Faktaboks

Frederik 7.

Frederik Carl Christian, Kong Frederik VII, hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Frederik Folkekær

Født
6. oktober 1808, Amalienborg, København, Danmark
Død
15. november 1863, Glücksborg Slot, Slesvig
Titel
Konge af Danmark
Nationalitet
Dansk
Image

Frederik 7. havde Christian 4. som forbillede og fik selv med årene en statelig skikkelse. Kongens nationalhistoriske interesse gav sig tillige udslag i et omfattende arkæologisk arbejde. Vha. en ofte hårdhændet, men effektiv metode med udkommanderede soldater som arbejdskraft fik han talrige oldtidsminder afdækket og beordrede bl.a. kongehøjene i Jelling undersøgt i 1861. Maleri af J.V. Gertner, 1851; Jægerspris Slot.

.
Image
Frederik 7.s valgsprog: ’Folkets Kærlighed min Styrke’.
Af .
Image

Frederik 7. Statue af Frederik 7., udført af H.V. Bissen og opstillet på Køge Torv. I flere danske byer findes sådanne statuer af den populære konge, som således hædres for at have givet Grundloven til det danske folk.

.
Image

Frederik 7. rytterstatue foran Christiansborg Slot udført af H.V. og Vilhelm Bissen. Foto: Folketinget.

.

Frederik 7. var konge af Danmark i 1848-1863. Han var søn af Christian 8. og prinsesse Charlotte Frederikke.

Frederik 7. var Danmarks sidste enevældig konge og Danmarks første konstitutionelle konge. Han underskrev Grundloven i 1849. Han var gift tre gange, men efterlod sig ingen arvinger.

Frederik 7. var den sidste monark af den ældre Oldenborgske linje. Han er en af de mest paradoksale skikkelser på den danske trone, og til trods for hans mere eller mindre åbenlyse karaktermæssige brister bliver han husket som en national skikkelse og som kongen, der gav os Grundloven.

Frederiks valgsprog var: Folkets Kærlighed, min Styrke.

De første år

Frederik blev født klokken 11 den 6. oktober 1808 på Amalienborg i København. Han blev født i sin grandonkel kong Frederik 6.s regeringstid. Frederik var søn af prins Christian Frederik (Christian 8.) og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin.

Dåb

Frederik blev døbt den 17. oktober 1808 af den kongelige konfessionarius, Sjællands biskop Nicolai Edinger Balle, med navnene Frederik Carl Christian. Frederiks mor kaldte Frederik for Frits. Et kælenavn, der holdt ved det meste af Frederiks liv.

Forældrenes skilsmisse

Allerede i 1809 blev Frederiks forældres ægteskab opløst. Frederiks mor, Charlotte Frederikke, havde været sin mand utro. Charlotte Frederikke blev sendt til Horsens. Frederiks opdragelse blev mere eller mindre overladt til slægtninge. Frederiks far, Christian, var ofte ude og rejse og især i Norge.

Barndommen

Frederiks grandonkel, Frederik 6., var med til at udnævne et hold på syv af rigets mest fremstående professorer til at undervise Frederik i henholdsvis dansk, latin, fransk, tysk, religion, historie, geografi, geometri, aritmetik, gymnastik, musik og dans. Frederik var ikke nødvendigvis den mest flittige studerende.

Guvernør på Fyn

Ved Christian 8.s tronbestigelse i 1839 blev Frederik guvernør på Fyn og kommanderende general i Nørrejylland og Fyn med sæde på Odense Slot og sommerresidens på herregården Frederiksgave (Hagenskov) ved Assens. Frederik deltog ikke meget i hverken politiske eller administrative spørgsmål. Frederik fik en større frihed, og den udnyttede han til at dyrke sit sociale liv og sine hobbyer: arkæologiske udgravninger og undersøgelser, sørejser, fiskeri og lignende.

Fra enevælde til demokrati

Frederik 7. besteg tronen som enevældig konge den 20. januar 1848.

Frederiks tronbestigelse blev proklameret fra Christiansborg Slots balkon. Tronbestigelsen faldt midt i et politisk spændt Danmark. Alvorlige indenrigspolitiske spørgsmål var kommet på dagsordenen. Skulle Danmark have en konstitutionel forfatning? Og hvad med helstaten? Christian 8. havde på sit dødsleje anbefalet Frederik at følge de gamle regeringsmænds råd. Resultatet blev Forfatningsreskriptet af 28. januar. Forfatningskommissionen arbejdede på at udforme det fuldstændige forfatningsudkast.

Frederik 7. frasagde sig enevoldsmagten den 22. marts. Herefter dannedes Martsministeriet. Martsministeriet er betegnelsen på den danske regering, der sad 22.3.- 11.11.1848. Den var en overgangsregering, der repræsenterede en imødekommelse af de nationalliberales krav om optagelse i regeringen, som blev udløst af drøftelser om det slesvigske spørgsmål på Casinomøderne.

Magtspil om hertugdømmerne – De slesvigske krige

Efter den Første Slesvigske Krig, som endte i 1852, havde stormagterne forpligtet den danske regering og kong Frederik 7. på at opretholde helstaten og give den en ny fællesgrundlov. Den opgave påtog Frederik 7. sig. Han forsøgte efter bedste evne at finde regeringer, som kunne løse den meget svære opgave. Men hvis regeringen i sit forsøg på at lave en helstatsforfatning ville skære i Junigrundloven af 1849, måtte den gå af.

Det skete i 1854, hvor en regering ledet af den gamle enevældetilhænger A. S. Ørsted (1778-1860) med sin fællesgrundlov forsøgte at begrænse Junigrundloven, som gjaldt for Danmark. Det førte til uro i befolkningen under ledelse af oppositionen.

Slesvig-Holsten

Slesvig-holsterernes krav om, at Slesvig skulle optages i Det tyske Forbund, og at hertugdømmerne skulle forenes under en fri forfatning, førte til et nationalliberalt borgermøde den 20. marts, det såkaldte Casinomøde, hvor især Orla Lehmann krævede kong Frederik 7.s ministerium afsat og en fri fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Under parolen "Danmark til Ejderen" tog en stor demonstration anført af borgerrepræsentationen næste dag til slotspladsen.

Frederik 7.s forståelse for de indskrænkninger, den konstitutionelle kongemagt pålagde ham, var begrænset.

Frederik 7.s ægteskaber

Frederik 7. var gift tre gange. Det første var med prinsesse Vilhelmine, der var datter af Frederik 6. I 1841 indgik han i sit andet ægteskab med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Det sidste ægteskab var med Louise, senere kendt som Grevinde Danner.

Ægteskabet med prinsesse Vilhelmine

Den 1. november 1828 blev prins Frederik og prinsesse Vilhelmine gift i Christiansborg Slotskirke af biskop J.P. Mynster. Ægteskabet skulle forene kongehusets to linjer. Frederik 6. havde kun fået døtre, tronarvingen var derfor Frederik 6.s fætter, prins Christian (den senere Christian 8.). Prins Christian havde fået en søn, nemlig prins Frederik (7.), og det synes derfor oplagt at forene de to grene af familien i et ægteskab.

Ægteskabet blev da også mødt med stor forventning, både fra kongehuset og folket og datidens kunstnere. J.L. Heibergs festskuespil Elverhøj blev skrevet til lejligheden.

Ægteskabet varede dog ikke længe. Der var store problemer i ægteskabet. Problemerne skyldtes især prins Frederiks udsvævende liv med blandt andet åbenlys utroskab og druk. Parret blev separeret i april 1834, og tre år senere, den 4. september 1837, blev de reelt skilt.

Forvisningen til Fredericia

Efter ægteskabet med Vilhelmine, der endte i en skilsmisse, blev Frederik som straf sendt i en slags eksil, væk fra hoffet og det såkaldte dårlige selskab i København. I 1834 blev prins Frederik, først sendt til Jægerspris slot, og derefter på et togt til Island, for til slut at havne i Fredericia. Her skulle han bo de næste fem år, indtil han blev kronprins i 1839. Under Frederiks ophold, blev der ført et strengt opsyn med ham. Prins Frederik blev hurtigt meget populær hos Fredericias befolkning. Han både red og gik ture i byen og omegnen. I Fredericia fik Frederik også besøg af modehandlersken Louise Rasmussen, senere Louise Danner.

Ægteskabet med Mariane af Mecklenburg-Strelitz

Mariane og prins Frederik blev gift den 10. juni 1841 i Neustrelitz. Frederik var 33, Mariane 22. Ægteskabet var Frederiks andet, og der var nu en forventning om, at det skulle sikre arvefølgen. I forbindelse med Marianes forestående ægteskab rejste digteren Christian Winther til Neu-Strelitz for at undervise hende i dansk. Den 21. juni kom de til Danmark med linjeskibet Christian 8. Der blev holdt et festligt indtog i København for parret. De boede hovedsageligt i Odense, på Odense Slot.

Ægteskabet blev aldrig lykkeligt. Frederik drak, havde et iltert temperament og havde åbenlyse affærer. I foråret 1844 besøgte Mariane sine forældre i Tyskland, og nægtede siden at vende tilbage til Danmark. Parret blev officielt skilt den 30. september 1846.

I skilsmissedokumentet, som blev offentliggjort i Kollegietidende, hed det, at:

"Skilsmissen skyldtes Prinsessens nedarvede sygelighed og nedbrudte helbred, og at Kronprinsen kun ugerne indvilligede i skilsmissen, som han hjertelig beklagede."

Sandheden var, at Mariane ikke længere kunne overskue Frederiks udsvævende liv og hans ligegyldighed mod hende. Og så var der forholdet til Louise Rasmussen, som Frederik ikke lagde skjul på.

Ægteskabet med Louise Danner.

Det stod efterhånden klart, at Louise Rasmussen var blevet uundværlig for Frederik. Mulighederne for et fyrsteligt ægteskab var mere eller mindre ikke eksisterende.

Efter slaget ved Isted satte Frederik 7. sin vilje igennem, og i juli 1850 blev Louise Danner viet til Frederik 7.s venstre hånd af Sjællands biskop J.P. Mynster ved en uofficiel ceremoni i Frederiksborg Slotskirke.

Louise Danner var nu den regerende konges hustru, men ikke Danmarks dronning. Konflikten mellem den ægteskabelige stilling og den officielle position var til stor diskussion og sladder i Danmark. Frederik 7.s ægteskab med Louise vakte stor modstand i borgerlige kredse, men parret var populært i landbefolkningen. Frederik 7. så det som sin fornemmeste opgave at anskaffe sin hustru en bred officiel anerkendelse. Det førte til lange ophold uden for København og rejser rundt om i landet, hvor parret blev mødt med folkelig begejstring. Både Frederik og grevinde Danner søgte i samme forbindelse en skandinavisk tilnærmelse gennem den svenske kong Karl 15. Det blev til et tæt venskab, der også bar præg af politiske intentioner fra både dansk og svensk side. Den svensk-norske konge var, ligesom Frederik 7., vældig interesseret i et større skandinavisk forbund.

Medlem af Oldskriftselskabet

I 1834 blev Frederik 7. valgt ind som medlem af Det kongelige Nordiske Oldskriftselskab. Valget var en såkaldt formssag. Oldskriftselskabet havde siden sin start haft forbindelse til kongehuset, og Frederiks far, kronprins Christian (8.), var selskabets præsident. Frederiks store interesse for arkæologi blev kun endnu større efter at være blevet valgt ind. På Jægerspris fandtes et stort antal gravhøje. I en kort periode inden Frederik rejste til Island nåede han at åbne 20 af dem med hjælp fra soldater og skovarbejdere. Udbyttet af udgravningerne blev bronzesværd, armbånd og ravsmykker. Alle genstande, der kom til at danne grundlaget for Frederiks store samling af oldsager.

I 1841 trak Christian 8. sig fra posten som Oldskriftselskabets præsident, og Frederik blev hans efterfølger. Frederik deltog ofte i selskabets møder og viste i øvrigt stor interesse for selskabet.

Interessen for arkæologiske udgravninger og historie forblev en stor del af Frederiks liv og virke.

Frederik Folkekær

Selv om han ingen indflydelse fik på Grundlovens udformning, blev han en national samlingsfigur under Treårskrigen, båret frem af Ånden fra '48. Det var i denne sammenhæng, at han fik tilnavnet "Frederik Folkekær".

Død og begravelse

Frederik 7. døde den 15. november 1863 på Glücksborg Slot midt i en af de alvorligste forfatningskriser, Danmark har været ude i. Novemberforfatningen var netop vedtaget i Rigsdagen, men forfatningen var endnu ikke underskrevet af kong Frederik 7.

Frederik 7. er begravet i Roskilde.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig