Elisabeth 9 år

I ethvert møde ligger der også et farvel ... Den sætning læste jeg fornylig og den ramte mig lige i hjertet. For hvor det rigtigt. Der vil altid ligge og vente et farvel på den ene eller anden måde. Sådan er livet. Det er omkostningen ved at leve og at elske. Jeg kunne nu alligevel godt have brugt en hel del længere tid, inden det der farvel kom anmassende. 9 år er forbandet lang tid at leve uden sin datter. Men fejres skulle hun selvfølgelig alligevel og det blev hun...

Du er min helt, mor!

Sådan sagde Ingrid til mig i dag, imens hun holdt mig i hånden op af trappen. Og det var med en beundring i blikket og en overbevisning i stemmen, så jeg jeg smeltede helt væk. Tænk - jeg er nogens helt!!! Min egen datters helt. Så bliver det ikke større! Jeg føler mig virkelig beæret! Og så nyder jeg i fulde drag - så længe det varer … for man har jo hørt et og andet om at sådan noget godt kan have det med at ændre sig lidt med tiden.

Weekenden startede allerede fredag, da vi skulle på den amerikanske ambassade og have børnene registrerede, så de kunne få amerikansk pas. Så nu er de officelt halvdanskere eller halvamerikanere, eller hvordan man nu ellers vælger at se på det. Det skulle lette indrejsen på vores sommerferie til de forenede stater betydeligt, så det håber jeg er rigtigt. Det bliver en lang tur i forvejen. Men vi glæder os! Næsten 3 ugers strand, vand og farmor, kusiner og fætre kommer til at gøre godt. Jeg glæder mig til at en del også bliver en del af børnenes verden. Det er den ikke rigtig nu.

I dag fik vi hængt det foderbræt - som jeg har ønsket mig i hundrede år og som jeg selv købte sammen med børnene forleden dag, da vi alligevel var i et ærinde at købe en lignende housewarminggave … - op. Og det er slet ikke for tidligt! I dag har det været så koldt at vi måtte finde fleecetrøjerne - som lå klar øverst i skabet til når det bliver efterår - frem. Jeg mener det er den første juli i morgen …

Sankt Hans Sankt Hans jeg elsker Sankt Hans ...

Sådan sang Ingrid i bilen på vej til mormor og morfar i går eftermiddags. Jeg tror egentlig mest hun var så trallende på grund af hvor vi var på vej hen. Nu var vi nemlig ENDELIG på vej! Nøj, begge børn havde glædet sig lige fra de slog øjnene op! Så meget at det næsten ikke var til at bære.

De var da også begge så glade og trallende hele weekenden at det var en fryd! De elsker at være hos mormor og og morfar. De er ikke de eneste. Vi har nydt turen. Allesammen! Det er noget der gør godt at komme lidt vestover til lidt mere lys og frisk luft. Vi nåede blandt andet til Røsnæs og det lille museum der er blevet etableret derude i fyrmesterboligen, som ligger i sammenhæng med fyret. En rigtig fin lille udstilling, med interaktivitet og mange ting for børnene at kigge på. Fik desværre ingen billeder taget, men stedet er et besøg værd og kan bestemt anbefales skulle du komme på de kanter.


I aften er det Sankt Hans og det blæsende bygevejr forlod os lige så stille først på aftenenen, så vi lige nåede lidt Sankt Hans stemning i nattøj inden turen gik hjemover.

Fødselsdagsbilleder

Overskuddet har ligget på et meget lille sted de sidste mange dage. Jeg har nemlig overtaget børnenes aflagte halsebetændelse. Øv! Havde det ligesom på fornemmelsen og gik nærmest bare og ventede på hvornår den ville bryde ud. Alligevel smart nok at den venter med at komme snigende til børnene er raske igen - trods alt! Så min pålangshed i dag har bevirket at jeg endelig fik samlet lidt billeder fra fødselsdagen.





Læg især mærke til sutten i luften. Synes det er fantastisk! Sutteafvæningen kører nu på 8. nat og jeg må sige at det har været lige så hårdt som jeg frygtede og vi er slet ikke ude på den anden side endnu. Det er stadig svært. Meget svært! Carl vil gerne vide hvornår det bliver lettere. Jeg sagde efter en uge ...

Det holder hårdt

Han kæmper, men nøj det er hårdt at undvære sin sut når man har været vant til at falde i søvn med sådan en hele sit liv! Det er der vel ikke noget at sige til. Den har været ham en trøst og virkelig god ven - altid! Pludselig at skulle lære hvordan man falder i søvn uden, kræver altså lidt tilvænning. Der bliver holdt hånd og strøget hår, hentet vand og lidt frugt i ny og næ og så lidt mere vand. Til sidst overgiver han sig til søvnen. Mest fordi han simpelthen bliver overmannet af træthed. Men den har været halv ti hver aften og det er jo alt for sent at komme i seng for sådan en lille fyr og levner heller ikke meget tid til mig - til at uploade billeder for eksempel. Det må komme ...

I dag har været hjemmedag igen. Snot, feber og ondt i halsen har stadig sit tag i begge børn. Ingrid har været syg siden i lørdags og skrantet hele ugen forinden. Et besøg hos øre/næse/halslægen, kan meget vel snart komme på tale. Det er så synd at hun skal være sat til på den måde så tit, men samtidig svært at vide hvor meget man skal presse på for at få hende opereret. En operation er aldrig rar, men hun er immervæk tit så syg med snot og tilstoppet næse så hun har problemer med at trække vejret. I morgen satser vi på at de er friske nok til at komme i børnehave.

Sygdom og apstinenser

Ingrid har været plaget af sygdom hele weekenden og er det for så vidt stadig. Det er underligt som det ofte har en tendens for at falde sammen med Elisabeths fødselsdag. Carl startede med feber i går aftes ... Hey hvor det går!

Han har for øvrigt klaret det med ingen sut fantastisk! Det har været hårdt, ingen tvivl om det! Han har grædt og været ude af sig selv og har slet ikke kunne finde ro, har bedt om vand, juice og frugt og fået lov at  få det hele. Klokken har været næsten halv ti de sidste par dage og det er selvfølgelig alt for sent at falde i søvn for en lille dreng på fire, men jeg tænker at sådan må det være lige nu. Det skal nok justere sig på plads. Lige nu er det virkelig svært for ham og jeg forsøger at hjælpe på bedste vis ved at være der, udvise ro og forståelse. Det skal nok gå. Man har kunne fornemme en lille stolthed om morgenen, når han har fortalt at han godt kunne sove uden sut, men at det var svært! Vi er på vej. Store dreng. Jeg er så stolt!

Elisabeth 7 år

Netop hjemvendt fra kirkegården. Stille og smukt var det. Som altid! Elisabeths fødselsdag varer altid til langt ud på aftenen. Eller rettere, er det vel ud på aftenen at den sådan rigtig starter. Hun blev jo født sent om aftenen, lige ved den tid man burde gå i seng. Det er altid svært på denne dag. Ikke kun fordi det nærmest ikke rigtig bliver mørkt.

Vi startede dagen med at besøge hende på kirkegården. Vi havde taget gaver med. Hjemmelavede de fleste af dem. Alle blev de givet med hjertet. Ingrid havde møjsommeligt stillet perler på en perleplade - med lidt hjælp - i en smuk prinsesseformation. Carls perler var lidt hurtigere overstået - han havde lavet fire sommerfugle. Men nøj hvor var de fine! Hun fik desuden blomster fra haven og engen i et skønsomt miks, tilføjet et par kunstige af slagsen. De var alle lige smukke! Mormor havde lavet den sødeste lille buttede fugl. Drejet i ler, brændt og glasseret. Alle ting proppet med kærlighed i form af den tid og de tanker der er blevet tænkt imens de er blevet til - sådanne gaver er de mest værdifulde gaver af alle!

Alligevel var den allerstørste gave, nok alligevel den Carl gav Elisabeth. Den har været under opsejling og bearbejdning længe. Meget længe! Og i går oprendt så dagen hvor den skulle gives. Carl havde valgt at give alle sine sutter til Elisabeth. Ikke noget med julemanden, Pjerrot, tandlægen eller andet i den retning. Nej, hans kæreste eje var der ingen andre end Elisabeth der skulle have. Det skulle han nok selv bestemme. Hun var jo en baby og elskede selv sine sutter rigtig meget.

Han er og bliver en dreng af en helt særlig støbning. En guttermand og helt sin egen. Fuld af gode idéer. Altid! Denne var særligt god synes jeg. Det var virkelig rørende at opleve ham selv være indvoldveret og gerne ville gøre det. Sådan er det med de fleste ting med ham. Bare han selv er med på idéen, så går det meget nemmere. Han var måske en smulle beklemt ved situationen og fjolede også en hel del, men det gik og alle sutter kom på plads i hendes lille fine syrentræ. De fleste sutter fik også lige et sidste sut, men så var det det.

Det blev ikke til nogen fødselsdagssang lige der. Til gengæld sang Carl en opdigtet suttesang om trær med sutter i, som han lige opdigtede til lejligheden. Bagefter skildes vi. Kevin havde en Childrens Fair festival der skulle sættes op og arrangegeres!! En vi senere ville støde til.

Vi andre tre tog hjem for at pynte og ikke mindst spise fødselsdagskage!! Den blev pyntet efter alle kunstens regler med bær og fødselsdagslys. Syv lys! Det var nok først da jeg skulle tænde alle syv lys, at det slog hvor stor en pige Elisabeth ville have været i dag. Syv år og en stor skolepige i snart 1. klasse. Det er stadig lige ubegribeligt!

Da det blev hen af den tid hun kom til verden, måtte jeg lige en tur derned igen. Bare lige for at fornemme den der særlige midsommerstemning, som på en eller anden måde altid er endnu mere udtalt lige den aften end på den rigtige. Langt de fleste år har vejret tilmed været af den lune stille slags, som indbyder til udendørs nydning - ligesom i aften!

Selvom der allerede er gået syv år, er det stadig lige følelsesfuldt at komme igennem denne dag, som altid er og bliver en smuk dag. I minder, i billeder og vejrmæssigt er det næsten ikke til at forstå at lige netop denne dag altid, som i ALTID, brillerer i sol i løbet af dagen og en aften så lys, smuk og stille som var det Elisabeths fødselsdag.

Der kommer flere billeder i morgen. Mest fordi der er så mange fine jeg gerne vil dele og dels fordi jeg simpelthen for træt til mere af den her slags i aften. I morgen er jeg hjemme med en syg Ingrid, som har haft feber og snot hele weekenden, og tænker at jeg måske er heldig at få et par øjeblikke til den slags ting. Jeg mindes det ikke er første gang til Elisabeths fødselsdag at Ingrid er syg. Mystisk sammentræf synes jeg ...

Carls afsutning kommer forøvrigt nok til at holde hårdt kan jeg godt fornemme. Men vi skal nok klare det. Sammen.

Den største gave

Aftenen er helt stille. Kun fuglene pipper lidt i det fjerne. Mørket kommer snigene, men det har ikke rigtig nogen magt mere. Det er snart midsommer. Det fornemmes tydeligt. I det hele taget er der ret meget der fornemmes for tiden. Det er en ganske særlig tid på året. Det er ikke til at tage fejl af. Min krop skal nok gøre opmærksom på det, skulle jeg gå hen og glemme i skyndningen. En krop glemmer aldrig! Ikke den slags ting i hvert fald.

I dag er det dagen før dagen. I morgen er det dagen jeg blev mor for allerførste gang. Det var så tydelig en forandring der skete lige i det øjeblik jeg fik denne lille varme klump op på maven. Denne lille smukke pige, som var så længe ventet og så højt elsket fra allerførste minut. Hun klynkede men faldt helt og aldeles til ro da hun havnede lige der hvor hun hørte til - i sin mors arme. En mor var født og jeg var verdens lykkeligste!

I morgen bliver det fejret. 7 år er der gået. Det bliver helt sikkert en dag fuld af minder om veer og en helt forfærdelig fødsel, men jeg tror også det bliver en dag fyldt med alt det gode og smukke jeg trods alt fik lov at opleve. Elisabeth var min største gave. Nogen sinde!

Siden har jeg fået to gaver mere. Jeg er heldig. De fylder mit liv med glæde og de får i retur alt den kærlighed jeg formår at give. Jeg kan slet ikke lade være. I morgen skal de være med til at fejre den storesøster som de aldrig fik, men som for altid vil være en hel naturlig del af deres liv.

Deres interesse for at finde ud af livet og døden er så naturlig og så vidunderlig lige til at forholde sig til. De går med lethed ind i universet med de små hvide legende sommerfugle og lige siden de første dukkede frem for en måneds tid siden, har de gjort opmærksom på dem hver gang de har set en. 'Der er Elisabeth!', eller 'Hej hej Elisabeth!' bliver der flittigt råbt. Sommerfuglehistorien har de taget til sig i en grad så Carl har fortalt mig at han vil være en blå sommerfugl når han dør. Det skal han nok blive. Hvordan kan han andet?

Børnene har gaver at give i morgen og jeg lover at der kommer billeder. Selvfølgelig kommer der billeder, for det er nok noget nær den største gave man kan tænke sig, de giver hver især. Jeg er så stolt! Og rørt.

Et varmt gensyn midt i kulden

Ikke bare er det koldt for tiden, det er piv hamrende koldt! Den der vind der går gennem marv og ben får hytten til at pive i en grad så jeg føler mig helt hensat til fordums tid i huset på blæsenbjerg. Dér kunne det virkelig mærkes når det blæste.

I dag trodsede vi blæsten og tog en tur til Helsingør for at gense alle maskinerne på Teknisk Museum. Sidst vi var på besøg, var børnene halvandet år og i den grad til at imponere. Det gik også meget godt denne gang. De kunne ingenting huske fra deres første besøg, men vi havde set billeder og Carl havde fået i historien om sin elskede bus. Så da vi fandt bussen blev han så jublende lykkelig og begejstret som havde han været halvandet år igen.









Denne gang var den største fascination modeljernbanen. Den var et hit! De kunne have stået og kigget på de små kørende toge hele eftermiddagen.

Carl sang hele vejen hjem. En selvopdigtet sang om alt hvad han lige så og kunne komme på. Det var vist en godt besøg og gensyn.

Hej haj og prinsesse askepot

Farlig haj og yndig prinsesse. Ja, der er vel ikke så meget andet at sige. Børnene havde GLÆDET sig helt vildt til denne festdag og udlevede deres roller i en så sprudlende grad at det må have været medvirkende faktor til det massesammenbrud jeg blev mødt med ved afhentningen i børnehaven i eftermiddags. Heldigt jeg havde taget bilen med ... Festen havde helt givet været den bedste de længe har været med til, men med fuld skrue på den måde, er chancen for at brænde helt sammen til sidst rimelig stor! En nægtede at tage sine sutsko af, den anden at tage overtøj på. I det hele taget var der skruet godt op for nægtelser og lyd. Stakkels børn.