I modsætning til alle andre stikspil meldes der nedad. Det betyder, som i bridge, at også svagere hænder bliver involveret i meldeforløbet. Slutmeldingen bliver oftest en farve, som makkeren har vist styrke i tidligere i meldeforløbet. Men i modsætning til bridge er der en bedre mulighed for at presse det par, der har fået de høje kort, ned i en mere acceptabel melding.
Meldingerne starter med, at spilleren til venstre for kortgiveren kommer med et bud, som kan være pas eller et meldeniveau i farve eller ut. Der meldes med uret. Næste hånd kan herefter melde pas eller komme med et nyt bud, men dette bud skal ligge under det foregående bud eller være med en stærkere farve på samme niveau, idet farverne har en indbyrdes rang. Rangfølgen mellem farverne er i stigende rækkefølge med sans (uden trumf) som den stærkeste:
- sans
- spar
- hjerter
- ruder
- klør
Det vil sige, at man kan byde under 5 ruder med 5 spar, som igen kan bydes under med 5 sans. Hvis man vil byde under med en lavererangerende farve, må man melde på et lavere niveau, fx 4 klør.
Når seneste melding er en farvemelding fra modparten, kan man afgive meldingen "raise" , som betyder, at man ønsker at spille den afgivne melding til forhøjet takst (se pointsystem). Man kan ikke raise en farvemelding fra makkeren. Efter en raise kan kun modparten reraise, hvilket betyder yderligere takstforhøjelse. Raise og reraise-taksterne udløses dog kun, hvis et makkerpar får begge deres meldinger hjem. Raise og reraise annulleres med et fornyet bud. Meldeforløbet standser, når alle har meldt, og der er meldt pas på tre på hinanden følgende meldinger. I passpil hvor alle har meldt pas, gælder der et særligt pointsystem.
Den laveste melding afgør, hvad der skal være trumf i spillet, og det antal stik som "vinderen" af melderunden efterfølgende skal ramme i spillet. Herefter skal de tre øvrige spillere efter tur angive, hvor mange stik de vil tage i spillet. Den sidste spiller må ikke melde, så summen af de fire meldinger giver 13. Det medfører, at der mindst er én spiller, der ikke kan få sin melding hjem.
Når alle har meldt, hvor mange stik de forventer at tage i spillet, har den spiller som sidder til ventre for kortgiveren udspillet. Der skal altid bekendes kulør; ellers lægges et kort til af en anden farve eller en joker. Spilles der med trumf, stikker et kort i trumffarven et hvilket som helst kort i de andre farver. Den, der tog stikket hjem (lagde højeste kort til eller stak med højeste trumf), spiller derefter ud, og således fortsættes, til alle kortene er opbrugt.
I et jokerudspil vinder den sidst lagte joker stikket. Jokere stikker altså andre jokere, men kan ikke stikke farveudspil. Man kan frit bestemme, hvornår man vil spille sine jokere. Dog er der en spærreregel: Efter et jokerudspil skal det næste udspil være et farveudspil (medmindre man kun har jokere tilbage på hånden).
Selvom man i Beyond har fået sin melding hjem, skal man være agtpågivende overfor, om makkeren måske er i vanskeligheder. Hvis makkeren ikke kan gå hjem, bliver det vigtigere at vælte en af modspillerne end selv at gå hjem, så man undgår, at de høster bonuspointene (se pointsystem). Naturligvis prøver man i løbet af spillet at tage sine stik, hvor det generer modparten mest muligt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.