morihavnen

Så det viser sig at man bare skal køre rundt på landeveje i mørke og så åbenbarer alle landets dyr sig for én. Igår var det rådyr idag pindsvin og så ræven selvfølgelig. Det er nok det bedste ved at bo herude (fornemmer man et savn til byen? I byen var der forresten masser af egern. Ja og rotter. Og gæs). Det viser sig, at man kan tabe sig ved at skippe måltider (travlhed og glemsomhed og nærighed i travlhed ikke spiseforstyrrelse). Det viser sig også at kroppen stadig ligner en mor selvom det var planen den skulle droppe det, når jeg ramte min før-børn-vægt. Og at jeg stadig ikke kan passe mit før-børn-tøj også på de mærkeligste steder som fx håndled! Og så viser det sig at det jeg bruger penge på efter jeg får løn er bøger! Ikke at jeg har ægte tid til at læse men så er det godt jeg ikke rigtigt kan sove for tiden (jævnfør førnævnte travlhed. Har jeg sagt jeg elsker mit job. Tænk at have lov at have travlt og ikke bare være inde i sit hoved?)

Børn i efterår.

Gode ting der skete idag:
1. Jeg så en ræv (og jeg som ikke troede på ræve). En levende én (og jeg kørte den ikke over selvom det var mørk landevej og regn og alt for tidligt)
2. Nogen næsten fremmed kaldte mig rar. Sådan ud af det blå. Du virker så rar. Det er måske mit yndlingsord  (led er derimod det værste ord)
3. Jeg skulle holde oplæg for ukendt antal mennesker og det viste sig at der kom 50 (det var ikke rigtigt pga mig men mest pga min lokale partner og tiden som den politiske tid og modtrykket og det at danskerne vågnede da verden pludselig gik rundt på vores motorveje).
Dårlige ting der skete idag:
1. Jeg kørte ind i en mur. Eller parkerede ind i en mur. Ret udramatisk. Frygteligt pinligt. Mand kom hen til mig og fortalte mig at det bare var nummerpladen der ramte og at alt var ok. Hvorefter mand påpegede at der var en masse ridser ved forlygten. Mit frygteligt pinlige svar var at det ikke helt var første gang jeg havde parkeret ind i noget. Altså det er anden gang. Sidste gang var. Ubegribeligt pinligt. Jeg afleverer ungerne en dag. Ved parkeringspladsen er et par arbejdere (som jeg altid kalder den type arbejdende som måske er håndværkere? Altså dem der bygger huse og graver veje op og lægger skinner og den slags. Der er min interessesfære alligevel for kønsstereotyp til at jeg aner hvad den specifikke arbejder er af profession) som er igang med at sætte et stenbed op igen. Der er en dame der har kørt ind i det siger de. Og det er ikke mor, siger jeg til børnene. Haha. Og da jeg kører derfra bakker jeg direkte ind i stenbeddet med bilens forlygte (ja det giver heller ingen mening for mig hvordan det kan lade sig gøre).

Nå hej blog. Skal vi prøve lidt igen? Lidt om børnehaven måske, for det var vist der, vi slap. Vi har besluttet at. Beholde StoreS i børnehaven. Afleveringer kan stadig være hårde (og det forventer jeg aldrig stopper, så kan jeg måske blive positivt overrasket, når han bliver 15), men de voksne fortæller om gode dage, flere venskaber og en generel tryghed. LilleS starter samme sted på tirsdag og jeg håber virkelig, at han ikke skal igennem det halve år med dårlig trivsel, som vi har oplevet og mange af de andre af børnehavens børn har haft, inden de falder til. LilleS starter i samme stue og kender allerede flere fra sin vuggestue, der går der og flere endnu kommer derop i løbet af kort tid. Og han virker som om han glæder sig. I sidste uge, da jeg afleverede på gåben, mødte jeg ham, hans bedste veninde fra vuggeren og hans søde kontaktpædagog på vejen hjem fra børnehaven (altså jeg var på vej hjem, de var på vej derhen). Og var sikker på et kæmpe drama og gråd, men han fortalte i stedet glad, at han var på vej i børnehave og gik forbi mig! På tirsdag går det løs. På onsdag er der forældremøde i børnehaven, hvor jeg håber, jeg kan blive valgt i noget bestyrelse, så jeg kan udøve lidt indflydelse fra et højere ståsted..

Nå men der er åbenbart noget der fylder mere end at bloggen pt. Der har været skoldkopper gange to, forkølelse og valg. Og krige og kriser, vi ikke tager os af, mens vi låser vores døre og lukker vores øjne og lader politikere fortælle os at det er et spørgsmål om at dem, der har lidt, skal aflevere deres lidt til dem, der har mindre. Som om man kun har den ene kasse penge som man kan  fordele til velfærd og at hvis man investerer i flygtninge og indvandrere – ja jeg sagde investere for hvornår begynder vi at omtale de andre som de potentielle ressourcer de er? – så bliver man desværre nødt til at spare på ældreområdet og sundhed? Hvorfor tror folk på det? Der er da masser af andre sparemanøvrer og steder at finde penge  end en løgnagtig én til én tilgang! Der er multinationale selskaber,  der ikke betaler skat, der er skattely i Monaco,  der er sort arbejde, der er milliarder på kampfly, der er ukampdygtige,  der er ministerpensioner osv osv. Og hvorfor prissætter vi i det hele taget menneskeliv på den måde og hvorfor tror vi at nærområderne kan håndtere flere flygtninge end de millioner der allerede er der? Og hvorfor tror vi, at  det ikke er vores problem, når selv samme nærområder braser sammen pga presset? For ikke at nævne syd og Østeuropa? Jeg synes verden er i stykker og jeg skal lige lære at håndtere det uden selv at gå i stykker.  Og lære at finde ud af, hvor jeg skal bruge mine kræfter for at verden bliver bedre. Man kan jo nok høre, hvor jeg satte mit kryds og man kan nok også høre, hvad jeg arbejder med til dagligt. Nå men ud over at verdens tilstand giver mig skriveblokeringer så er der også hjemmefronten, nærmere betegnet børnehaven,  der gør mig slap. Vi har jo aldrig været glade for den som sådan. Det har ingen andre, vi har mødt som udgangspunkt,  men historierne lyder, at når børnene har gået der et halvt års tid, har de venner og klarer sig derefter fint nok. For børnehaven er relationsbåret af børnenes venskaber med hinanden. Og det lyder da også dejligt og umiddelbart og frit men for mig at se er det også uendeligt spinkelt. Der er åbne stuer og fri leg som vist går under det mere pædagogisk pæne : funktionsopdelte stuer. Og det betyder kaos og børnekliker. Personalet virker dygtige og rare men det er strukturen den er gal med og det betyder at det er svært for selv et kompetent personale at løfte den forholdsvis nemme opgave det er at integrere min store lille søn ind i fællesskaber selvom han jo i forvejen kender og leger godt med flere af børnene fra vores bofællesskab. Vi har haft en del møder med personalet som er endt ud med faktisk ret klare udmeldinger om at alle børn ikke passer ind i den pædagogiske praksis og at et mindre sted med flere rammer måske ville være bedre for os. Vi har været til åben rådgivning hos to psykologer fra PPR om problematikken, vi har talt med mange kompetente forældre fra bofællesskabet som har deres børn derovre, vi har snakket med venner,  familie, kollegaer, tilfældige mennesker på gaden, vi har været på besøg i en anden børnehave med 25 børn (mod de 80 i hans nuværende) og med struktur og voksenstyrede aktiviteter og ture og ugens ord og venskabsbamser som ligger 6 kilometer i den modsatte retning ad kringlede landeveje og da vi var blevet tæt på overbevist,  sagde pædagogen at hun nok ville lade sit barn blive i den dårlige børnehave, hvis han skal fortsætte i den skole,  der er tilknyttet så han kan fortsætte sine relationer. Præcis det modsatte sagde de på PPR,  hvor de sagde at et år er længe for et barn og at skolen alligevel er opbrudstid og nye ansigter. Og sådan er det hele tiden. Hver gang vi beslutter os for A får vi input, der taler for B. Jeg har været optaget af det der med nærhed og det velkendte versus kvalitet og størrelse. Er det bedst at lade ham blive, når han nu er ved at bygge venskaber til flere af børnene,  når han er vellidt og relativ tryg eller skal han flytte igen til et godt sted (og hvordan kan vi være helt sikre på, det er et godt nok sted?)? Handler det om os eller ham? Og hvad med lillebror? Han blev til møde i vuggestuen beskrevet som en tro kopi af sin storebror og hvordan kommer han til at trives et sted storebror ikke trives (men på den anden side heller ikke mistrives og hvor lillebror kommer til at følges med børn han kender fra vuggestuen og selvfølgelig sin storebror?). For lillebror skal jo gå i børnehave i 3 år! Og ikke kun 1 mere som sin storebror. Den nuværende børnehave skal have nye lokaler og der bliver byggerod det næste års tid hvilket jo tæller ned i den grad og hvad med lilles astma og de få voksne til at opdage et eventuelt anfald? Til møde i børnehaven sagde de at de sidste tre uger havde været meget bedre end hele det sidste halve år og at de troede på at de kunne løfte opgaven nu i modsætning til for tre uger siden da vi var til et ikke særligt opløftende møde dernede. Og hvad med logistikken ift at flytte dem – det betyder en halv time mere i institutionen morgen og eftermiddag pga forlænget køretid og madordning er der ingen af selvom det er både nemt og sundt og får mit småtspisende barn til at spise. Hvornår kommer der en mere voksen voksen og tager beslutningen for os? Gør du?

Skal det her valg virkelig vindes på at en politiker og en erhvervsleder vist nok ved noget om motiverne hos en mand, som ikke kan regne? Hvornår er 8000 kroner tjent i forhold til kontanthjælp = ingenting? Politikeren og erhvervslederen er heller ikke de mest troværdige kilder ift deres ideologiske/politiske/økonomiske gevinst ved at presse kontanthjælpen / mindstelønnen. Sidst Løkke diskuterede dette handlede det om 2000 kroner og det var OGSÅ helt til grin. 2000 kroner i forhold til 10.000 kroner som kontanthjælpen læner sig op ad er mange penge. Og hvornår går det op for os alle, at kontanthjælpen fungerer som en de facto mindsteløn og hvis den sænkes, så kan lønnen trykkes yderligere og skabe arbejdende fattige? Det er jo en bombe under det danske samfund for os alle. Ulighed. Det skræmmer mig og jeg fatter ikke, hvorfor det kan være et mål. Og hvorfor skal vi blive ved med at sparke til de arbejdsløse og de flygtede. Det er så uværdigt og det fører os ingensteder. Hvis vi derimod skabte tillid, tryghed og arbejdspladser (afskaf nulvækst), så kunne vi få ressourcer ud af disse mennesker istedet for at efterlade dem til skam og fattigdom.

Og hvad er det med politikerlede og ‘jeg gider ikke stemme mentalitet’??? Hvis du ikke er tilfreds med Løkke eller Thorning så stem da på en anden!?

Fredagsopkast fra en indigneret persona der ikke har sovet i et år (nej tre dage pga nu ægte skoldkopper hos yngste)

Søndag faldt StoreS i søvn mens han grinede. MENS han grinede. Det var syret. Måske fordi han kom i tanke om én af de to vittigheder, han holder mest af for tiden. Den ene er fra Mormors gebis af Strid, hvor der er én, der spiser biksemad til morgenmad, biksemad til aftensmad, biksemad til natmad og biksemad til fodbad. Det andet sjove var til Hjortshøj festival, en lille frivilligt baseret festival i et større og mere flippet bofællesskab end vores, hvor vi var søndag og hvor selveste Sigurd blev kaldt for yoghurt af bjørnen Bjørn. Begge unger griner ret meget over begge ting for tiden. Mandag havde vi besøg af gode folk fra øst altså Sjælland og idag vågnede vi op til, hvad vi er tilbøjelige til at kalde en skoldkoppet LilleS. Vi havde godt på fornemmeren,  at der skulle en sygedag til, eftersom han var vågen på en meget rolig og brandvarm måde det meste af natten. Han tager det ret godt indtil videre, men jeg tror ikke vi har set det værste endnu. Og jeg tør ikke tænke på, hvordan StoreS kommer til at reagere, når det bliver hans tur. Heldigvis har vi en uge, hvor vi kan dele op, så den ene enten tager formiddag eller eftermiddag hjemme og så bytter vi. Selvom jeg har ret langt til arbejde, kommer det vist til at fungere,  fordi jeg har historisk få møder i arbejdskalenderen og burde arbejde nu… Det værste ved Lilles sygdom er faktisk at han er blevet astmatisk. Han er jo allergisk overfor sygdom, må det være, men jeg kan ikke overskue en tur på sygehuset og da slet ikke,  hvis vi skal isoleres pga skoldkopperne. Indtil videre er det dog kontrollabelt,  men det kan jo hurtigt tippe. Heldigvis er det lang tid siden, han overhovedet har været astmatisk og hvor er jeg taknemmelig for det, for det er så hårdt at gå rundt og konstant spekulere på,  hvornår man skal køre på sygehuset. Forresten havde StoreS sin første legeaftale med et barn fra børnehaven idag. Store sager. De havde begge glædet sig og trods det, at de ikke rigtigt gad lege de samme lege og derfor mest bare var i samme hus, så tror jeg de hyggede sig..

Vi har været til løb idag. Hele familien plus et par stykker jeg også havde tilmeldt aka en venne-far og hans fem-årige og så mormor til at se efter den to-årige. De to halv-store var udstyret med hver deres løbecykel og så skiftevis halsede vi efter dem og skubbede dem fremad. Det var dælme hyggeligt (og hårdt) og det er ikke en fjern fremtid hvor de selv kan løbe og løbe fra os. Det sidste stykke sad den fire-årige på sin fars skuldre, mens jeg løb med hans jakke, overtræksbukser  (det var alligevel for slut-maj til dem halvvejs på de fem kilometer) og løbecykel. Da jeg løb forbi vores bil, smed jeg tingene fra mig og løb de sidste 50 meter i mål. Da vi havde fået lidt vand og fundet mormor og den to-årige, som havde leget i en tom sportshal,  sagde kæreste T henkastet, at den fire-årige nok ville blive den hurtigste i sin kategori. Altså hvis jeg havde taget hans løbenummer med i mål, da han selv løb i mål. Men det lå jo på hans jakke,  som jeg havde smidt ved bilen. Så jeg løb afsted efter den og fik forklaret mig til tidtagerne,  som heldigvis forstod og godt kunne huske ham. Jeg troede faktisk ikke, der var præmier til de 0-5 årige, da det var blevet annonceret,  at alle i den kategori ville få en præmie,  men jeg var da glad for det, da først hans løbe – veninde blev kaldt op og fik medalje som anden hurtigste pige og han derefter blev kaldt op som anden hurtigste dreng. Han var dog nået at blive virkelig ulykkelig, da han ikke blev råbt op i første omgang og jeg kan da slet ikke forestille mig, hvor ked af det, han var blevet, hvis hun havde fået og han ikke havde. Jeg tror bedre, jeg kunne lide, hvis alle de små havde fået medaljer, for fem kilometer er meget for små ben, nærmest ligegyldigt hvordan de bliver tilbagelagt. På vej hjem sov begge unger og resten af dagen er gået med at halvsove, hvorend man har kunnet se sit snit til det.

Inden løbet. Forresten er jeg jo sådan én, der bliver top-rød i hovedet af lidt rask trav, hvilket blev påtalt af ALLE, jeg kendte til løbet. Så det var jo vældig og helt sikkert noget, jeg håber at høre for langt ud i fremtiden,  eftersom de fleste af dem er mine kollegaer. Det er jo heller ikke et issue,  jeg har kæmpet med hele mit liv. Eller nå jo. Heldigvis kan man gøre noget ved det. Eller nå nej. Men altså løb er sjovt sammen med andre, rød i hovedet eller ej, medaljer eller ej.

Ser man altid træt ud, når man ikke går med make-up eller ser dem, der går med make-up ekstra trætte ud, når de ikke har make-up på?
Ja altså ikke at jeg overvejer at begynde at gå med make-up, men det er da klart et af livets store spørgsmål.

Ok her er jeg træt så det tæller ikke. Og åbenbart også lidt skeløjet (skiløjet / skildøjet / skiløjper ).

Disclaimer. I København havde (har) vi masser af vidunderlige venner. Men følgende samtale udspillede sig forleden mellem mig og ældsten: ‘mor, det er godt, vi er flyttet herover til Jylland’. ‘Ja’ svarede jeg. ‘Hvorfor synes du det?’. Ældsten: ‘Fordi i København havde vi jo ingen venner. Herovre har vi masser af venner’ og så nævnte han en masse af vores bofæller. Og hvis man ser sådan på det, så har han jo ret. Vores venner i København var spredt ud over byen og de fleste af dem boede langt fra os. Altså i Københavnsk målestok, hvilket vil sige omkring en halv time på cykel, hvilket i virkeligheden ikke er særligt langt væk, men dog langt væk nok til, at vi ikke så dem hver dag. Om vinteren, når vi hentede helt smadrede børn ved 15.30-16-tiden var det sjældent en meget populær idé lige at cykle en halv time hen at besøge en ven. Og forskellen er jo til at føle på, når man så flytter i bofællesskab. For her er mennesker overalt. Og efter solen har fået volumen på er der virkelig gang i den i vores udendørs fællesområder. Der er nogen og tyve børn i bofællesskabet i alle aldre. Og der er en næsten søskendeagtig tilgang til hinanden. De små ser op til de store og de store passer på de små. Hilser på hinanden, leger med hinanden, henter en forælder, hvis nogen har slået sig. Den slags. Børnene er nærmest ude fra de kommer hjem fra institution til der er fællesmad og de leger på kryds og på tværs. Ofte står der et barn udenfor vores dør og spørger om ældsten kan lege eller også går han bare udenfor og så er der én at lege med. Min største bekymring med den slags frihed som børnene har herude er, at Yngsten ikke helt kan håndtere det. Han har ikke rigtigt fået en forståelse for, hvor langt friheden løber og går rask ud af området, særligt, hvis han bliver sur. Så det håber jeg snart bliver anderledes. De voksne kommer man også tættere på hurtigere, end man normalt ville gøre, når man er nye og fremmede. så det nyder vi også godt af. Jeg tror egentligt sagtens man vil kunne få noget, der minder om i et rækkehuskvarter, men jeg tænker at den store forskel er at vi har et fælleshus, hvor de fleste af os indtager tre ugentlige måltider og derudover har vi vores tjanse, madlavning hver 14.dag og arbejdsweekender, som for det meste udføres af flere familier samtidig, hvor vi får set hinanden. I et rækkehuskvarter forestiller jeg mig at det hovedsageligt er om sommeren, man kan finde hinanden, mens fælleshuset gør det nemmere i de kolde måneder at få hilst og snakket med naboen.

børnene, der hænger ud med hinanden og at det hovedsageligt er i sommermånederne, hvorimod alt det ugentlige faste fælogså binder folk i bofællesskab sammen i de kolde måneder.