Kiribati

Flaget blev indført ved uafhængigheden i 1979. Dets udformning svarer til det våbenskjold, der blev givet den daværende britiske kronkoloni Gilbert- og Elliceøerne i 1937. Fuglen er en fregatfugl og symboliserer frihed og magt. Den opstigende sol over Stillehavet henviser til øernes beliggenhed ved datolinjen.

Der tales ikiribati, også benævnt kiribati eller gilbertesisk, som tilhører den mikronesiske sprogfamilie i den austronesiske sprogæt. Engelsk er officielt sprog.

Kiribati består af tre adskilte øgrupper; mod vest Gilbertøerne, øst herfor de ubeboede Phoenixøer og længst mod øst flere af Line Islands, hvis øvrige øer hører under USA. På nær den fosfatrige Banaba (tidligere Ocean Island) er alle øerne lavtliggende atoller, koraløer opbygget på undersøiske vulkaner. Klimaet er tropisk, præget af passatvindene og nærmest uden årstider.

Økonomien var tidligere helt domineret af fosfatgravningen på Banaba; den blev indstillet i 1979, og efter retssager fik Kiribati en betydelig kompensation for mange års britisk råstofgravning. Renterne af erstatningen indgår i landets udviklingsprojekter, som i øvrigt er præget af udenlandsk bistand. Også bidrag fra kiribatier, som arbejder som søfolk og ved fosfatgravning på Nauru, bidrager til økonomien. Derimod er landbrug og fiskeri især af lokal betydning i de små selvforsyningssamfund på fjerntliggende øer. I den saltholdige jordbund kan kun få planter dyrkes: især kokos, taro, yams og bananer. Svinehold er meget udbredt. En del af havets resurser bliver udnyttet af USA, Japan og Sydkorea, der bl.a. fisker tun på licens.

Kiribati havde gennem 1990'erne stor befolkningsvækst. Væksten sker især i hovedbyen Bairiki på den sydlige og meget tætbefolkede del af atollen Tarawa i Gilbertøerne; der var 33.000 indbyggere på Tarawa i 2001. Befolkningstallet stagnerer ellers på de fleste af de i alt 20 beboede øer. I Bairiki har parlament og administration sæde. En af parlamentets pladser er reserveret til en repræsentant for Banaba, hvis befolkning i 1945 blev forflyttet til øen Rabi i Fijiøerne pga. fosfatgravningen på deres hjemø.

Internationalt set er det klimaforandringer, der har sat Kiribati på verdenskortet inden for de seneste par årtier. Det skyldes især to forhold. Det ene er, at Kiribati står til at blive et af de hårdest ramte stater som følge af klimaforandringernes stigende havstande. Intet sted i øriget rager over 2 m over havets overflade. De 2 m er, hvad havet kan være steget med i 2100, hvis ikke udledninger nedsættes drastisk. Det andet er, at Kiribatis seneste præsidenter har brugt deres internationale stemme i FN og ved klimatopmøder til at gøre opmærksom på, at de store udledere har et ansvar for at stoppe og tage ansvar for især de lande, der allerede rammes og vil blive ramt, men som ikke nævneværdigt har bidraget til udledningerne.

Den tidligere præsident, Anote Tong (præsident fra 2003 til 2016), foreslog, man måtte finde steder, hvor folk fra Kiribati kunne slå sig ned i en "migrer med værdighed"-strategi i stedet for at skulle acceptere at blive reduceret til et statsløst folk, hvis land var forsvundet under havets overflade. I 2008 anmodede Kiribati embedsmænd om, at Australien og New Zealand skulle anerkende Kiribati-statsborgere som permanente flygtninge. Anote Tong foranstaltede endvidere i 2014 et opkøb af 20 km² land i Fiji for at sikre Kiribati land, når havstigningerne opsluger østaten. Efterfølgeren, præsident Maamau, har valgt en anden kurs. Han vil i stedet have de klimaudledningsansvarlige lande til at hjælpe Kiribati med at hæve og opdæmme øerne med sand fra havbunden.

Kiribatis ledere har ofte luftet deres frustration over at Australien, New Zealand og USA ignorerer deres akutte behov for økonomisk hjælp til at afværge nogle af klimaforandringernes ødelæggende virkninger, samtidig med de afviser, at de har et særligt ansvar for klimaforandringerne med deres massive udledning. Den situation har fået Kiribati og andre østater i Oceanien til at vende sig mod Kina, Der foregår et magtspil, mellem især Kina og USA (med Australien som tro støtte) i Stillehavet. Det handler om muligheden for at etablere baser eller forhindre den anden part i at etablere dem. Og det giver de ellers relativt fattige og magtesløse småsamfund en indflydelse, som de søger at bruge.

Kiribatis befolkning er sprogligt og kulturelt bemærkelsesværdigt ensartet. De første beboere kom fra Sydøstasien for 4000-5000 år siden. Fra ca. 1000-1400 e.v.t. blev de sydlige Gilbertøer kraftigt påvirket af indvandrere fra Samoa. I 1800-tallet var der på en del øer små kongedømmer, som prægedes af hyppige krige. Trods tidligere besøg af europæiske søfolk var det først fra begyndelsen af 1800-tallet, at befolkningen kom i vedvarende, nær kontakt med de fremmede hvalfangere, handelsmænd, kristne missionærer og "blackbirders", der var på jagt efter arbejdskraft, som kunne udnyttes ofte under slavelignende forhold. Over 9000 arbejdere forlod øerne mellem 1845 og 1895, og kun et fåtal vendte tilbage.

I 1892 gjorde Storbritannien Gilbert- og Elliceøerne til protektorat og annekterede i 1900 fosfatøen Ocean Island (Banaba). I 1916 blev protektoratet kronkoloni. Herefter blev flere øer indlemmet i kolonien. Under 2. Verdenskrig var Kiribati 1942-1943 besat af Japan, og mange øer led under hårde kampe. Den efterfølgende udstationering af amerikanske tropper bidrog stærkt til at etablere den moderne verden i befolkningens liv og bevidsthed. Men tilstedeværelsen var også neokolonial, hvilket alene ses af udvælgelsen øen Kiritimati (Juleøen) som stedet, hvor briter og amerikanere udførte atomprøvesprængninger. Hverken øens befolkning eller det udstationerede militærpersonale blev evakueret. I 1979 blev Kiribati en selvstændig republik.

• Kiribatis præsidenter
• Tuvalu
• Mikronesien