osteomyelitis

Osteomyelitis er betændelse i knoglen og knoglemarven. Ofte foreligger der både osteomyelitis og osteitis samtidig, og betegnelsen osteomyelitis bruges da for det samlede sygdomsbillede. I de fleste tilfælde er osteomyelitis forårsaget af bakterier, men en svampeinfektion kan i sjældne tilfælde også give osteomyelitis. Der findes også en anden sjælden form for osteomyelitis, hvor mikroorganismer ikke kan påvises.

Faktaboks

Etymologi: Ordet kommer af osteo-, græsk myelos ‘marv’ og -itis ‘betændelse’
Også kendt som: knoglebetændelse, knoglemarvsinfektion

Vigtigste former for osteomyelitis

Akut hæmatogen osteomyelitis

Akut hæmatogen osteomyelitis er forårsaget af bakterier, der tilføres med blodet. Det er sædvanligvis gule stafylokokker. Andre hyppige bakterier er streptokokker, Haemophilus influenzae, Mycobacterium tuberculosis og tarmbakterier. Infektionen forekommer særligt hos børn og unge, og er oftest lokaliseret nær endepartiet (metafysen) af de lange rørknogler i underben, lår og armene.

Osteomyelitis efter brud eller indsættelse af osteosyntesemateriale

Osteomyelitis efter brud (fraktur) eller indsættelse af osteosyntesemateriale skyldes sædvanligvis stafylokokker. Bakterierne kommer oftest til infektionsstedet ved direkte smitte. Foruden antibiotikabehandling fjernes dødt knoglevæv og eventuelt osteosyntesemateriale.

Spondylitis

Spondylitis er osteomyelitis i en eller flere ryghvirvler. En række bakterier kan give spondylitis, men stafylokokker er i dag den mest almindelige årsag. Fortsat ses spondylitis forårsaget af tuberkuloselbakterier, som tidligere var et betydeligt problem. Sjældent kan gramnegativ bakteriæmi resultere i spondylitis.

Osteomyelitis i tæer eller fod

Osteomyelitis i tæer eller fødder forekommer særligt hos patienter med diabetiske sår på tæer og fødder. I sårene er der oftest flere typer bakterier, og det kan være svært at afgøre, hvilken bakterie, der er den vigtigste årsag til knogleinfektionen.

Diagnose

Diagnosen osteomyelitis stilles på grundlag af en beskrivelse af sygdomsforløbet, fund ved scintigrafi og røntgenundersøgelser.

Behandling og prognose

Osteomyelitis behandles med antibiotika og i mange tilfælde, særligt ved kronisk osteomyelitis, kombineres det med med kirurgiske indgreb, der sanerer infektionen. Før behandling med antibiotika startes, sendes materiale til bakteriologisk identifikation og resistensbestemmelse, da det er vigtigt, at mikroben, der er årsag til infektionen, er typeverificeret for at opnå optimal behandling. Ved akut hæmatogen osteomyelitis og i enkelte andre tilfælde kan bakterierne også påvises i bloddyrkning. Ved akut osteomyelitis er det vigtigt, at antibiotikaterapien startes tidligt. Behandlingen skal ved akut osteomyelitis vare seks–otte uger og ved kronisk sygdom sædvanligvis mindst tre måneder. Tidlig diagnostik og korrekt behandling giver den bedste prognose.

Komplikationer

Komplikationer til osteomyelitis er kronisk osteomyelitis med fisteldannelse og destruktioner af knoglen med varige forandringer, fx deformiteter som pukkel af rygsøjlen (gibbus) eller i andre knogler, der har været inficerede.

Læs mere i Lex

Skrevet af:

Artiklen indeholder tekst fra:

Store medisinske leksikon (Store norske leksikon)

Støttet af:

Fonde, der har bidraget til Lex’ sundhedsfaglige projekt

Senest ændret:

5. november 2024, se alle ændringer

VILKÅR FOR GENBRUG:

begrænset genbrug

Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Myrvang, Bjørn; Lauritzen, Jes Bruun: osteomyelitis i Lex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/osteomyelitis

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Ortopædi

Jes Bruun Lauritzen

Klinisk professor, overlæge, dr.med., Københavns Universitet