Travertin er finkrystallinsk, båndet kalksten, der er dannet, hvor varmt, kuldioxidholdigt vand, som er sivet igennem kalkholdige bjergarter, strømmer ud i kilder eller huler. Det deraf resulterende trykfald medfører frigivelse af kuldioxid og udfældning af calciumcarbonat, oftest i form af mineralet aragonit, som med tiden kan omdannes til calcit.

Faktaboks

Etymologi
Ordet travertin kommer fra italiensk travertino. Den ældre italienske form var tivertino, der er udviklet af latin (lapis) Tiburtinus '(sten) fra byen Tibur', den by, der blev til nutidens Tivoli.

Travertin er ofte broget i hvide, gule og brune farver og kan vise aftryk af planterester. Det anvendes som bygge- og dekorationsmateriale. Travertin dannet i antikkens romerske akvædukter blev i middelalderen anvendt til dekorative enkeltheder i kirker, såkaldt akvæduktmarmor.

Tufa eller kalktuf er en porøs varietet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig