luvisk

Luvisk er et uddødt anatolisk sprog, der blev talt i store områder af oldtidens Anatolien og Syrien. Luvisk blev nedskrevet i to forskellige skriftsystemer, dels i kileskriftkilder skrevet af hittitiske skrivere i perioden ca. 1600-1180 f.v.t., dels i den anatoliske hieroglyfskrift, der blev skabt til at skrive netop luvisk, og hvis kilder strækker sig fra ca. 1400-700 f.v.t. Man omtaler normalt sproget alt efter, hvilke skriftlige kilder man henviser til, som hhv. kileskriftluvisk og hieroglyfluvisk. Det er unikt blandt de anatoliske sprog ved at have skriftlige kilder fra både det 2. og 1. årtusinde f.v.t., dvs. både fra Bronzealderen og Jernalderen. Ud over de to typer skriftlige kilder er det endvidere muligt at opdele luvisk i op til flere dialekter.

Luvisk blev talt i store områder af Hittiterriget og havde stor indflydelse på hittitisk. Det var hovedsproget i de fleste af de såkaldt neohittitiske bystater, der etableredes efter Hittiterrigets fald, og hvor vi har størstedelen af de hieroglyfluviske kilder fra. Luvisk uddøde formentlig omkring år 700 f.v.t. og blev for det meste overtaget af aramæisk.

Luvisk er nært beslægtet med sprogene lykisk, milyisk, karisk, sidetisk og pisidisk, som til sammen danner den lyviske undergruppe inden for den anatoliske sprogfamilie. Ingen af de andre sprog er direkte efterkommere af luvisk, men de er nærmere beslægtet med hinanden og har flere sproglige udviklinger til fælles end med hittitisk.

Læs mere i Lex

• anatoliske sprog
• lykisk