samtaleanalyse

Grundstenen til samtaleanalyse blev lagt af sociologen Harvey Sacks (1935-1975) da han arbejdede på en hotline for selvmordstruede mennesker i Los Angeles i 1960. Sacks optog og udskrev samtalerne og opdagede derved mønstre i hvordan og hvornår der sker skift i hvem der har ordet i en samtale, dvs. hvis tur det er til at tale.

Sammen med sociologerne Emmanuel Schegloff (1937-2024) og Gail Jefferson (1938-2008) udgav Sacks i 1974 en artikel om det vigtigste begreb inden for samtaleanalyse, nemlig turtagning, dvs. skiftet mellem samtaleparternes taleture. Men Sacks udviklede især samtaleanalysen i en række forelæsninger, som blev optaget og udskrevet af Gail Jefferson. Forelæsningerne blev distribueret frit til alle interesserede.

Samtaleanalyse ses undertiden som en sidegren af etnometodologien grundlagt af Harold Garfinkel (1917-2011), men samtaleanalyse adskiller sig afgørende fra etnometodologien ved kun at inddrage autentiske samtaler i analyserne. Det er også en af forskellene på samtaleanalyse og analyse ved hjælp af talehandlingsteorien.

Turbegrebet er relevant for al form for interaktion mellem mennesker. Der forekommer ture fx i spil, i trafikken ved et vejkryds, i vare- og pengeudveksling ved kassen i et supermarked og altså i samtaler. I sådanne situationer er der måder hvorpå man tager eller tildeler ture til deltagerne. Samtaleanalyse ser på hvordan turtagning foregår i mere eller mindre spontant forekommende samtaler som ikke er underlagt særlige mønstre for skift mellem de talende, i modsætning til fx interview eller møder med en ordstyrer.

En tur i samtaleanalyse – en samtaletur – er alt hvad en taler siger mellem tale fra en eller flere andre talere.

I samtaler taler i det store og hele kun en deltager ad gangen; der er ikke nogen fast længde på en tur, og der sker skift mellem ture med minimalt overlap og minimale pauser mellem turene. Der er heller ikke nogen fast længde på samtaler eller på ture, og der er ikke regler for hvor mange ture hver taler har. Desuden kan antallet af deltagere i en samtale variere. For at forklare disse karakteristika ved samtaler opstillede Sacks, Schegloff og Jefferson en systematik for turtagning.

Turtagningsystematikken i spontane samtaler er ikke bestemt af sociale eller fysiske træk ved samtalens kontekst eller af dens specifikke indhold, men af træk ved den umiddelbart forudgående tur. I den forstand er turtagningssystematikken bestemt af den lokale kontekst, men altså ikke af fx talernes sociale status eller samtalens emne.

En tur kan bestå af flere såkaldte turkonstruktionsenheder. En turkonstruktionsenhed er den mindste enhed der kan udgøre en selvstændig tur. Turkonstruktionsenheder bestemmes grammatisk: De kan fx bestå af en sætning (han gik for lidt siden eller fordi jeg er træt), af en frase (de underste eller på torsdag) eller af et enkelt ord (ja eller hunden). En turkonstruktionsenhed siges at projicere sin egen afslutning. Det betyder at når man hører han, forventer man af grammatiske grunde at der kommer noget mere. Han projicerer altså en fortsættelse, fx gik. Der er en mulig afslutning efter han gik, som udgør en turkonstruktionsenhed, men taleren kan også fortsætte: han gik for. Efter for er der grammatisk set ikke en mulig afslutning. Her projiceres altså en fortsættelse osv.

En taler har i udgangspunktet ret til en turkonstruktionsenhed. Når den er afsluttet, er der et muligt overgangssted, dvs. et sted i turen hvor en anden taler kan tage ordet. Det kan enten ske ved at den igangværende taler udpeger næste taler, fx ved at nævne deres navn, og så har denne person ret og pligt til at tage turen. Det kan også ske ved selvvalg; næste taler begynder simpelthen at tale. Men hvis ingen andre tager ordet, kan den igangværende taler fortsætte med endnu en turkonstruktionsenhed. Systematikken starter så forfra ved næste mulige overgangssted, dvs. efter næste turkonstruktionsenhed.

Talere har forskellige muligheder for at suspendere den grundlæggende systematik. Man kan fx sige nu skal du bare høreeller der er to grunde til det aldrig bliver til noget. Hvis samtalepartnerne tilkendegiver at de er klar til at lytte, kan den første taler beholde ordet hen over flere turkonstruktionsenheder.

Systematikken forklarer hvorfor der er meget lidt overlap og ret få pauser i samtaler. En ny taler tager først ordet ved et grammatisk projiceret overgangssted, og det forventes at en af deltagerne tager ordet, enten fordi vedkommende er udpeget af den igangværende taler eller selv tager ordet, eller fordi den igangværende taler fortsætter. Overlap kan dog forekomme fx ved at to talere selvvælger – tager ordet – samtidig, eller ved at en anden taler selvvælger ved et muligt overgangssted samtidig med at den igangværende taler fortsætter. I sådanne tilfælde hører den ene, eventuelt begge, op med at tale.

Samtaleanalyse er blevet anvendt til at analysere samtaler af privat karakter og samtaler i mange professionelle sammenhænge som fx læge-patientsamtaler, visitationssamtaler ved udskrivning af patienter fra hospitaler, samtaler mellem studieværter og nyhedsreportere, samtaler mellem kolleger på arbejdspladser m.m.

I mange nyere samtaleanalyser inddrages visuelle træk som gestik, blikretning og håndtering af fysiske genstande som en computer under en læge-patientsamtale.

Man har analyseret samtaler fra andre kulturer end de vestlige og fundet at turtagningssystematikken er relevant på tværs af kulturer.

Se også

• etnometodologi
• pragmatik
• tekstlingvistik

Videre læsning

• En omfattende introduktion til samtaleanalyse på dansk findes i Mie Femø Nielsen og Søren Beck Nielsen: Samtaleanalyse. Samfundslitteratur, 2013.
• På hjemmesiden samtalegrammatik.dk, Aarhus Universitet kan man finde analyser af en række talesprogsfænomener inden for en samtaleanalytisk forståelsesramme.
• Den originale artikel der introducerede de grundlæggende begreber i samtaleanalysen, er Harvey Sacks, Emmanuel A. Schegloff, and Gail Jefferson: A simplest systematics for the organization of turn-taking for conversation. Language 50, 4, 1974: 696-735.