Sifnos

Sifnos har mindre bjerge (højeste punkt 530 m) og er karakteristisk ved sine terrasseringer samt frodige og grønne dale. Der dyrkes oliven, hvede, vin, citrusfrugter, kapers og grøntsager. Øen er kendt for sit traditionelle pottemageri, vævning og fremstilling af guldsmykker, en tradition, der går tilbage til oldtiden. I dag er turisme øens vigtigste indtægtskilde.

Havnebyen Kamares på øens vestside ligger i bunden af en beskyttet bugt. Herfra er der færge- og flyvebådsforbindelse til Piræus og omkringliggende øer.

Hovedbyen Apollonía havde 918 indbyggere i 2021 og ligger på tre høje midt på øen som en typisk kykladisk by med hvidkalkede huse og lyseblå kirkekupler. På østkysten ligger øens gamle og seværdige hovedby, Kastro, hvor bagsiderne af husene udgør byens fæstningsværk udadtil, mens den indre del består af koncentriske gyder og labyrintagtige trapper. Syd herfor ligger det idylliske Faros i en lille bugt med mange pottemagerier.

Øen er kendt for sine mange due-, udkigs- og fyrtårne. Der er flere klostre på øen, Simeonklostret og Tachiarchiklostret, samt det lille kloster Chrisopigi på sydkysten, der ligger på en lille ø med gangbro. Munkecellerne udlejes som værelser.

Sifnos har været beboet siden 800-tallet f.v.t. I 500-tallet f.v.t. var Sifnos ifølge Herodot en af de rigeste Kykladeøer, og byen opførte et skathus i Apollonhelligdommen i Delfi for indtægterne af deres guld- og sølvminer.

Efter slaget ved Salamis i 480 f.v.t. var øen i alliance med Athen og fra 338 f.v.t. underlagt makedonerne indtil romersk besættelse. Fra 395 e.v.t. var den en del af det byzantinske imperium, men efter 4. Korstog i 1204 blev den besat af venetianerne og senere inddraget i hertugdømmet Naxos.

Fra 1307 til 1537 var Sifnos underlagt skiftende frankiske og venetianske herskere for derefter at blive besat af osmannerne frem til Den Græske Frihedskrig fra 1821 til 1829, hvor øen blev en del af Grækenland.

• Grækenland
• Det Ægæiske Hav
• Kykladerne
• Den Sydægæiske Region