sociale forhold i Letland

Overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi efter uafhængigheden i 1991 medførte et voldsomt produktionsfald både i industri og i landbrug med stor arbejdsløshed og et generelt fald i levestandarden til følge. De ændrede ejendomsforhold skabte store økonomiske kløfter i samfundet. I meget høj grad lykkedes det for den gamle kommunistiske elite at overtage de tidligere statsvirksomheder og omforme sig selv til en nyrig overklasse, mens 90% af befolkningen i 1996 levede under den officielle fattigdomsgrænse. Der var imidlertid en meget stor uformel (sort) sektor i økonomien, hvorfor både levestandard og beskæftigelsesgrad skønnedes at være op til 50% højere end den officielt angivne. Det kommunistiske system gav ret til arbejde og pension. Med markedsøkonomien og dens følger blev det nødvendigt at indføre skattebaserede sociale ydelser. Med udgangspunkt i vestlige velfærdsmodeller, men med meget lavere ydelser, blev der ad hoc indført arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, børnetilskud og boligtilskud. De sociale ydelser udgjorde i 1994 over 40% af statsbudgettet. Pensionsalderen var tidligere 55 år for kvinder og 60 for mænd. I 1995 blev et nyt pensionssystem imidlertid vedtaget; det sættes gradvis i værk og indebærer bl.a. variabel pensionsalder, mindstepension og indkomstrelaterede ydelser.