conventus

Der var i Romerriget ingen adskillelse mellem den udøvende og den dømmende magt. Kejseren, Roms prætorer, provinsernes statholdere og provinsbyernes borgmestre (duoviri jure dicundo, "borgmestre med domsmyndighed") fungerede ved siden af deres administrative opgaver også som dommere.

Mindre tvister mellem indbyggere i en provins blev oftest afgjort ved byens domstol eller udenretligt ved en af begge parter udpeget opmand (judex), men visse kategorier af sager skulle føres før statholderens domstol, hvor statholderen selv eller dennes fuldmægtig fungerede som dommer.

For at lette adgangen til domstolen var nogle provinser inddelt i retskredse. Statholderen rejste efter en forud fastlagt plan fra et sted til det næste og satte retten dér, således at sagsøgerne ikke behøvede rejse til provinshovedstaden for at føre deres sag. Den latinske betegnelse for en retskreds var conventus, "sammenkomst". I den østlige del af riget brugtes det græske ord dioikesis.

• romerret
• Romerriget