Toulouse er en by og en kommune i det sydvestlige Frankrig beliggende i departementet Haute-Garonne i regionen Occitanie, samt center for Toulouse Métropole. I 2022 var Toulouse den fjerdestørste by i Frankrig med 511.684 indbyggere. Toulouse-byområdet havde over 1 million samme år. Byen ligger ved floden Garonne. Canal du Midi har siden 1681 forbundet Toulouse med Middelhavet, og den kom på UNESCO’s Verdensarvsliste i 1996.
Faktaboks
- Etymologi
-
Etymologien er usikker, men peger mod den Iberiske Halvø, hvor der er to gamle toponymer fra Pyrenæernes sydlige skråning, Tolous og Labi-tolosa. Det tyder på en aquitansk oprindelse, uden at man af den grund kender betydningen.
- Også kendt som
-
Romerne kaldte byer for Tolosa. Den har i vore dage fået tilnavnet La ville rose 'den lyserøde by'på grund af de gamle røde murstensbygninger
Den historiske bydel i Toulouse ligger på Garonnes højre bred og er domineret af egnens lyse, røde mursten, der har givet byen tilnavnet ”La Ville Rose”, den lyserøde by. I denne del af byen kan dele af det romerske gadeforløb stadig ses. Her findes også katedralen Saint-Étienne. I middelalderen blev byen udvidet til at omfatte Garonnes venstre bred og mod nord med en universitetsby anlagt omkring basilikaen Saint-Sernin. Den kom på UNESCO’s Verdensarvslist i 1998 som en del af pilgrimsruterne i Frankrig til Santiago-de-Compostela.
Ud over at huse en betydelig kemisk og medicinal industri er Toulouse hjemsted for Airbus, som producerer civile fly. Byens tilknytning til luft- og rumfartsindustrien går tilbage til 1919-1930, da den lille pionervirksomhed Latécoère startede de første postflyvninger til Afrika og Sydamerika med blandt andet Antoine de Saint-Exupéry, forfatteren til ”Den lille Prins”, som pilot. Byen har desuden en afdeling af det europæiske rumforskningsinstitut, ESA, af den franske rumorganisation og af det franske meteorologiske institut.
Toulouse er en uddannelsesby med omkring 130.000 studerende på universiteter og højere læreanstalter. Det er også en turistby. Byens største turistattraktion basilika Saint-Sernin havde omkring 800.000 besøgende i 2024.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.