Faktaboks

Gabriel Boric

Gabriel Boric Font

Født
11. februar 1986, Punta Arenas
Nationalitet
Chilensk
Image
Officielt portrætfoto af Gabriel Boric som Chiles præsident.

Gabriel Boric er en chilensk studenteraktivist og venstrefløjspolitiker. Han var Chiles præsident 2022-2026.

Boric blev uddannet jurist fra Universidad de Chile i 2009, men har siden sine studier forfulgt en politisk karriere.

Studenteraktivist og parlamentsmedlem

Boric var aktiv i studenterpolitik fra 2008 til 2011, hvor han blandt andet blev formand for studenterforeningen ved Universidad de Chile.

I 2013 stillede han op til parlamentsvalget, hvor han blev valgt ind for perioden 2014-2018. Han var i 2016 med til at stifte partikoalitionen Frente Amplio, hvis kandidat Beatriz Sánchez (f. 1970) opnåede 20 % af stemmerne ved præsidentvalget i 2017, som blev vundet af Sebastián Piñera. Boric opnåede ved samme lejlighed genvalg til parlamentet for perioden 2018-2022.

Præsident

I marts 2021 annoncerede Boric sit kandidatur til præsidentvalget senere samme år, hvor han stillede op for partikoalitionen Apruebo Dignidad. I første valgrunde opnåede han knapt 26 % af stemmerne. I en politisk stærkt polariseret anden valgrunde stod han over for den konservative kandidat José Antonio Kast (f. 1966). Kast havde snævert vundet første valgrunde, men Boric vandt anden valgrunde med knap 56 % af stemmerne. Han tiltrådte som præsident i marts 2022.

Med sine 36 år var Boric den hidtil yngste præsident i Chile og den første, som var født efter Augusto Pinochets kup i 1973.

Boric' præsidentperiode var blandt andet præget af to fejlslagne forsøg på at indføre en ny grundlov; de blev begge afvist ved folkeafstemninger i 2022 og 2023. Det lykkedes heller ikke for Boric at få gennemført en række økonomiske reformer, som han gik til valg på. Desuden var en stigning i antallet af immigranter fra især Venezuela med til at mindske Boric' popularitet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig