I dag udgør Kensington en af de velstillede bydele i London. Den har et internationalt præg med elegante boligkvarterer, verdenskendte museer, parker, eksklusive handelsgader, restauranter, cafeer og et levende storbymiljø.

Byen blev første gang nævnt som landsby i den engelske jordebog Domsday Book i år 1086. Dengang blev byen, der forsynede London med fødevarer, kaldt for Chenesitone (Cynesiges gård).

Landsbyen blev kongelig

To begivenheder var især med til, at Kensington gradvist ændrede sig fra at være et landsogn til at blive fashionabelt og kongeligt sted. Udviklingen tog for alvor fart i 1700- og 1800-tallet med en voksende middelklasse, der satte deres præg på bydelens arkitektur og med en liv.

I 1689 købte Vilhelm III (1650-1702) og dronning Mary II (1662-1694) en lille forstadsvilla, Nottingham House, i Kensington. En af årsagerne til købet var, at den fugtige luft i Palace of Whitehall nær floden Themsen gjorde kongens astma og luftvejsbesvær værre.

Bygningen blev i løbet af nogle måneder udvidet til det, vi i dag kender som Kensington Palace. For at skabe passende rammer for slottet anlagde man Kensington Parks, der blev en af Londons klassiske klassiske grønne parker.

Efter at hoffet rykkede ind i paladset, skete der radikale forandringer i bydelens sociale sammensætning. Dronning Victoria (1819-1901) blev født her (1819) og bidrog livet igennem til bydelens særlige status som et mondænt og attraktivt kvarter for adelige og embedsmænd.

Kensington Palace anvendes fortsat som bolig af den kongelige familie.

Royal Borough of Kensington and Chelsea

I løbet af 1800-taller blev den landlige forstad forvandlet til en egentlig storbyforstad med næsten 200.000 indbyggere i 1901.

Udviklingen gik videre, og i 1965 blev Kensington rent administrativt lagt sammen med Chelsea. Området fik samme år tildelt en særlig eftertragtet titel, Royal Borough (kongelig status) og fik dermed navnet Royal Borough of Kensington and Chelsea.

Titlen er en slags æresudnævnelse til et område, der har en særlig stærk historisk tilknytning til den britiske kongefamilie. Med titlen fulgte også et kongeligt våbenskjold.

I hele Royal Borough of Kensington and Chelsea, bor der omkring 150.000 mennesker (2026). Ud over Kensington og Chelsea omfatter denne borough også bydelene South Kensington, Earl’s Court, North Kensington samt West Kensington.

Royal Borough of Kensington and Chelsea rummer et væld af museer som bl.a. Royal Albert Hall, Natural History Museum, Science Museum og Victoria and Albert Museum.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig