Twitch er en livestreaming-platform, der blev grundlagt i 2011 som en aflægger til livestreaming-platformen Justin.tv. Hvor Justin.tv dækkede en bred vifte af liveindhold, fokuserede Twitch specifikt på gamingindhold og udviklede sig hurtigt til den førende platform for gamere, der ønskede at transmittere deres gameplay live til et publikum. Twitch tilbød en unik kombination af gaming og social interaktion i realtid, hvilket gjorde det muligt for streamere at opbygge loyale fællesskaber og engagere sig direkte med seerne via chatfunktionen.

I takt med gamingkulturens stigende popularitet oplevede Twitch eksplosiv vækst. I 2014 blev platformen opkøbt af Amazon for 970 millioner dollars. På det tidspunkt havde Twitch allerede 45 millioner unikke månedlige brugere. Allerede året efter, i 2015, var dette tal mere end fordoblet til over 100 millioner brugere. Twitchs vækst cementerede platformens status som et kulturelt centrum for både gaming, e-sport og senere også andre former for liveindhold. Købet markerede samtidig Amazons strategiske satsning på live streaming og digital underholdning.

Livestreaming og gamingkultur

Twitchs kernefunktion er livestreaming, dvs. brugere kan transmittere indhold direkte fra deres computer, spillekonsol eller mobil, og seere kan følge streams, skrive beskeder i en chatfunktion og interagere med streameren og andre seere. Twitch var oprindeligt en platform for gamingindhold: Let’s play-videoer, hvor creatoren kommenterer, mens hun selv spiller, og e-sport er nogle af de centrale elementer. Men siden har platformen også indoptaget andre former for indhold. I 2014-15 introducerede platformen Music Streams og Creative som nye indholdskategorier, der åbnede for musikere, kunstnere og hobbyprojekter.

Twitch har haft stor betydning for kulturen omkring computerspil, idet platformen har bidraget til at gøre gaming til en social praksis. Den har skabt store fællesskaber omkring både konkrete spil og enkeltpersoner, hvor streamere bliver samlingspunkter for engagerede fans. Således har Twitch også været med til at udvikle en content creator-kultur inden for gaming, hvor streamere optræder som både underholdere, fællesskabsledere og influencers.

Twitch har også været platform for store e-sportsbegivenheder, der tiltrækker millioner af seere globalt. Derudover er Twitch blevet en vigtig kanal for velgørenhedsevents, hvor streamere og deres fællesskaber indsamler store beløb gennem live-udsendelser – ofte med en direkte og personlig kontakt til publikum, som adskiller Twitch fra mere traditionelle medieplatforme.

En forretningsmodel baseret på creators og community

Twtichs har en mangefacetteret forretningsmodel med en række af forskellige indtægtskilder. Helt centralt står de mange creators, der livestreamer deres indhold. Det er deres evne til at fastholde et loyalt publikum, der er kernen i Twitch’s forretningsmodel.

En vigtig indtægtskilde er annoncering. Twitch viser reklamer før og nder streams, og disse annonceindtægter deles med de mest succesfulde streamere gennem platformens partnerprogram. Derudover spiller abonnementer (subs) en stor rolle. Seere kan tegne betalte abonnementer på deres favoritstreamere, der udløser fordele som reklamefri visning, unikke emotes og adgang til særlige chats. Twitch tjener en andel af disse abonnementsindtægter.

En anden væsentlig indtægtskilde er mikrodonationer i form af bits. Seere kan købe bits gennem Twitch og bruge dem på at cheere på deres favoritstreamere under livestreams. De fungerer som en slags virtuel drikkepengeøkonomi, hvor seere belønner streamere direkte for deres indholdsproduktion. Man kan sige, at sociale relationer bliver tokenized gennem funktioner som bits, hvor seernes støtte omsættes til økonomiske mikrotransaktioner. At cheere bits til en streamer fungerer som en synlig anerkendelse af streameren, hvor social gestus som fx ros, anerkendelse og humor, får monetær værdi. Denne værdisætning af opmærksomhed gør den sociale relation mellem streamer og seer mere transaktionel, idet fællesskab, loyalitet og synlighed i chatten kobles direkte til økonomiske bidrag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig