keltere

De keltiske kulturer havde rod i tidligere bronzealderkulturer som urnemarkskulturen, men det er svært at pege på et bestemt oprindelsessted. Omkring 600 f.v.t. menes den tidligste keltiske kultur at have udviklet sig i Østfrankrig, Sydtyskland og Østrig, og ca. 500 f.v.t. opstod den keltiske La Tène-kultur, der dækkede Vest- og Centraleuropa i et bredt bånd fra Tjekkiet i øst til De Britiske Øer i vest. Også dele af Norditalien og Spanien var beboet af keltere.

Ca. 400 f.v.t. begyndte kelternes vandringer. De strømmede ned i Italien og mod Rom, som blev plyndret i 387 f.v.t.; kun Capitol holdt stand. I øst trængte kelterne frem langs Donau, hvor bl.a. Ungarn og Transsylvanien blev keltisk. I begyndelsen af 200-tallet f.v.t. kæmpede de sig videre sydpå og nåede det græske område, men i 278 f.v.t. blev kelterne slået ved Delfi. Nogle trak sig herefter tilbage og dannede et rige i Bulgarien, andre slog sig ned i Serbien, mens en tredje gruppe, galaterne, bosatte sig i det centrale Lilleasien.

Den keltiske fremgang standsede, da kelterne i 225 f.v.t. blev slået i Norditalien; i det 1. århundrede f.v.t. blev de presset i Sydtyskland, Bøhmen og Slovakiet dels af romerne fra syd, dels af germanerne nordfra. Romerne indtog det sydligste Gallien ca. 120 f.v.t., resten af Gallien fulgte efter Cæsars gallerkrig i årene 58-51 f.v.t., og med kejser Claudius' erobring af Britannia i 43 e.v.t. blev også mange af de britiske keltere underlagt romersk herredømme.

Efter at romerne i 410 havde opgivet Britannia, genvandt keltere, bl.a. fra Irland, store dele af området, og flere keltiske småriger opstod. Med tilvandringen af germanere (se angelsaksere) i de følgende århundreder blev kelterne atter presset tilbage, især mod vest. I denne periode etablerede de sig i bl.a. Cornwall, Wales og Bretagne.

Den første urbanisering nord for Alperne skyldtes kelterne. I de to sidste århundreder f.v.t. opstod i et bredt bånd tværs over Europa, fra det sydøstlige England og Frankrig til Bøhmen, Slovakiet og Ungarn, en række befæstede byer, oppida (se oppidum). Byerne kunne dække områder på mere end 100 ha og indeholdt specialiserede håndværkerkvarterer, hvor storstilet produktion af bl.a. våben, landbrugsredskaber, smykker og massefremstillet keramik fandt sted. Oppida var også centre for handel, møntslagning og administration, ligesom man flere steder har fundet helligsteder og tempellignende bygninger.

Visse af byerne kan betragtes som keltiske hovedstæder. Det gælder fx Titelberg i Luxembourg, hovedstad for trevererne, Bibracte i Frankrig, hovedstad for hæduerne, og mandubiernes hovedstad Alesia, hvor de sidste kampe i Gallerkrigen førtes i 52 f.v.t. Romernes indtrængen nord for Alperne er formentlig en af de vigtigste årsager til, at de højtstående keltiske bystater ikke udviklede sig til egentlige nationer.

Kendskabet til kelternes religion bygger dels på græske og romerske forfattere, især fra perioden omkring begyndelsen af vor tidsregning, dels på irske og walisiske sagn fra middelalderen; se artiklerne om keltisk religion og mytologi og keltiske fester.

Keltisk kunst, der især ses på arbejder i guld, bronze og jern, på smykker, beholdere og våben, bevarede en bemærkelsesværdig ensartet udtryksform igennem århundreder.

Den opstod omkring 500 f.v.t. nord for Alperne. De bedste stykker fra 400-tallet f.v.t. stammer fra Rhinen-Mosel-området med tæt forbindelse til Norditalien. Under indflydelse fra græsk og etruskisk kunst omformedes klassiske planteornamenter som palmetter og lotusformer til en livfuld ornamentik med spiralkrøller, hvirvler og kommalignende motiver i komplekse geometriske mønstre. Ofte synes ansigter at gemme sig i ornamenterne. Man omformede fantasidyr med ophav i Middelhavsområdets orientaliserende stil. Omkring 300 f.v.t. blev udtryksformen endnu mere levende med en dybere reliefvirkning og mere plastisk udformning med hvirvler, bygget op omkring forhøjninger og knopper. Denne plastiske stil videreudvikledes i en særlig udgave på De Britiske Øer.

Efter de keltiske folks militære nederlag og etableringen af det romerske herredømme fortsatte keltisk kunst med særlig styrke i Irland og Skotland, beriget med fletværksmotiver fra den senromerske kunst, hvorved en særlig angloirsk stil opstod; den kom til udtryk på bl.a. irske stenkors og i udsmykningen af håndskrifter (se Irland – billedkunst og arkitektur).

Visse påvirkninger fra keltisk kunst kan spores i den sene jernalders og vikingetidens stilarter i Norden. Langt op i middelalderen kan et særligt keltisk stilpræg genkendes i Irland; i dag er det især her, at keltisk stil har fået en renæssance i smykkekunsten.

De keltiske sprog spiller sammen med musik og poesi en central rolle for identiteten. Både i Bretagne, Cornwall, Wales, Irland, Skotland og på Isle of Man findes organisationer til fremme af keltisk sprog og kultur. Desuden eksisterer en pankeltisk sammenslutning, The Celtic League, som også omfatter Galicien i Spanien. Udvandrergrupper navnlig i Canada, New Zealand og Australien er aktive i bestræbelserne på at fremme de keltiske sprog, og festivaler for musik- og digtekunst finder sted årlig.

Udforskningen af keltisk kultur og historie er stigende og nyder fremme i EU, hvor den keltiske Europahistorie fremstår som en eksponent for en fælleseuropæisk fortid uden forankring i et storrige. Der er divergerende meninger om indholdet af begrebet keltiskhed, men kravene om bevarelse af og støtte til sprogene er et gennemgående træk.

• keltisk religion og mytologi
• keltiske fester
• keltiske sprog
• keltisk møntvæsen
• La Tène-kulturen
• Hallstatt-kulturen