.

Temaer i Sachs' sange

Hans Sachs mestersange spænder over vidt forskellige og for lyrikken typiske emner såsom kærlighed, død og digterens indre liv, men som typisk for sangspruch-digtningen tog han også aktuelle nyheder og politiske begivenheder op. Tonen i mange digte er folkeligt vittig, men andægtighed findes også i digte om alvorligere emner, som det fx er tilfældet i Hans Sachs’ rørende hyldestdigt til sin afdøde hustru Der wunderliche traum von meiner abgeschiden lieben gemahel, Künegund Sechsin (da.: Den forunderlige drøm om min afskedigede, elskede gemalinde Kunigunde Sachs).

Fastelavnsspil og anden dramatik

Også Sachs' virke som dramatiker spænder vidt, både tematisk og genremæssigt. Han er berømt som en brobygger mellem på den ene side middelalderens folkelige og religiøse teater og på den anden side de lærdes nyklassiske drama, der i 1500-tallet især drog inspiration fra den latinske komediedigter Terents.

På Hans Sachs’ tid fandtes der ikke selvstændige institutioner til teateropførsler i det tyske område. Man må forestille sig hans dramaer opført i værtshuse og private hjem med improviserede scener.

Den stjålne skinke

Hans Sachs er berettiget berømt for sine mange absurd-vittige fastelavnsspil som fx det skarptskårne bondedrama Der gstolen pachen (da. Den stjålne skinke). Handlingen går således:

Efter en svineslagtning har den nærige bonde Herman Dol fraveget sædvanen og undladt at sende sine to naboer en pølse hver som tak for deres hjælp. Som hævn stjæler naboerne derfor en skinke hos Hans Dol, som reagerer på tyveriet ved at tilkalde en præst, der ved hjælp af sort magi skal finde den skyldige. Præsten udsætter dem alle fire for en test: Den, der kan spise et stykke ingefær uden at fortrække en mine, er uskyldig i Guds øjne. Alle går fri, undtagen Hans Dol, hvis ingefær var smurt ind i bitter aloe vera og hundelort. Den nærige bonde må til sidst krybe til korset og bekende sin skyld.

Stykkets muntre omgang med tyveri, fækalier og tvivlsom varetagelse af præsteembedet er typiske for fastelavnsspillet, der har hjulpet sit publikum til at begynde fastetiden i ophøjet munterhed.

Sachs' indflydelse på tysk digtning

Som den vigtigste repræsentant for den betydningsfulde mestersang-tradition har Hans Sachs’ indflydelse på tysk digtning og dramatik været stor. Selvom fastelavnsspillet i moderne teater har været mindre indflydelsesrigt end nyklassiske dramagenrer som komedie og tragedie, har Sachs ikke mindst her fået opmærksomhed: For eksempel opsatte Johann Wolfgang von Goethe ved hoffet i Weimar Das Narrenschneyden (da. Narreskæreriet), hvor en læge opsprætter en svært oppustet patient og finder hans indre beboet af et væld af narrefigurer, der springer ud som allegorier for menneskets syndighed.

Hans Sachs er dog især berømt takket være Richard Wagners skildring af ham i sin historiske opera Die Meistersinger von Nürnberg (da. Mestersangerne i Nürnberg).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig