Faktaboks

Alexandra Eala
Født
23. maj 2005, Quezon City, Filippinerne
Profession
Tennisspiller

Alexandra Eala er en filippinsk tennisspiller, der har været professionel siden 2020. Ealas højeste rangering på verdensranglisten i single er som nummer 29, hvilket hun opnåede den 16. marts 2026. Det gør hende til den højest rangerende spiller fra Filippinerne nogensinde. Som juniorspiller opnåede Eala en placering som nummer to i verden, og hun gjorde sig bemærket ved at vinde singlerækken for piger ved US Open i 2022.

Eala beskrives som en aggressiv baglinjespiller, der med sin power er god til at diktere spillet med både forhånd og baghånd. Serven er Ealas svaghed, som mange eksperter mener skal forbedres, hvis Eala vil etablere sig i verdenstoppen.

Alexandra Ealas karriere

Alexandra Eala blev født i Quezon City på Filippinerne. Moderen Rosemarie Maniego-Eala (født 1968 eller 1969) er en tidligere eliteatlet indenfor svømning, og andre medlemmer af familien har også stærk tilknytning til sport. Ealas bedstefar, Roberto Maniego (død 2019), introducerede hende for tennis i en alder af fire år. Ealas storebror Michael Eala (født 2002) var også aktiv i tennis og spillede på college Pennsylvania State, USA, fra 2020 til 2024.

Juniortiden

Image
I 2021 vandt Alexandra Eala juniordoublen ved grand slam-turneringen French Open sammen med makkeren Olga Selekhmeteva. Året efter vandt hun US Open i single for juniorer.
Eala og Selekhmeteva
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Alexandra Eala var en talentfuld juniorspiller. Det blev understreget allerede, da hun i 2013 vandt U8-rækken ved Little Mo International Tennis Grand Slam Championships i Palm Beach Gardens i Florida.

To år senere, i 2015, vandt hun en anden traditionsrig ungdomsturnering med mange nuværende topspillere som tidligere vindere, da hun i Dubrovnik Dub Bowl i Kroatien vandt U11-rækken for piger.

Kronen på værket i en succesfuld juniorkarriere blev sat ved US Open i New York i 2022. Her vandt Alexandra Eala som den første spiller fra Filippinerne nogensinde singlerækken i en Grand Slam for juniorer.

Seniorkarriere og akademiophold på Mallorca

At talentet hos Alexandra Eala rakte til meget mere end juniortennis stod hurtigt klart. Derfor blev hun i en alder af bare 15 år professionel i 2020 og begyndte sideløbende med ungdomsturneringer også at deltage i mindre internationale turneringer for voksne.

I starten af 2021 lykkedes det for første gang Eala at vinde en international turnering for seniorer. Det skete ved en W15 turnering i Manacor i Spanien. Stedet for den første turneringssejr i de voksnes rækker var på ingen måde tilfældigt. Det skete på de store tennisakademi på Mallorca grundlagt af Rafael Nadal. Fra 2018 til 2023 var Alexandra Eala tilknyttet spanierens akademi, hvor et vigtigt fundament til et liv som professionel tennisspiller blev lagt.

I de sidste år under tilknytningen til akademiet forbedrede Eala resultaterne i de internationale turneringer sideløbende med deltagelsen i de største seniorturneringer. På den måde sikrede hun, at overgangen fra junior til seniortennis blev glidende og med fokus på fortsat fremgang.

Gennembrudet

Image
Alexandra Eala brøler sin glæde ud efter at have vundet sin 1. runde kamp ved US Open over danske Clara Tauson i 2025. Tauson førte 3. sæt med 5-1, inden Eala satte et voldsomt comeback ind og vandt kampen i en tiebreak.
Alexandra Eala ved US Open
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Alexandra Eala fik sit helt store gennembrud i 2025. Ved master 1000-turneringen i Miami fik Eala et wildcard, dvs. direkte adgang til turneringen, selvom hendes rangering ikke var høj nok til direkte kvalifikation. Eala gik hele vejen til semifinalen, og sejre over stjernespillere som Jelena Ostapenko (født 1997), Madison Keys (født 1995) og Iga Swiatek understregede, at det unge talent havde potentiale til at træde ind i verdenstoppen.

Resultaterne i løbet af sæsonen var stabile og gjorde, at Eala endte sæsonen som nummer 50 på verdensranglisten i single. De gode resultater betød, at hun kvalificerede sig til tre ud af fire grand slam-turneringer. Det var dog kun i årets sidste, US Open, at det blev til mere end én kamp. Med en sejr over danske Clara Tauson fik Eala sin første sejr ved en grand slam-turnering.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig