Image
Underskrivelse af START I i Moskva den 31. juli 1991. Til venstre USA's præsident George Bush og til højre Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov.
Byline: Library Of Congress/Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

START var forhandlinger og aftaler mellem USA og Sovjetunionen, senere Rusland, om nedrustning af strategiske kernevåben under og efter den kolde krig. Den seneste aftale – New START fra 2010 – udløb den 5. februar 2026.

Faktaboks

Etymologi

på dansk 'traktaten vedrørende reduktion af strategiske våben'

Også kendt som

Strategic Arms Reduction Talks/Treaty

Fra våbenkontrol til våbenreduktion

START er efterfølgeren til SALT-aftalerne i 1972 og 1979 om rustningskontrol mellem USA og Sovjetunionen.

Hvor SALT-aftalerne udelukkende satte et loft (strategic arms limitation) på nye våben, havde START til formål at skære ned (strategic arms reduction) på supermagternes kernevåbenarsenaler. Efter en ujævn opstart på grund af det forværrede internationale klima kom forhandlingerne mellem USA's præsident Ronald Reagan og Sovjetunionens generalsekretær i gang i 1985.

INF-aftalen

Det første resultat var INF-aftalen (Intermediate Nuclear Forces) fra 1987. Den gjorde det helt af med jordbaserede mellemdistancemissiler. Det var den første aftale, der fjernede en hel våbenklasse fra supermagternes arsenaler og tillod omfattende inspektioner. Reduktionerne var udført i juni og i alt 2.692 missiler blev destrueret. Selvom INF-traktaten ikke officielt var en del af START-aftalen, lagde den en vigtig grund for de videre forhandlinger.

INF-aftalen havde ingen udløbsdato, men USA trak sig fra traktaten i 2019 efter mistanker og beskyldninger siden 2014 om, at Rusland ikke overholdt aftalen – beskyldninger som blev gengældt fra Ruslands side.

START I

Den egentlige START I-aftale blev undertegnet i juli 1991 og sigtede mod at reducere de to landes opstillede fremføringsmidler (missiler og bombefly) med ca. 40 % til 1.600 og kernevåbnenes tal med ca. 30 % til 6.000.

Igen blev traktatens overholdelse sikret ved omfattende inspektioner på stedet samt via informationsudveksling og brug af satellitter.

På grund af Sovjetunionens kollaps blev traktatens ikrafttræden udsat, men i 2001 var alle reduktioner gennemført. Traktaten udløb i 2009.

START II

START II-forhandlingerne begyndte allerede i 1992 mellem præsidenterne George Bush og Boris Jeltsin, og aftalen blev underskrevet i 1993. Den indebar bl.a. yderligere reduktioner i opstillede sprænghoveder og forbød missiler med mere end én kernevåbenladning.

På grund af øgede geopolitiske uenigheder samt russisk bekymring for ABM-traktatens skæbne trådte traktaten aldrig endeligt i kraft. Efter at USA trak sig fra ABM-aftalen i 2002, så den russiske Duma sig ikke længere forpligtet af START II. Dette betød også skrinlæggelsen af planlagte START III-forhandlinger.

New START

Image
Barack Obama og Dmitry Medvedev efter underskrivelse af New START-traktaten i Prag, april 2010.

I 2010 indgik USA og Rusland en ny aftale, New START, der havde til formål fortsat at reducere omfanget af de strategiske kernevåben. Begge lande skulle reducere de strategiske arsenaler til hver at rumme højst opstillede 1.550 sprænghoveder på 700 fremførselsmidler.

Også New START havde et omfattende verifikations- og inspektionsregime samt informationsudveksling. Traktaten trådte i kraft den 5. februar 2011.

Begge parter overholdt fristen for implementering i 2018. Ved traktatens udløb den 5. februar 2021 besluttede parterne at forlænge traktaten med 5 år. Den udløb således den 5. februar 2026 og er ikke blevet fornyet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig