DONG Energy

Formålet ved oprettelsen i 1972 var blandt andet at sikre staten alternativer til den importerede olie, som i begyndelsen af 1970’erne udgjorde over 90 % af Danmarks energiforsyning. Alternativet var primært tænkt som naturgas fra Nordsøen.

DONG etablerede fra begyndelsen af 1980'erne olie- og gasrørsledningsnettet i Nordsøen og det danske naturgastransmissionsnet på land og i tilknytning hertil to gaslagre i den danske undergrund (Lille Torup i Himmerland og Stenlille på Sjælland). Fra 1984 deltog DONG på statens vegne i alle nye licenser til olie- og gasefterforskning i den danske undergrund og fra 1998 deltog selskabet i produktion af olie, først fra Lulitafeltet og fra 1999 også fra felterne Siri og Syd Arne.

Fra 1972 og frem til slutningen af 1980’erne var driften af DONG ofte besværliggjort af, at DONG som statsselskab på den ene side var et instrument i den politiske dagsorden for en flerstrenget og efterhånden mere bæredygtig energiforsyning og på den anden side skulle agere kommercielt. Staten havde besluttet, at salget af naturgas til den enkelte forbruger skulle placeres hos regionale selskaber. I en årrække var forholdet mellem de regionale selskaber og DONG mere præget af modsætninger end samarbejde. Forholdet til elsektoren var heller ikke godt, ikke mindst på grund af, at ELSAM og Elkraft i 1991 blev pålagt af staten årligt at købe 300 millioner kubikmeter naturgas af DONG til produktion af el på store kraftværker.

Også olien gav selskabet kommercielle problemer i de første år. For at sikre Danmark øget forsyningssikkerhed blev DONG af staten pålagt at bygge lagre af olie, hvilket for DONG var en udgift. I 1984 blev DONG’ olierør fra de danske oliefelter i Nordsøen til fastlandet med succes taget i brug. Olien fra Nordsøen og den olie, som selskabet blev pålagt at købe fra for eksempel Saudi-Arabien, begyndte DONG at raffinere. Det førte til politiske diskussioner om rimeligheden i, at et statsselskab skulle påføre private selskaber konkurrence med det resultat, at raffinering og oliehandlen for DONG ophørte i 1996. Omfanget af selskabets efterforskning og indvinding af olie i Nordsøen gav også anledning til politisk debat og uenighed. Indvindingen påbegyndtes i 1998.

EU’s skubbede fra 1990’erne på med liberalisering af energisektoren. Den del, der havde med gas at gøre, blev dog først for alvor påvirket senere. Staten gjorde det dog muligt, at DONG kunne købe de gældsplagede regionale gasselskaber, således blev Naturgas Syd overtaget i 1999 og Naturgas Sjælland i 2000. Gasmarkedet blev først liberaliseret fuldt ud i 2004 med frit leverandørvalg for alle gaskunder, og på samme tid blev DONG Transmission A/S udskilt af koncernen og overtaget af staten og indgik i statsselskabet Gastra, der senere indgik i Energinet.

Med liberaliseringen af energisektoren begyndte det hidtil skarpe skel mellem gas- og elsektoren at opløses. Eksisterende energiselskaber i Europa begyndte at konsolidere deres positioner ved opkøb og udvidelser. DONG tog et lille skridt i den retning, da det opkøbte aktiemajoriteten i elselskabet Energigruppen Jylland A/S i 2003. Et energiforlig i 2004 gjorde det muligt, at de store milliardværdier, som i årtier havde været bundet til de mange selskaber, der udgjorde elsektoren, kunne overdrages til kommuner og andelsselskaber, hvis de solgte deres ejerandele. Dog ikke det overordnede transmissionsnet, som gik til Energinet. Mange kommuner herunder Gentofte, som ejede størsteparten af Danmarks største elselskab, NESA, ønskede nu at realisere værdierne gennem salg. DONG var tæt på at lykkes med et køb, men blev overhalet indenom af ELSAM, der indgik en aftale sidst på 2003, og fik myndighedernes godkendelse i foråret 2004. Dermed fik ELSAM også ejerskab på 36 % af aktierne i Energi E2.

I december 2004 blev der indgået en fusionsaftale mellem DONG og ELSAM. Forudsætningerne for aftalen gik dog i opløsning. Mens ELSAM fortsatte sine bestræbelser på opkøb af det østdanske elproduktionsselskab Energi E2, elforsyningen fra Københavns Energi og Frederiksberg Forsyning, begyndte DONG og det svenske energiselskab Vattenfall således at opkøbe de jysk-fynske elselskaber, som var dem, der ejede ELSAM. Dermed blev ELSAMs position afgørende svækket, og DONG stod tilbage som den stærke part, da det hele endte i en kæmpemæssig fusion, hvor DONG købte ELSAM.

Vattenfall og DONG indgik sommeren 2005 en aftale om, hvordan de skulle dele ELSAM. Ifølge aftalen skulle Vattenfall overtage kraftværkerne Nordkraft i Ålborg, Fynsværket i Odense, Amagerværket samt de to decentrale kraftværker i Hillerød og Helsingør. Desuden skulle Vattenfall overtage ELSAMs vindkraftvirksomhed samt 60% af vindmølleparken Horns Rev. Til gengæld fik DONG hele Vattenfalls ejerandel af ELSAM på 35,3% samt Vattenfalls ejerandel på 40% af kraftværket Avedøre 2. Med aftalen var de fremtidige ejerforhold afklaret, og DONG var rede til at danne et selskab, der ud over DONG omfattede ELSAM, Energi E2, NESA, Københavns Energis elaktiviteter samt Frederiksberg Forsyning.

Fusionen af den danske energisektor var så omfattende, at den skulle behandles af EU. I marts 2006 blev fusionen godkendt med en række betingelser, der stort set flugtede med ovennævnte aftale. Den endelige koncernstruktur blev markeret medio 2006 ved navneskiftet til DONG Energy.

I spidsen for DONG i den tumultariske periode fra 2001 til 2006 sad administrerende direktør Anders Eldrup. Inden udpegelsen til dette job havde han en lang karriere bag sig fra centraladministrationen, blandt andet som departementschef for finansministeriet i 1991 til 2001. Denne erfaring og den direkte kontakt til finansministeren viste sig af stor betydning i forhandlingerne om den store fusion. I øvrigt afløste han i 2001 den mangeårige direktør Holger Lavesen, som også kom med mange års erfaring fra centraladministrationen. Anders Eldrup blev i 2012 fyret med den begrundelse, at han forgyldte en håndfuld centrale medarbejdere med for høje lønninger. Han afløstes af Henrik Poulsen, som kom fra en stilling som koncerndirektør for TDC.

Henrik Poulsen stod i 2016 i spidsen for Danmarks største børsnotering, da DONG Energy blev sat på børsen i København. Tilbage i 2004 havde et flertal i Folketinget besluttet børsnoteringen. Blandt andet på grund af finanskrisen i 2008 blev realiseringen udskudt. I 2013 besluttede forligspartierne fra 2004, at der hurtigst muligt skulle finde en børsnotering sted. Senere samme år afgav Goldman Sachs, ATP og PFA et tilbud på køb af aktier, som samlet set ville give en ejerandel på 26%.

Cirka otte milliarder kroner kom fra Goldman Sachs. Det gav den amerikanske investeringsbank en ejerandel på 19 % og en række andre fordele som vetorettigheder i DONG Energys bestyrelse som et udtryk for "mindretalsbeskyttelse.”

Sagen førte til et ramaskrig i den danske offentlighed og til nærmest opløsning af det ene regeringsparti, SF. SF's formand, Annette Vilhelmsen, meddelte i januar 2014, at hun trak sig som formand, og at SF ville forlade regeringen efter store interne uroligheder i forbindelse med salget til Goldman Sachs. Samme eftermiddag stemte et flertal i Folketinget for salget.

Navneskiftet til Ørsted A/S i 2017 var primært begrundet med den transformation, der i årene forud var sket med selskabets aktiviteter. Fra et selskab, hvor fossile brændsler stod i centrum, var energiproduktion med bæredygtige brændsler og vindkraft nu blevet selskabets hovedforretning. I 2017 solgte DONG Energy sin olie- og gasforretning for at koncentrere sig om grøn energi. Samtidig var selskabet i færd med en ombygning af dets kraftværker, så de i stedet for kul og naturgas kunne benytte biomasse som brændsel. Ved fusionen tilbage i 2006 var der blevet samlet kompetencer vedrørende etableringen og driften af havvindmølleparker, som gjorde selskabet verdensførende på dette område.

• Ørsted A/S
• elforsyning
• naturgas
• CIP