Inertifusion er en gren af fusionsforskningen, hvor man forsøger at producere fusionsenergi ved at komprimere små piller, som kan bestå af nedfrosset fusionsbrændstof eller være små kugleformede metalkapsler fyldt med brændstof, så hurtigt og kraftigt, at de for fusionsprocesserne nødvendige temperaturer og tætheder opnås. Kompressionen foregår ved, at der samtidig rettes meget kraftige og kortvarige energistråler fra mange sider mod pillens overflade. Vekselvirkningen mellem strålen og pillen vil da få dennes overflademateriale til at fordampe, og det store tryk, der derved opstår, vil komprimere og derved opvarme den resterende del af pillen.
Hvis der kan opnås kompressioner på mindst 1000 gange, vil fusionsprocesserne starte i pillens centrale del og forløbe, så længe brændstoffet er holdt sammen af dets masses inerti; heraf navnet inertifusion. Der er altså tale om, at man vil producere fusionsenergi ved kontinuerligt at bringe en række små "brintbomber" til eksplosion i et reaktorkammer.
De energistråler, der skal komprimere pillerne, kan enten være laserlys (se laserfusion) eller stråler af tunge eller lette ioner fra en partikelaccelerator. Det har endnu ikke (2009) været muligt at opnå den nødvendige kompression; hovedproblemet er at skabe tilstrækkeligt energirige stråler, der på mindre end en milliardtedel af et sekund kan afsætte deres energi jævnt fordelt over pilleoverfladen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.