Werner Herzog

Werner Herzog blev født i 1942 i München, men allerede som teenager søgte han ud i verden og tomlede rundt i Europa. Som 20-årig var han tilbage i Tyskland, hvor han ikke blot skabte sine første kortfilm, men også grundlagde sit eget produktionsselskab, der skulle producere en stor del af hans film. Efter at have studeret historie, litteratur- og teatervidenskab i München, fik han mulighed for at studere film på Duquesne universitetet i Pittsburgh, USA, hvorefter han opholdt sig i Mexico i længere tid.

Det var i disse år, i midten af 1960’erne, at Werner Herzog for alvor begyndte at skrive. Han forfattede filmanmeldelser, og han deltog med succes i en litterær konkurrence hos public service-kanalen Bayerischer Rundfunk. Men det mest skelsættende var arbejdet med at skrive filmmanuskripter, som han fortsatte med lige siden. Hans første spillefilm, Lebenszeichen (Livstegn) fra 1967, var baseret på hans eget manuskript Feuerzeichen (Ildtegn) fra 1964, og den modtog prisen for bedste debutfilm på Berlinalen i 1968.

Lige fra de første film har Werner Herzog beskæftiget sig med outsideren, der er isoleret fra eller i konflikt med det omgivende samfund. Han sætter spørgsmålstegn ved traditionelle normalitetsbegreber, gerne eksemplificeret som modsætning mellem individ og samfund, mellem den lille over for den store. Det er et skisma, man ser udfoldet i spillefilmene, og som man genfinder i Werner Herzogs dokumentarfilm, hvor han dykker ned i aktuelle politiske og samfundsmæssige problemstillinger.

Man så det allerede i hans første dokumentariske skildringer af de sociale forhold for personer med fysiske eller psykiske handicap i Vesttyskland omkring 1970, og man så det igen i dokumentaren Ballade vom kleinen Soldaten (Ballade om den lille soldat) fra 1984 om børnesoldater i Nicaragua. Samme år udkom den udpræget civilisationskritiske spillefilm Wo die grünen Ameisen träumen (Hvor de grønne myrer drømmer) om trængte oprindelige australiere, der forsvarer et for dem helligt sted i den australske ørken mod et mineselskab. I 1989 satte Werner Herzog bl.a. fokus på klimaforandringer i Wodaabe – Die Hirten der Sonne (Wodaabe – Solens hyrder) om nomadefolk i Sahara, der lider under tiltagende tørkeperioder.

Det moralske eller samfundsmæssige kollaps er aldrig langt væk i Werner Herzogs film. Uden at gøre brug af en forklarende eller didaktisk pegefinger viser han os civilisationens mørke sider, mens hans billedæstetik udfordrer og udvider dokumentarfilmens genre. I Lektionen in Finsternis (Mørkets time) fra 1992 er der næsten ingen tale, i stedet taler billederne for sig selv: fremmedartede, apokalyptiske landskaber af brændende oliefelter i Kuwait efter Golfkrigen.

Werner Herzogs fascination af naturkræfterne og menneskets forhold til dem går igen i alle hans film. Ofte er natur og menneske i opposition til hinanden. I det skisma genfinder man outsideren eller fantasten, der forsøger at betvinge sig naturen og overvinde naturkræfterne.

Det er bl.a. den schweiziske skiflyver Walter Steiner (født 1951), der hoppede længere og højere end nogen anden i denne ekstremsport, og som er portrætteret i Herzogs dokumentarfilm Die große Ekstase des Bildschnitzers Steiner (The Great Ecstasy of Woodcarver Steiner) fra 1974. Et andet eksempel er bjergbestigeren Reinhold Messner (født 1944) i Gasherbrum – Der leuchtende Berg (The Dark Glow of the Mountains) fra 1984, der foretog farlige rekordforsøg i Himalayas bjerge, og som inspirerede Werner Herzog til spillefilmen Schrei aus Stein (Scream of Stone) fra 1991. I den prisbelønnede og berømte Grizzly Man fra 2005 sker katastrofen for åbent kamera: Dyreaktivisten Timothy Treadwell (1957-2203) kommer for tæt på en bjørn, og han og hans partner bliver begge dræbt.

Werner Herzogs interesse for forholdet mellem mennesket og naturen er også en interesse for den spirituelle side af mennesket. I Rad der Zeit (Wheel of Time) fra 2003 fik Werner Herzog som den første lov til at filme det hellige buddhistiske ritual udført af Dalai Lama.

Fascinationen af naturkræfternes skønhed og styrke samt deres indvirkning på menneskets liv og spiritualitet genfinder man i den filosofiske Die Höhle der vergessenen Träume (Cave of Forgotten Dreams) fra 2010. Her filmede Werner Herzog med håndholdt kamera de ældgamle hulemalerier i Chauvet-grotten i Frankrig. Han benyttede sig også for første gang af 3D for at skabe en bevægelighed i disse allertidligste billeder frembragt af mennesker – i lighed med filmkunstens billeder i bevægelse.

I 1970’erne påbegyndte Werner Herzog samarbejdet med Klaus Kinski og Bruno S. Det blev definerende for Werner Herzogs skildring af outsideren, og i de følgende to årtier skabte Werner Herzog det ene hovedværk efter det andet, hvor Klaus Kinski og Bruno S. inkarnerede enegængeren og fantasten i selvvalgt eller tvungen opposition til det omgivende samfund.

I 1974 spillede Bruno S. hovedrollen i Jeder für sich und Gott gegen alle (Gåden om Kasper Hauser) om hittebarnet, der vokser op i en grotte uden menneskelig kontakt. Bruno S. havde selv tilbragt de første mere end tyve år af sit liv i lukkede institutioner, så han var ikke uvant med at stå uden for samfundet. Da Werner Herzog i 1977 instruerede Stroszek, hedder hovedpersonen således Bruno Stroszek, er gademusikant og bliver spillet af Bruno S. Men ligesom det er tilfældet med Kaspar Hauser, får Stroszeks liv en voldelig og dødelig udgang.

Det samme gælder for Aguirre, der Zorn Gottes (1972, Aguirre, den gale erobrer) om en spansk erobrer, spillet af Klaus Kinski, der i 1500-tallet jager El Dorados guldskatte i Amazonas' jungle, en jagt, der ender i vanvid og død. Cobra Verde (1987) blev optaget i Ghana, Colombia og Brasilien og følger en magtbegærlig slavehandler, der går til grunde i vanvid. Det skulle blive Werner Herzogs sidste film med Klaus Kinski, mens han levede.

De sidste film med Klaus Kinski var præget af særdeles vanskelige produktionsforhold samt problemer med lokalbefolkningen, der følte sig udnyttet af filmholdet. Dertil kom, at Werner Herzog og Klaus Kinski havde hyppige verbale sammenstød. I 1999 dokumenterede Werner Herzog sit had-kærligheds-forhold til Klaus Kinski i Mein liebster Feind (Min bedste uven).

Igennem det meste af sin karriere har Werner Herzog ikke kun ageret bag kameraet, men også spillet både større og mindre roller foran kameraet. Mest kendt i den amerikanske actionfilm Jack Reacher (2012) som skurk over for Tom Cruise og i den amerikanske tv-serie The Mandalorian (2019). Mest humoristisk i den amerikanske tegnefilm Pingvinerne fra Madagascar (2014), hvor han lægger stemme til en skrupelløs dokumentarfilminstruktør.

Sideløbende med filmarbejdet har Werner Herzog også instrueret en række operaer, og han har skrevet flere romaner, fortællinger og samtalebøger. I 2022 udgav han som 80-årig sine erindringer under titlen Jeder für sich und Gott gegen alle (Carl Hanser Verlag), der udkom på dansk i 2024 i Jørgen Herman Monrads oversættelse under titlen Hver for sig og Gud mod alle (Forlaget Olga).

• tysk film
• dokumentarfilm