Image

Saint Thomas' hovedstad, Charlotte Amalie, har en naturlig havn, som årligt besøges af mange krydstogtskibe.

.

Saint Thomas er den næststørste ø i U.S. Virgin Islands. Øgruppen var tidligere den danske koloni Dansk Vestindien, og øen kaldtes dengang Sankt Thomas. Øens areal er 83 km2, og indbyggertallet er 42.261 (2020). Befolkningen består overvejende af sorte (73,6 %) og hvide (12,6 %) indbyggere. Resten udgøres af mindre grupper, herunder personer med asiatisk og latinamerikansk baggrund (2020).

Faktaboks

Også kendt som

1666-1917: Sankt Thomas på dansk

Saint Thomas' geografi

Saint Thomas er en kuperet klippeø af vulkansk oprindelse med stejle bakker, smalle dale og få flade områder. Det højeste punkt er Crown Mountain (474 m). Klimaet er tropisk med en udpræget tørtid fra januar til april og en regntid fra maj til november, og orkaner kan forekomme især i sensommeren og det tidlige efterår.

Småøer

Ud for øens sydøstlige spids ligger en række småøer. Blandt disse finder man Little og Great Saint James. Førstnævnte var fra 1998 til 2019 ejet af rigmanden Jeffrey Epstein, der i 2008 blev dømt for seksuelle overgreb mod mindreårige.

Erhverv og offentlig sektor

Image
Indgangen til Orville E. Kean Campus på Saint Thomas. Universitetet har afdelinger på Saint Thomas og Saint Croix.

I dag er Saint Thomas hjemsted for Orville E. Kean Campus, som er en del af University of the Virgin Islands (etableret i 1962 som College of the Virgin Islands).

Øens økonomi er domineret af turisme, især krydstogtindustrien, men også detailhandel, serviceerhverv og småskala fiskeri. Havnen i Charlotte Amalie er blandt de mest besøgte krydstogtdestinationer i verden. Øen har en levende kultur med årlige karnevaler, musik- og madfestivaler, der blander afrocaribiske, amerikanske og danske elementer.

Saint Thomas' historie

Øen blev koloniseret fra 1657 af hollændere og fra 1666 af danskere, der så de gode muligheder for handel, som naturhavnen frembød.

Dansk koloni

Image
I 1672 blev den danske kolonisering af Sankt Thomas permanent. Ved havnen opførtes Christiansfort, og i tilknytning hertil opstod byen, der i 1691 fik navnet Charlotte Amalie. Foto: 2004.
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Den danske kolonisering blev permanent i 1672. Byen fik i 1764 status som frihavn, og Sankt Thomas udviklede sig til et knudepunkt for kolonial handel. Ved havnen blev Christiansfort opført, og i tilknytning til det opstod byen Charlotte Amalie. Efter Christiansforts opførelse blev den fremvoksende by i 1691 opkaldt efter Charlotte Amalie af Hessen-Kassel, som var Christian 5.s dronning.

Selv om Sankt Thomas blev opdyrket med slavebaserede sukkerplantager, forblev havnen den vigtigste koloniale ressource, der sikrede øens strategiske betydning som handels- og forsyningsknudepunkt i Caribien. Op gennem 1700-tallet udviklede øen sig til et driftigt centrum for vareudveksling i Caribien, især i krigstider, hvor det neutrale Dannebrog trak mange andre nationers købmænd og skibsredere til.

I løbet af 1800-tallet blev havnen flittigt anvendt af dampskibe, som tog kul og proviant om bord og benyttede sig af de moderne havnefaciliteter. Fra 1870'erne blev anløbene færre, og indtægterne faldt.

I 1917 blev Sankt Thomas solgt som en del af Dansk Vestindien til USA og blev dermed et amerikansk territorium. Havneanlægget forblev dog på danske hænder indtil 1993, da ØK solgte det.

Læs mere i Lex

Læs mere i Danmarkshistorien

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig