Membranprotein er et protein, der sidder fast i en cellemembran. Cellemembraner har et meget varieret indhold af proteiner, der udviser store forskelle i struktur og funktion.

Faktaboks

Etymologi

Ordet membran kommer af latinsk membrana 'tynd hud, hinde', og protein kommer af græsk prōteios 'først, af primær betydning'

Også kendt som

Membranproteiner kan også betegnes ud fra deres funktioner, fx receptorer, transportproteiner eller enzymer, afhængigt af deres rolle i cellen.

Membranproteiners funktion

Cellemembraner er bygget op af et dobbeltlag med fosfolipider. Mens disse fosfolipider først og fremmest danner barrierer mellem cellens og organellernes ud- og inderside, udfører proteinerne de øvrige funktioner knyttet til cellemembranen. Eksempler på nogle membranproteiner og deres funktioner er:

  • 1) Enzymer: der katalyserer kemiske reaktioner.
  • 2) Membrankanaler og membranproteiner: der sørger for membrantransport.
  • 3) Receptorer: der sørger for binding af signalmolekyler og som er vigtige i signalformidling.
  • 4) Adhæsionmolekyler: der bidrager i celleforbindelser og binding til den ekstracellulære matrix.
  • 5) Neksus: der bidrager til direkte kommunikation mellem to naboceller.

Alle celler har mange forskellige proteiner i ydremembranen, og udvalget af proteiner varierer fra celletype til celletype. Hvert membranprotein findes fra nogle hundreder til hundredetusinder eksemplarer for hver enkelt celle. Nogle proteiner er løst forbundne med membranen, mens de fleste er fast forankret i den. Disse fast forankrede membranproteiner går enten tværs gennem membranerne eller er forankret til membranerne.

Bevægelser

De fleste membraner ligger ikke i ro men flytter sig hele tiden ved diffusionsbevægelser tilsvarende dem, vi har mellem molekylerne i gas eller væske, men sådan at bevægelserne kun sker sidelæns i membranplanet. Dette er nødvendigt, for at proteinerne henholdsvis skal kunne fordeles udover membranen, efter at de er produceret, for at de skal kunne fordeles ligeligt mellem dattercellerne efter celledeling, for forskellige typer overføring af signaler over membranen og for receptorformidlet endocytose.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig