Hooghlyfloden har gennem årtusinder spillet en vigtig rolle som kilde til et frugtbart landbrug i den omkringliggende region og har dermed skabt grundlag for en høj befolkningstæthed såvel som for udviklingen af industri, fx juteproduktion. Med sin beliggenhed i en særlig produktiv og historisk velstående del af Indien blev den ligeledes en vigtig vandvej, som tidligt understøttede handel både inden for det indiske subkontinent og over Det Indiske Ocean, og som kom til at spille en rolle i kontakten med europæiske lande fra den tidlige kolonitid.
I 1500-tallet begyndte Hooghlyfloden at tiltrække interesse fra portugiserne, som i 1579 opnåede tilladelse fra regionens daværende hersker, mogulkejseren Akbar, til at etablere en handelsby ved floden. Dermed blev den første europæiske bosættelse langs Hooghly etableret. Ligesom floden blev den kendt under navnet Hooghly, og er i dag hovedbyen i distriktet af samme navn.
Snart fulgte handlende fra en række andre lande, såvel Holland som England, Frankrig og Danmark, og et netværk af europæiske handelsbyer blev etableret langs Hooghlyfloden. I 1635 fik hollænderne tilladelse til at etablere sig i den nærliggende by Chinsurah, efterfulgt af franskmændene der etablerede sig i Chandernagore (Chandannagar) i 1673, mens englænderne i 1690 erhvervede Calcutta, i dag Kolkata, og danskerne i 1755 slog sig ned i Frederiksnagore (Serampore).
Skønt briterne op gennem 1700-tallet gradvis udviklede sig til Indiens dominerende kolonimagt blev den multikulturelle kontakt langs Hooghlyfloden anledning ikke bare til en driftig handel, men også til varige kulturelle påvirkninger i alt fra kulinariske til intellektuelle traditioner. I dag omtales Hughlifloden med dens mange tidligere handelsbosættelser ofte som Vestbengalens 'lille Europa' eller 'Europe on the Ganges', der tiltrækker turister særligt fra det nærliggende Kolkata.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.