Erik Menved

I den nordiske politik søgte Erik tilknytning til Sverige ved ægteskab med kong Birger Magnussons søster, og ved at den svenske konge ægtede hans søster Margrete. Deres fælles bestræbelser, rettet mod Birgers bror, hertug Erik, der skabte et rige på grænsen mellem de tre nordiske lande, mislykkedes dog.

Indvævet i den nordiske politik var også kongens forhold til ærkebiskop Jens Grand. Ærkebiskoppen støttede de danske og norske stormænd, der gik imod kongen, og i 1294 lod Erik Menved ham fængsle. Det førte til en proces ved pavestolen, hvori kongens kansler, magister Martinus de Dacia (Morten Mogensen), fungerede som prokurator. Pave Bonifacius 8. fældede i 1297 en dom, der lagde interdikt over Danmark og påbød tilbagelevering af det beslaglagte kirkegods. Forligsbestræbelser mislykkedes længe, men sagen ordnedes i cirka år 1300, da Erik sendte et bønskrift til paven, der sluttede med ordene: "Tal, Herre, din tjener hører" (1.Sam. 3,9). Erstatningen for det beslaglagte kirkegods nedsattes, og Jens Grand blev forflyttet til Riga.

Erik Menved forsøgte at genoplive Valdemar Sejrs ekspansive politik i Østersøen i forbund med fyrst Henrik af Mecklenburg. I Nordtyskland lykkedes det ham i 1307 at opnå skytsherredømme over Lübeck, og han blev lensherre over en række mindre, nordtyske fyrster, således 1311-1312 over fyrstendømmet og byen Rostock.

Denne politik var meget dyr, og Erik måtte derfor udskrive et stort antal skatter, som førte til omfattende bondeoprør i både Jylland og på Sjælland. Oprørene blev slået ned med hård hånd, og for at kue befolkningen opførte kong Erik efterfølgende flere tvangsborge rundt om i landet, heriblandt Kalø ved Aarhus, Borgvold i Viborg og Bygholm ved Horsens. I 1317 måtte kongen endda pantsætte Fyn til de holstenske grever Gerhard 3. og Johan (der var kongens halvbror) for at skaffe penge.

Eriks bror, hertug Christoffer, som kongen havde ligget i strid med siden begyndelsen af 1300-tallet, sluttede sig til hans nordtyske modstandere, Brandenburg og Pommern, og blev til alt uheld den barnløse konges efterfølger. Christoffer 2. satte snart Eriks resultater, der var opnået ved stor belastning af kronens finanser, over styr.

Kongens tilnavn er af dunkel og omstridt oprindelse, men almindeligvis mener man, at det kommer af et af kongens foretrukne udtryk, "så mænd ved". Muligheden består dog, at det kommer af det gamle danske udtryk "menvett", som betegner en fugl, der bringer et dårligt varsel.

Erik Menved og Ingeborg af Sverige døde begge i løbet af 1319; dronningen kort tid inden kongen. De blev gravlagt i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. Ægteparret havde i løbet af deres ægteskab fået et større antal børn, heriblandt sønnerne Valdemar, Erik og Magnus, der dog alle døde som små. Dertil kommer op til seks spontane aborter. Det blev derfor Eriks bror, hertug Christoffer, der i 1320 blev valgt som ny konge.

Ifølge traditionen skulle dronning Ingeborg i 1318 have været så glad for, at hun endelig havde født et levende barn, at hun ville vise det frem for befolkningen. Hun tabte dog den lille prins, der faldt ud af hendes vogn og brækkede nakken. Derpå gik dronningen i kloster og døde året efter.

• Danmarks historie i middelalderen
• kongerækken i Danmark