Image
Skonnerten Familiens Minde af Marstal, bygget 1894.

Skonnerten fører gaffelsejl på begge master og fører her ligeledes topsejl over gaflerne.

Gaffelsejlet er et firkantet sejl, som holdes udspilet ved hjælp af en bom, gaflen, langs sejlets overlig, og en anden bom, som slet og ret benævnes bommen, langs sejlets underlig. Bommen er permanent fastgjort til masten, men kan svinge i det horisontale plan. Gaflen, derimod, er i enden, ind mod masten, forsynet med en slags gaffel, som kan glide op og ned ad masten, og som tillader gaflen at svinge både i horisontalt og vertikalt plan. Sejlet sættes og bjerges således ved at hejse gaflen op og ned.

Gaffelsejlets historie

Gaffelsejlet er en videreudvikling af latinersejlet, som allerede fra år 800 blev brugt på middelhavets fartøjer. Latinersejlet er enklere at betjene end råsejlet, så de store skibe førte i middelalderen ofte latinersejl på mesanmasten for at lette manøvreringen af skibet.

På et tidspunkt begyndte man at fjerne den del af dette sejl, som var foran mesanmasten, og ved slutningen af 1700-tallet forsvandt også den tilsvarende del af gaflen, hvorved gaffelsejlet kom til at se ud, som vi kender det i dag.

Gaffelsejlet blev i 1800-tallet almindeligt på stort set alle sejlfartøjer og kan stadigvæk ses på ældre sejlskibe, mens nyere sejlfartøjer næsten udelukkende fører bermudasejl.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig