NAFTA

Aftalen gik videre end de fleste eksisterende handelsaftaler ved også at forpligte deltagerne til at behandle investorer fra partnerlandene efter nationale regler, hvilket især bevirkede en betydelig åbning for investeringsmuligheder i Mexicos industri (herunder den petrokemiske, men ikke selve energiudviklingen) og i finansielle tjenesteydelser. NAFTA fjernede endvidere vigtige hindringer for landtransport og telekommunikation inden for Nordamerika, og indeholdt første skridt til et samarbejde vedrørende miljøproblemer.

På nogle områder markerede aftalen dog langt fra en fuldstændig liberalisering, og den har rejst problemer for det globale handelssystem under først GATT, siden 1994 WTO. Canada og USA har taget væsentlige skridt til at frigive import af tekstiler og beklædning samt biler fra Mexico, men med så restriktive regler om oprindelsescertifikater, at NAFTA inden for disse sektorer virker handelsforvridende, indtil globale aftaler inden for WTO fik rådet bod på det. I USA mente modstandere af aftalen, at den førte til virksomhedsflugt til Mexico pga. dette lands lave lønninger.

NAFTA adskilte sig fra den regionale integration inden for EU ved helt overvejende at sætte fokus på frihandel uden en egentlig institutionel overbygning.