I nordisk mytologi omtales Suttungsmjøden eller skjaldemjøden som attraktiv, berusende og inspirerende.
Mjød – og øl – er i høj grad forbundet med det gamle Norden, hvor det var hoveddrikken både i dagligdag, ved riter og i myter. Øl har været brugt som rituel drik i mange kulturer, fx også i det gamle Egypten og i Sydamerika (majsøl). I sagaerne drikkes der øl årle og silde, i hallen, ved indvielser, ved edsaftaler, ved døden (det såkaldte gravøl), og man forestillede sig, at det første, der mødte den faldne kriger i Valhal, var et horn med den guddommelige drik, en slags gravøl, der indviede den faldne til ny status blandt einherjerne. Det skildres, hvordan de herefter dagligt blev beværtet med drikken.
Øl og mjød er kædet sammen med rusen, inspirationen, digterevnen i den nordiske mytologi. Skjaldemjøden, digternes øl, brygges af den vise Kvasers blod, blandet med gudernes spyt og med honning. Odin er om nogen digterguden, men ejendommeligt nok berettes det, at den fine mand kun drikker vin. I en anden mytestump fortælles det, at mjøden står i forbindelse med grundsymbolet på kosmos og liv, verdenstræet Yggdrasil, geden Heidrun står på Valhals tag og spiser blade af Yggdrasil; fra dens yver flyder mjød.
Det nordiske element har overvintret i nogle elementer omkring øl: Ølhaller og ølmærker kan fx hedde Thor og Odin. Ølmærket Ceres er opkaldt efter den romerske korngudinde.
I historiens løb har øl især været menigmands drik, men omgær(d)es i vore dage også med finere etiketter, hvor særlige ølmærker kan have finkulturel status, eller det netop er solidarisk at drikke som almuen altid har gjort – og direkte af flasken.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.