Hyalin brusk er den mest almindelige type af brusk i led i menneskets skelet. Den er grå-blå i farven, halvt gennemsigtig, og den er særligt modstandsdygtig over for tryk på grund af det høje vandindhold på 60-70 procent. Hyalin brusk tåler derimod dårligt formforandring uden at blive beskadiget.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet hyalin kommer af græsk hyalinos 'af glas', et adjektiv afledt af hyalos 'glas, klar sten'.
Bruskcellerne (chondrocytter) ligger tæt og ofte i grupper kaldet territorier eller kondroner. Mellem cellerne er der kollagene fibre af type II.
Hyalin brusk er af mesenkymal oprindelse og findes først og fremmest på skelettets ledflader, men også som ribbensbrusk som en del af skillevæggen i næsen (septum nasi) og i størstedelen af bruskringene i luftrøret (trachea). Desuden er skelettet i fosterlivet dannet af hyalin brusk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.