Thukydid

Til forskel fra forgængeren Herodot nævner Thukydid uhyre sjældent sine kilder, eller divergerende versioner af de gengivne begivenheder, men siger dog udtrykkeligt, at hans eksil gav ham mulighed for at tale med informanter fra begge sider af konflikten.

Thukydid er den første skribent, der opererer med årsagsforklaringer på flere niveauer. Hans analyse af krigsudbruddet angiver både de umiddelbart udløsende årsager, dvs. de krigsførende parters angivne årsager, og den faktiske:

“Årsagen i egentligste forstand er efter min opfattelse den, man sjældnest hører fremsat: at Athens voksende magt alarmerede Sparta og pressede det ud i krig. De to parters officielt fremsatte klagepunkter mod hinanden, som fik dem til at bryde freden og kaste sig ud i krig, var imidlertid som følger.” (1.22.6).

Han skelner således udtrykkeligt mellem dybereliggende og mere overfladiske årsager og yder dermed et meget væsentligt bidrag til al senere historieskrivning.

Thukydids værk om Den Peloponnesiske Krig har siden antikken været inddelt i otte bøger, en opdeling som dog ikke er oprindelig, men formentlig foretaget senere, i hellenistisk tid. Strukturelt kan værket imidlertid siges at falde i fem dele:

• Første bog behandler krigens baggrund og årsager, herunder Athens støt voksende magtposition siden Perserkrigene.
• Anden, tredje og fjerde bog skildrer Den Archidamiske Krig (431-421 f.v.t.).
• Femte bog dækker den urolige fredsperiode 421-415 f.v.t.
• Sjette og syvende bog er en tragedie skrevet i prosa om den athenske militærekspedition til Sicilien 415-413 f.v.t.
• Ottende bog omhandler den første fase af Den Dekeleiske Krig (414-404 f.v.t.) og især den oligarkiske revolution i Athen i 411 f.v.t.

Thukydid nåede ikke at afslutte sin historie: Værket standser brat i år 411 f.v.t. og dækker således ikke de sidste seks år indtil krigens afslutning med Athens nederlag i 404 f.v.t.; muligvis fordi han døde, inden arbejdet kunne færdiggøres. I hvert fald er de bevarede dele af værket tilsyneladende ikke færdigredigeret: Således opviser femte og ottende bog en vis mangel på ‘finish’, fx med taler gengivet i indirekte tale, hvorimod sjette og syvende bog, der sammen udgør en narrativ enhed, er udpræget sammenhængende og gennemarbejdede.

Værkets absolutte fokus er krigen, og der er kun sporadiske inddragelser af andre emner, som fx Hellas’ historie i de ældste tider (1.2–23), tyrandræberne (6.54–59) og Themistokles’ senere liv og virke (1.136–138).

Krigens gang skildres fra udbruddet, som dateres meget præcist med anførelse af en lang række kriterier, og derefter år for år, inddelt i somre og vintre. Begivenhederne i militært regi giver imidlertid også anledning til behandling af forskellige emner, der resulterer af dem. Et gennemgående tema er krigens alvorligt moral- og samfundsnedbrydende effekt på de mennesker, der fanges i den: På usentimentale og udførlige skildringer af de eskalerende grusomheder, som de krigsførende parter er villige til at begå mod hinanden, værst af alt under ideologisk betingede borgerkrige i de enkelte bystater, fornemmer man Thukydids moralske indignation.

Også spørgsmålet om forholdet mellem magt og ret spiller en rolle, både i staters omgang med hinanden og især i den politiske beslutningsproces under forskellige styreformer. Særligt berømt er den såkaldte melierdialog (5.85–111), en konstrueret forhandling i direkte tale mellem athenske feltherrer og repræsentanter for den hidtil neutrale, lille bystat Melos, som athenerne har tænkt sig at indlemme i deres imperium, uanset hvad melierne måtte mene.

Her erklærer athenerne ligeud:

“I ved nemlig lige så godt som vi, at i menneskelige relationer er retfærdighed kun kriteriet for afgørelser mellem parter underlagt samme begrænsning i handlefrihed, hvorimod det praktisk mulige er, hvad de mægtige sætter igennem, og de svage gør af indrømmelser” (5.89).

Thukydids egen holdning i spørgsmålet er vanskelig at aflæse, men som minimum erkender han, at det er sådan, verden i praksis fungerer: Man gør klogt i at forstå dette og indrette sig derefter.

Krigens forløb skildres i faktuel fortællestil. Hovedvægten lægges på de militære begivenheder, men fortællingen afbrydes af analytiske afsnit, der har form af indlagte taler – 40 stykker, 20–25 % af værket – holdt af statsmænd, udsendte diplomater og feltherrer. Brugen af konstruerede taler kan virke besynderlig i dag, men var et genrekrav i antik historieskrivning og skal ses i lyset af datidens gennemgribende mundtlige kultur.

Talerne er retoriske pragtstykker, skrevet i Thukydids egen stil, der i disse afsnit er yderst kompleks og komprimeret; men indholdet er angiveligt et resumé af, hvad der faktisk blev sagt ved hver enkelt lejlighed, og baseret på, hvad Thukydid selv har hørt eller fået fortalt. Mest berømt er Thukydids version af den gravtale, Perikles i 430 f.v.t. holdt over de faldne athenere i krigens første år: Den er en storslået lovprisning af det athenske samfund og demokrati som styreform, og den er åbenlyst et forbillede for Abraham Lincolns Gettysburgtale, ligesom den forsøgtes citeret i præamblen til EU’s forfatningstraktat:

“Vi har indrettet os med en styreform, der [...] benævnes demokrati, fordi den forvaltes til fordel for flertallet, ikke bare for de få.” (2.37.1).

Gravtalen er kompositorisk modstillet den umiddelbart følgende skildring af den epidemi, der kort efter bortrev mellem 20 og 30 % af Athens befolkning. Her kombinerer Thukydid antikkens fornemste kliniske beskrivelse af en sygdoms symptomer og forløb med en lignende beskrivelse af de sociale normers forfald under en sådan epidemi, og den følges senere i værket op af en tilsvarende beskrivelse af borgerkrigens sociologi, bragt i forbindelse med den første af de talrige borgerkrige, der fulgte i kølvandet på Den Peloponnesiske Krig.

Thukydid udelukker udtrykkeligt alt “fantastisk” fra sin tekst: Hans rationalisme driver ham til at søge årsagsforklaringer i naturen og i mennesker og samfund, og værket er – ganske modsat hans forgænger Herodots – renset for enhver forklaring, der har med guder, religion, orakler og overtro at gøre.

Sprogligt er værket ekstremt fortættet og ofte næsten forvredet i kampen for at presse enhver betydningsnuance ud af det græske sprog, der på mange måder endnu ikke havde et egnet begrebsapparat til det ønskede abstraktionsniveau. Tilsvarende er stilen er præget af en stræben efter at udtrykke så meget som muligt med så få ord som muligt og kondensere flere tanker til én. Endnu i antikken gjaldt Thukydid som en særdeles vanskelig forfatter, og han påpeger også selv, at værket næppe egner sig til oplæsningsbrug, men er tænkt til den seriøst interesserede læser.

Thomas Hobbes beundrede værket og oversatte det til engelsk i 1629, og Thukydids indflydelse på hans tænkning er tydelig. Kraftig indflydelse har Thukydid også øvet på Machiavelli, Hume, Kant, Nietzsche, von Ranke og en lang række moderne politiske tænkere som H.J. Morgenthau.

Thukydids værk er fast pensum på adskillige militærakademier verden over, som fx det amerikanske Naval War College, og har udgjort grundlaget for utallige krigsspil, især under den kolde krig.

I 2012 advarede politologen Graham Allison mod ‘Thukydids fælde’, et historisk genkommende scenarie, han identificerede med udgangspunkt i Thukydids analyse af Athens og Spartas roller i krigsudbruddet: at en hegemon bliver alarmeret af en rivals voksende magt, så parterne havner i en dødsspiral og drevet til krig – i dette tilfælde ikke Athen og Sparta, men Kina og USA i den eskalerende konflikt i Det Sydkinesiske Hav.