Frankrig - ballet

I 1700-tallet fjernede teaterdansen sig fra selskabsdansen. Ballet blev en profession, og Pariseroperaens skole blev grdl. i 1713. Handlingsballetten, le ballet d'action, var den dominerende genre, og koreografen Jean-Georges Noverre beskrev i Lettres sur la danse et sur les ballets (1760) ballettens teori og sidestillede den med de andre kunstarter i evnen til at skildre følelser.

Lidenskaber blev det centrale i den romantiske ballet, der blomstrede på Pariseroperaen i 1830'erne og 1840'erne med et nyt spektakulært og stemningsfyldt teater, hvor ballerinaerne Marie Taglioni, Fanny Elssler og Carlotta Grisi svævede og dansede på tå i Sylfiden (1832) og Giselle (1841). I anden halvdel af århundredet tabte balletten terræn, og kun Coppelia (1870) har overlevet.

I 1900-tallet fik balletten ny kraft i Frankrig. Det skete med Serge Diaghilevs Les Ballets Russes, der var russisk af oprindelse, men som med hjemsted i Monte Carlo havde sine årlige premierer i Paris. Efter Diaghilevs død engagerede Pariseroperaen hans sidste stordanser Serge Lifar, som de næste 30 år gav fransk ballet sin selvrespekt tilbage med Yvette Chauviré som kompagniets stjerne. I 1950'erne og 1960'erne virkede danskeren Harald Lander som balletmester og koreograf ved Pariseroperaen, men langsomt begyndte institutionens monopol i fransk ballet at blive brudt. Roland Petit og Maurice Béjart arbejder på operaen, men først og fremmest for deres egne kompagnier. I nyere tid er russeren Rudolf Nurejev den balletmester, der har skabt mest blæst om Pariseroperaen, hvis styrke først og fremmest er balletskolen.

Med den klassiske ballets stærke position kom den ny dans sent i gang. Først i 1980'erne, ikke mindst takket være André Malraux' idé med kulturhuse over hele landet, opstod en række mindre kompagnier, hvor en ny, ofte postmodernistisk dans blev til med navne som Jean-Claude Galotta (f. 1953), Mark Tompkins (f. 1954), Angelin Preljocaj (f. 1961) og Maguy Marin (f. 1951).

• Frankrig