dominant

Indenfor funktionsteorien er dominanten en durakkord med grundtone på toneartens femte trin. I funktionsanalyse bruges forkortelsen D til at angive denne funktion.

Dominantens funktion er at skabe spænding og lede hen imod (eller skabe en forventning om) toneartens grundakkord, tonika. Dominantens terts er identisk med toneartens syvende trin og fungerer derfor som ledetone til toneartens grundtone. Ofte tilføjes en lille septim til dominantakkorden. Herved opstår det dissonante interval tritonus mellem dominantens terts og septim; denne opløses i (eller skaber forventning om opløsning i) tonikaens grundtone og terts.

I dur/mol-tonal musik kaldes bevægelsen D–T (dominant til tonika) en helslutning og denne er af fundamental betydning for harmonik, melodik og form. Sammen med subdominanten, S, skaber de den tonale kadence, T–S–D–T.

I nogle harmoniske teorier, f.eks. Jean-Philippe Rameaus fundamentalbasteori, gives molakkorder på femte trin også betegnelsen dominant. Her angiver navnet altså udelukkende, at akkorden har grundtone på skalaens femte trin.

I visse musikteorier bruges betegnelsen dominant som en betegnelse for skalaens femte trin. I sådanne tilfælde er det altså ikke en harmonisk funktion, men en enkelt tone, der henvises til.

I middelalderens musikteori baseret på gregorianske melodier skelnede man mellem otte kirketonearter. Disse kirketonearter var kendetegnet ved deres ambitus, deres intervalrækkefølge, deres grundtone og deres recitationstone, også kaldet dominanten. Recitationstonen var har den tone, som melodien kredsede om.

• funktionsanalyse
• funktionsharmonik
• tonalitet