Image

Rekonstruktion i fuld størrelse af en kuskevogn fra 1500-tallet bygget på Slesvigske Vognsamlings værksted i 2021 af arbejdsholdet Slesvigske Vognsamlings Venner under ledelse af Daniela G. Andersen.

Rekonstruktion af kuskevogn fra 1500-tallet.
Af .

Et hestevognsmuseum er en institution, der indsamler, forsker og formidler viden om hestevognes historie, fremstilling og funktion i tilknytning til en samling af hestevogne og relevante værksteder. I forbindelse med undersøgelser af landets infrastruktur har kendskabet til hestevognenes kapacitet sammen med vejenes tilstand og linjeføring stor betydning. Hestevognsmuseet bør også kunne bevare køretøjer med originale detaljer som indtræk, lakering, staffering m.m., der går tabt ved moderne istandsættelser.

Efter lukningen af Slesvigske Vognsamling i Haderslev pr. 1. januar 2023 findes egentlige hestevognsmuseer nu kun uden for Danmark.

Danske samlinger, værksteder og foreninger

Inden for landets grænser findes der større eller mindre samlinger af hestevogne hos private og ved kulturhistoriske museer som Nationalmuseet i Brede og De kongelige Stalde på Christiansborg. En af de finere samlinger, Sparresholm Vognsamling, der i 2002 blev overført til Andelslandsbyen Nyvang (fra 2021 Oplevelsescenter Nyvang) ved Holbæk for at indgå i centerets levendegørelse sammen med Danmarks Vej- og Bromuseum, er nu opløst. En del af vognene og deres tilbehør er siden overført til Hestevognsmuseet – Eventyr på hjul i Tjørnemarke ved Stege på Møn, hvor de indgår i miljøer og aktiviteter.

Slesvigske Vognsamling

Hestevognssamlingen i Haderslev, kaldet Slesvigske Vognsamling, der blev skabt af boghandler Johannes Christian Nielsen (1904-1991) i årene efter 1952, blev efterhånden en af landets største. Sønderjyllands Amt lod den i 2002 opstille i Schaumanns gamle klædefabrik sammen med værksteder med originale maskiner og værktøjer, administration og udstillingsrum. Her blev mange af hestevognene restaureret, og værkstederne producerede dele til landsdelens museer og ikke mindst rekonstruktioner af vogne fra oldtid og middelalder til brug for undersøgelser af landtransportens kapacitet gennem tiderne. Vognsamlingen udsendte sammen med Museum Sønderjylland bøger og hæfter om hestevognenes typer og fremstilling og dansk infrastruktur fra oldtiden til vore dage forfattet af Per Ole Schovsbo (denne artikels forfatter).

Registreringer, fotos og opmålinger af vådfundne vogndele fra oldtid og middelalder på danske museer samlet i Vognhistorisk Arkiv indgik også i Slesvigske Vognsamling, der i 2017 imidlertid blev overtaget af Haderslev Kommune, som lukkede samlingens udstilling permanent den 1. januar 2023. Vognsamlingen er siden opløst, mens værksteder og arkiv nu administreres af Historie Haderslev.

Foreninger og aktiviteter

Image
Kongelige kareter udstillet i slottet Beléms gamle ridehal fra 1700-tallet, som nu udgør en ældre del af Museu Nacional dos Coches i Lissabon. Fotoet er fra oktober 2007; det var i denne hal, at EU's stats- og regeringsledere i december samme år undertegnede Lissabontraktaten. I 2015 skiftede udstillingen karakter, idet en del af vognene flyttede over i en nyåbnet moderne museumsbygning. I dag er kun seks af vognene udstillet i ridehallen.
Museu Nacional dos Coches i Lissabon 2007.
Af /Ritzau/Scanpix.

Den danske og europæiske kultur omkring hestevogne videreføres til gengæld af en række foreninger over hele landet, der er organiseret under Dansk Køre Forbund. En del ældre hestevogne bliver i restaureret udgave anvendt til historiske opvisninger (Concours de Tradition og Concours d'Élégance), mens moderne hestevogne bruges til dansk og international konkurrencekørsel som dressur, maraton og forhindringskørsel.

Hestevognsmuseer i udlandet

Uden for landets grænser er der flere større samlinger af hestevogne, hvoraf en af de fornemste er det nationale vognmuseum i Lissabon, Portugal (Museu Dos Coches Lisboa) med kongelige og adelige køretøjer. Hestevognsmuseet Der Marstall ved adelsslægten Thurn und Taxis' fyrstelige slot St. Emmeren i Regensburg, Tyskland, belyser slægtens europæiske historie.

De øvrige samlinger er som regel tilknyttet transportmuseer, der også formidler vejes og broers kulturhistorie, eller bilmuseer som Autoworld i Bruxelles i Belgien.

Blandt egentlige hestevognsmuseer, hvor der udføres forskning og restaurering, fremstår det hollandske Nationaal Rijtuigmuseum på slottet Nienoord i Leek som Europas fornemste sammen med Museum Achse, Rad und Wagen i Wiehl, Tyskland, der i nogle år fra 1991 udsendte det forskningsbaserede magasin Achse, Rad und Wagen. Belgien har både Rijtuigmuseum i Bree og Karrenmuseum med frilandsmuseum og bibliotek i Essen nord for Antwerpen. Derudover findes der egentlige hestevognsmuseer i bl.a. Frankrig, Spanien, Portugal, Storbritannien, USA og Canada.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig