Neisseria

Gonokokken, Neisseria gonorrhoeae, blev påvist af Albert Neisser i 1879 som årsag til kønssygdommen gonorré. Den smitter ved samleje ved direkte slimhindekontakt og kan påvises i svælg, i endetarmen, i urinrøret hos mænd og i skeden hos kvinder, hvorfor der podes fra disse steder ved mistanke om gonorré.

Gonokokken danner pili, som anvendes til at sætte sig fast på slimhinderne og proteolytiske enzymer, som kan nedbryde vores slimhindeantistoffer (sekretorisk IgA) og dermed fremme infektionen. Hos kvinder viser sygdommen sig ved underlivsbetændelse, som kan give sammenvoksninger i æggelederne og dermed sterilitet, hvis behandlingen startes for sent. Hos mænd viser sygdommen sig ved sviende vandladning, evt. infektion i bitestiklerne og evt. senere sammenvoksninger i urinrøret.

Hos nyfødte, der smittes af moderen under fødslen, kan der opstå en alvorlig øjenbetændelse, som tidligere blev forebygget ved at dryppe børnenes øjne med lapis lige efter fødslen.

Der findes personer, der er bærere af bakterierne, men som ikke har symptomer på gonorré. Derfor er sygdommen vanskelig at udrydde.

Meningokokken, Neisseria meningitidis, forårsager en særlig form for blodforgiftning og smitsom meningitis. Den blev påvist af østrigske bakteriolog Anton Weischelbaum (1845-1920) i 1887.

Meningokokkerne har en polysakkaridkapsel, som bruges til at gruppeinddele dem og som danner basis for vaccinefremstilling mod dem. De vigtigste grupper er A, B, C, W-135 og Y, men enkelte sjældnere grupper (29E, X) findes også. Der forekommer langvarige internationale epidemier med først den ene gruppe, så afløst af den anden osv. Syd for Sahara er der særligt gunstige forhold for smitte forårsaget af en speciel sæsonbetinget ørkenvind.

Meningokokkerne forekommer som ikke-sygdomsfremkaldende stammer i næsesvælgsfloraen hos omkring 5-15 % af befolkningen. Nogle stammer kan imidlertid blive sygdomsfremkaldende. De smitter ved dråbeinfektion og nær kontakt. De producerer også proteinnedbrydende enzymer (proteaser), som kan nedbryde vores slimhindeantistoffer og formidle infektion.

De producerer lipooligosakkarid (LOS) i så store mængder, at det også frigives fra bakterierne og fremkalder en voldsom betændelsestilstand i blodet og i hjernehinderne. Dette gør, at de to smitsomme sygdomme, som bakterien kan fremkalde (meningokoksepsis og meningokokmeningitis) domineres af disse betændelsestilstande. Sygdommene kan derfor forløbe meget hurtigt fra rask tilstand til livstruende tilstand. I tilfælde af sepsis, er sygdommen også præget af punktformede hudblødninger (Figur 5), da koagulationsmekanismerne igangsættes. I svære tilfælde kan der komme shock med destruktion af binyrerne, kaldet Waterhouse-Friederichsens syndrom. Hyppigheden af meningokoksepsis og -meningitis i Danmark kan ses i Figur 6.

Hos mennesker og dyr forekommer andre Neisseria-arter i normalfloraen i svælget, som ikke har nogen sygdomsmæssig betydning. Det drejer sig bl.a. om N. lactamica, N. flavescens, N. subflava, N. sicca og N. mucosa.

• bakterier
• gonorré
• meningitis