Falklandskrigen

Argentinas krav på øerne, som i argentisk optik havde været besat af briterne siden 1833, går tilbage til første halvdel af 1800-tallet. I 1982 opgav Argentinas daværende militærjunta forhandlinger med Storbritannien om øernes fremtidige tilhørsforhold, og den 2. april blev øerne besat af argentinske tropper. Dagen efter kom det også til mindre kamphandlinger på South Georgia, hvor en britisk gruppe på 22 mand måtte overgive sig pga. den argentinske overmagt.

Okkupationen blev fordømt af FN, og Storbritanniens premierminister Margaret Thatcher reagerede resolut ved at sende en større flåde- og amfibiestyrke mod øerne. Her fik den hidtil oversete britiske besiddelse Ascension, en ø lidt syd for ækvator i Sydatlanten, stor betydning som mellemstation (se Operation Black Buck).

Indtil flådestyrken nåede frem til krigszonen den 25. april, blev der forhandlet intensivt med USA, Peru og FN som mæglere, men en diplomatisk løsning var uopnåelig og i øvrigt næppe velset i London. USA ville have foretrukket at forholde sig upartisk af hensyn til relationerne til de sydamerikanske nationer og Monroedoktrinen, men det lykkedes Storbritannien at presse USA til at vælge side til deres fordel. USA deltog ikke i krigen, men støttede briterne med militære efterretninger.

Briterne indledte kamphandlingerne med at tilbageerobre South Georgia samt ved oprettelse af en krigszone på 200 sømil omkring øgruppen. Atomubåden Conquerors sænkning den 2. maj af krydseren General Belgrano (lidt syd for denne zone) fik de argentinske overfladeenheder til at trække sig tilbage, men argentinske marinefly sænkede to dage efter med franske Exocetmissiler den britiske destroyer Sheffield.

I midten af maj blev en argentinsk flyvebase på Pebble-øen sat ud af spillet af britiske kommandostyrker. Den argentinske landstyrke på ca. 10.000 mand var hovedsagelig koncentreret omkring hovedbyen Stanley, hvor man formodede, at det britiske hovedangreb ville blive sat ind. De argentinske soldater var for de flestes vedkommende værnepligtige og uden større militær erfaring.

Briternes langt mere professionelle – men kun halvt så store – styrke valgte at foretage landgang i Falkland Sound den 21. maj og opbyggede trods kontinuerlige argentinske luftangreb hurtigt et brohoved på hovedøen East Falkland, hvor de to fremskudte argentinske styrker i hhv. Goose Green og Darwin blev nedkæmpet, hvorefter man i flere retninger trængte de 100 km frem til Stanley.

Den 14. juni overgav de argentinske styrker på øerne sig, herunder de 1.500 mand på West Falkland. Krigen sluttede formelt dagen efter med argentinsk kapitulation. Ifølge de officielle tabstal omkom 649 argentinske og 255 britiske soldater samt tre civile falklændere. Det forholdsmæssigt største argentinske tab led deres særdeles kampivrige luftvåben, hvis styrke nærmest blev halveret på et par uger.

Kun den omstændighed, at Storbritannien endnu ikke havde nået at aflevere det solgte hangarskib Hermes (i brug siden 1959), muliggjorde den britiske sejr, hvilket medførte, at man nu måtte tage sin hidtidige forsvarspolitik med nedskæringer af flåden, Royal Navy, op til revision.

Storbritannien måtte efterfølgende erkende, at dets efterretningstjeneste ikke havde levet op til forventningerne inden krigen, samt at man under krigen havde savnet såvel en effektiv AWACS-tjeneste (Airborne Warning and Control System) som en god satellitovervågning.

Som følge af krigen måtte den argentinske militærjunta gå af, mens det britiske Conservative Party med Margaret Thatcher i spidsen vandt en solid valgsejr året efter.

Striden om Falklandsøerne præger stadig forholdet mellem Storbritannien og Argentina; Argentina gør stadigvæk krav på dem, mens briterne kategorisk afviser kravet. Ved en folkeafstemning i 2013 stemte 99,8 % af beboerne for, at øerne skulle forblive britiske.

• Falklandsøerne
• Operation Black Buck
• Leopoldo Galtieri
• South Sandwich Islands