junke

På kinesisk bruger man ordet ’chwún’ (skib, udtales ’tjuan’). Junke kommer fra det portugisiske navn ’junco’, som igen kom fra det malayiske navn ’jong’.

Skrogformen kan føres helt tilbage til en simpel, flad træflåde, som der så er ’bygget ovenpå’. Helt specielt har man brugt mange indvendige skotter, hvilket både giver god styrke og god sikkerhed mod at synke. Antallet af indvendige skotter har givetvis også haft noget at gøre med junkens anvendelse, men specielt de meget store junker kunne havemange vandtætte afdelinger.

Antallet af master og disses placering på skibet kan variere en hel del. Der vil normalt kun være et stort sejl pr. mast, men da dette sejl er forsynet med et antal sejlpinde i fuld bredde, er det let at håndtere sejlet. Det skal blot hejses op, og så vælger man, hvor mange sejlpinde, der skal hejses med, alt efter vejrforholdene.

Da der er skøder for enden af sejlpindene, er det ret enkelt at indstille sejlene, og helt op til 1500-tallet hørte junkerne derfor til de bedst sejlende sejlskibe i verden.

Junken var oprindeligt en flodbåd med helt flad bund, og dette bibeholdt man også for de større junker, således at disse let kunne gå op ad floder. Når man sejlede på åbent hav, kunne man bruge sænkekøle eller sidesværd for bedre at kunne krydse mod vinden. Da junken således kunne sejle i de fleste farvande, blev den meget udbredt i Østasien, indtil den blev udkonkurreret af motorskibene.

Læs mere på Lex.dk:

• Skib
• Sejl