Riga

Byen blev grundlagt i 1201 på flodens højre bred. I den gamle bykerne findes Domkirken (Doma baznīca), der senest blev taget i brug i 1226. Kirken har et berømt orgel fra firmaet Walcker i Ludwigsburg. Da det blev indviet i 1884, var det verdens største. Omtrent lige så gammel som Domkirken er Jakobskirken, der siden 1924 har fungeret som katolsk katedral. Peterskirken (Svētā Pētera baznīca) blev i begyndelsen af 1200-tallet bygget i træ og i 1400-tallet i sten. Mens Domkirken og Peterskirken havde tysksprogede menigheder indtil 2. Verdenskrig, har Johanneskirken (Svētā Jāņa baznīca) direkte øst for Peterskirken været lettisksproget siden 1582. Indtil 1924 husede Jakobskirken til forskellige tider og delvis samtidig tyske, svenske og estiske menigheder.

I bykernen findes også Rigas slot, grundlagt i 1330. Det er i dag bl.a.sæde for præsidenten. I nærheden ligger parlamentet (Saeima), der holder til i det forhenværende livlandske ridderskabs hus.

Den indre by – Vecrīga (‘Gammel-Riga’) eller Vecpilsēta (‘den gamle by’) – er til stor del udlagt som fodgængerområde. Trods ødelæggelser under 2. Verdenskrig er mange gamle huse bevaret. Sorthovedernes Hus blev rekonstrueret i de sidste år af 1900-tallet.

Rigas status som fæstning blev ophævet i 1857. Indtil 1863 blev fæstningsværkerne sløjfet. Glacis’et uden for fæstningsværkerne, hvor bebyggelse havde været forbudt, blev nu inddraget i byudviklingen. En del blev udlagt som parker, andre dele blev hjemsted for offentlige bygninger som teater (nu opera), polyteknisk læreanstalt (nu universitet) og museer, og resten blev brugt til infrastruktur som banegård og pakhuse.

I dette område ligger også torvehallerne, Rigas centrale torv (Rīgas Centrāltirgus). Det er Europas største marked på 72.300 m² med mere end 3.000 stande, dels udendørs, dels i fem haller. Torvehallerne har en bemærkelsesværdig historie. I Vaiņode (på tysk Wainoden) i Kurland, 175 km sydvest for Riga, havde det tyske militær i løbet af 1. Verdenskrig opført to luftskibshangarer. Efter krigen blev hangarerne adskilt og genanvendt til opførelse af det centrale torv i Riga. Byggetiden varede fra 1924 til 1930. De to haller blev nu til fem (fire parallelt til hinanden og en femte i ret vinkel), der både var kortere og lavere end de oprindelige hangarer.

Mellem torvehallerne og floder ligger pakhuse (spīķeri), bygget mellem 1864 og 1886 af gule og røde teglsten. Oprindeligt stod der 58 pakhuse. Ikke alle er bevarede, men bygningerne er blevet restaureret, og nogle tjener nu kulturelle formål. Pakhusene mistede en stor del af deres oprindelige betydning allerede, da en ny godsbanegård blev bygget vest for byen fra 1903 til 1907, tættere på den flyttede havn. Indtil da havde der løbet spor fra pakhusene til banegården, der sidenhen kun er blevet anvendt til passagertog.

Området, hvor pakhusene ligger, havde i lang tid været brugt til opbevare handelsvarer, men først efter ophævning af Rigas fæstningsstatus måtte det bebygges med stenhuse. Stedet var indtil begyndelsen af 1800-tallet kendt under det plattyske navn Lastadie (‘lagerplads for varer’). I 2024 blev den første del af Moskvagaden (Maskavas iela) omdøbt til Lastadiegaden (Lastādijas iela), mens resten kom til at hedde Letgallengade (Latgales iela).

Siden middelalderen har Riga haft forstæder, hvis navne og administrative inddelinger har ændret sig i løbet af tiden. De kan deles i tre store grupper: én nordøst for den gamle bykerne, én øst for den gamle bykerne og én på Daugavas sydvestlige bred. Indtil 1857, da Rigas status som fæstning blev ophævet, skulle alle forstadshuse inden for byens kanoners rækkevidde opføres af træ. Det gjorde det muligt at brænde husene ned, hvis fjenden nærmede sig, hvilket skete for sidste gang i 1812.

I den nordøstlige forstad, der i dag kaldes centrum (Centrs), blev træhusene ofte erstattet af større stenhuse i tidens stil, især under Rigas økonomiske boom i begyndelsen af 1900-tallet. I denne tid var jugendstilen moderne. Fordi der blev bygget så meget i netop jugendstilens periode, har Riga den største koncentration af jugendstilhuse i hele verden.

Den østlige forstad og den sydvestlige forstad på Daugavas anden bred har bevaret flere træhuse og mindre stenhuse end jugendstilkvarteret og tjener i højere grad som boligkvarterer.

Forstæderne bestod af ret tæt bebyggelse med flere kirker. Mens den indre by havde et tysk befolkningsflertal (tre af de fire lutherske kirker havde tysksprogede menigheder), bestod de lutherske menigheder i forstæderne af tyskere og letter. Johann Gottfried Herder var fra 1767 til 1769 præst ved to forstadskirker.

I 1997 blev Rigas gamle by og de omkringliggende kvarterer, bl.a. med jugendstilbygningerne, optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Som en tredje ring uden for de gamle forstæder ligger boligområder. Havebyen Mežaparks (på tysk Kaiserwald) blev allerede anlagt fra og med 1902. Den var en af verdens første havebyer og ligger smukt mellem en park og søen Ķīš. Her åbnede i 1912 også Rigas zoologiske have.

Efter 2. Verdenskrig voksede adskillige forstæder frem rundt omkring Riga, også udenfor kommunegrænsen. Nogle ældre byer i oplandet er efterhånden blevet del af hovedstadsregionen, fx badebyen Jūrmala ved Østersøen.

Fem broer over floden Daugava forbinder i dag Rigas bydele: Jernbanebroen (Dzelzceļa tilts, opført i 1914), Stenbroen (Akmens tilts, 1957), Øernes Bro (Salu tilts, 1977), Hængebroen (Vanšu tilts, 1981) og Sydbroen (Dienvidu tilts, 2008).

Ved Rigas indre by er floden Daugava omtrent 500 m bred. En stor del af Daugava er tilfrosset om vinteren, og når tøbruddet indtræffer om foråret, har floden høj vandføring med drivis. Flere tekniske problemer skulle derfor løses, inden man kunne bygge broer i Riga.

Under Den Store Nordiske Krig lod Karl 12. og Erik Dahlbergh i 1701 bygge en flydebro over floden et par kilometer nedstrøms fra Riga for at kunne føre tropper over til Daugavas venstre bred. Det blev dengang anset som en stor teknisk bedrift. Senere blev broen anvendt til almindelig trafik på et mere centralt sted, lidt øst for den nuværende Stenbro. Broen blev altid skilt ad om efteråret og genopsat om foråret, og man foretog løbende ændringer i konstruktionen. Pontonbroer har været kendt siden antikken, men lange, permanente broer til civil brug var endnu ret sjældne i Europa i 1701. Flydebroen var i brug på samme sted, indtil Stenbroen blev bygget. Derefter tjente den endnu et kvart århundrede lidt længere ned ad floden, indtil den i 1981 blev afløst af Hængebroen.

Den første faste bro over Daugava ved Riga blev indviet i 1872, men ødelagt under 2. Verdenskrig og er ikke genopbygget.

Riga blev grundlagt som havneby på et sted, som man endnu kunne nå til med søgående skibe. Oplandet strakte sig langt ind i Rusland. I hele Rigas historie har havnen spillet en stor rolle.

Oprindeligt lå havnen op ad mundingen af bækken Rige (der blev fyldt op i 1733). Allerede i løbet af middelalderen flyttede havnen til Daugavas højre bred. Siden 1701 tjente flydebroen også som kaj med søgående skibe på den ene side og flodskibe på den anden. I 1800-tallet var Riga det russiske riges næststørste havn efter Skt. Petersborg.

Med tiden er havnen flyttet stadig længere vestpå, således at den nu indtager det meste af flodens bredder mellem Riga og Østersøen. En stor del af havnen er i dag udlagt som frihavn. Fra 2005 til 2014 voksede omsætningen i havnen støt. Siden krigen i Ukraine er den faldet. I 2023 var den lavere end i 2005.