Jacob Paludan

Romanen om Jørgen Stein følger sin hovedperson fra provinsidyllens højborgerlige hjem gennem gymnasieårenes sværmerier og venskaber til efterkrigstidens intellektuelle rodløshed; hans smarte storebror, sagføreren Otto, repræsenterer en fatal nydelses- og svindlertilværelse. I tidskritikken blandes en fin skildrings- og portrætkunst og en nostalgi over verden af i går og pigen, som Jørgen svigtede, men også en analyse af nostalgien.

Jørgen Stein blev med tiden en ungdomsklassiker, selvom den i begyndelsen fik en blandet modtagelse.

Efter Jørgen Stein helligede Paludan sig essayistikken. I denne genre, der blomstrede i dansk litteratur før og efter 2. Verdenskrig, havde han ubestridt en betydelig position. Han udgav sine essays i en række samlinger fra 1920'erne til ca. 1970. Her viser han sig bl.a. som en fremragende landskabsskildrer (Landluft, 1944) og en beåndet beskriver af musik og malerkunst. Hans stofområde går i øvrigt fra verdensrummets gåder til hverdagslivets situationer og figurer. Karakteristisk for ham er en blanding af skepsis og metafysisk interesse. Uden at være autoritetsdyrker var han idémæssigt den polære — og ofte upopulære — modsætning til en Poul Henningsen, bl.a. ved ihærdigt at advare mod bilismen og naturødelæggelsen.

En vigtig rolle spiller erindringen i Paludans essays, både stofligt og stemningsgivende. Der er derfor en god konsekvens i, at hans sidste bøger (1973-1976) blev en suite af memoirer. Disse er lagt frem som små mosaiksten; de er ofte skarpe, af en ejendommelig tilknappet åbenhjertighed og egensindighed.

Paludan modtog Läkerols kulturpris i 1959.