aorta

Når hjertet trækker sig sammen (systole), pumpes blodet i venstre hjertekammer ud i aorta. Karvæggene er elastiske og giver efter, så der bliver plads til blodet, der pumpes ud. Når hjertet slapper af (diastole), sikrer den elastiske karvæg, at væggene trækker sig sammen. Fordi aortaklappen samtidig lukkes, drives blodet videre ud i kroppen i en stadig jævnere strøm.

Aorta dannes i fosterlivet (som resten af hjertet) af det mesodermale kimblad og udgår fra det oprindelige hjerterørs kraniale del (bulbus cordis). Her dannes begyndelsen til både aorta og lungearteriestammen (truncus pulmonalis), som adskilles ved dannelsen af det spiralformede septum aorticopulmonale (femte til sjette fosteruge).

Aorta er i princippet opbygget som andre arterier, men har et stort indhold af elastiske fibre og kollagen (type 3), hvilket har betydning for den trykbelastning, som aorta er udsat for, samtidig med at årevæggen kan følge de systolisk-diastoliske trykforskelle i form af rytmiske udvidelser. Den henregnes derfor til kroppens elastiske arterier.

Aorta består af tre lag: tunica intima, tunica media og tunica externa.

Fra venstre hjertekammer stiger aorta fem til seks centimeter skråt opad mod højre, mens den er inde i hjerteposen (pericard). Denne del af hovedpulsåren kaldes aorta ascendens (af latin ascendere 'stige op'). Der, hvor aorta forlader hjertet, udvider den sig lidt og afgiver de to koronar- eller kransarterier, som forsyner selve hjertemusklen med blod. Lige efter at have passeret gennem hjerteposen, bøjer aorta sig i en bue bagud mod venstre (arcus aortae) over venstre luftrørsgren ved lungeroden.

Hovedpulsåren bøjer derefter ind mod midten af brysthulen (mediastinum) mellem lungerne, passerer spiserøret og følger venstre side af rygraden nedad som aorta descendens (af latin descendere 'stige ned'). I overgangen mellem aortabuen og den nedstigende aorta er der et lidt snævrere parti af karet, isthmus aortae. Den del af aorta, der befinder sig i brystkassen, kaldes også brystaorta (aorta thoracica).

Fra toppen af aortabuen går der tre store arterier til armene, halsen og hovedet i denne rækkefølge:

• hals-arm-arterien (truncus brachiocephalicus), som straks deler sig til højre arm (arteria subclavia dextra) og højre side af halsen (arteria carotis communis dextra),
• halsarterien (arteria carotis communis sinistra) til venstre side af halsen,
• venstre kravebensarterie (arteria subclavia sinistra), som forsyner venstre arm.

Den nedstigende aorta (aorta descendens) går gennem en åbning i mellemgulvet til bughulen. Her skifter den navn til aorta abdominalis. Hele vejen nedad har den nogenlunde symmetrisk afgivet grene til brystvæggen og til bryst- og bughulens organer.

Helt øverst, lige under mellemgulvet, afgiver den nedstigende aorta en stor, uparret gren (truncus coeliacus), som deler sig og forsyner lever, milt, mavesæk og delvist bugspytkirtlen. Lidt længere nede, i højde med første lumbalhvirvel, afgiver aorta en anden uparret gren (arteria mesenterica superior), som forsyner tyndtarmen og højre del af tyktarmen. Lige nedenfor afgår ud til hver side en relativt stor nyrearterie (arteria renalis) vandret ind i nyreporten. Herfra udgår der også to lange, mindre arterier, som følger aorta ned til testikler eller æggestokke. At der er så lange blodkar til disse organer, skyldes, at organerne dannes nær nyrerne og i løbet af fosterudviklingen synker nedad. Under disse igen afgiver aorta en tredje uparret gren (arteria mesenterica inferior) til den venstre del af tyktarmen og endetarmen.

Til sidst deler aorta sig i de to bækkenarterier (arteriae iliacae communes) i højde med fjerde lumbalhvirvel. Hver af dem deler sig igen i to på hver side: en forreste del (arteria iliaca externa) til benene, og en bageste del (arteria iliaca interna) til bækkenbunden og bækkenorganerne.

• aortastenose
• aortaaneurisme
• aortaforsnævring
• arteriosklerose
• aortadissektion