Torah

I synagogen læses Torah fra pergamentruller, hvorpå teksten er håndskrevet med en gåsefjer. Ligesom anden hebraisk tekst er Torah uden vokaler, hvilket kan give tvivl om den rette vokalisering. Sammen med andre anvisninger på, hvordan Torah skal foredrages, blev vokaliseringen med brug af en række særlige udtaletegn endeligt fastlagt af en gruppe skriftlærde (se masorah) i Palæstina ca. 700 e.v.t.

Torahrullen eller -rullerne bliver opbevaret i et særligt skab, Torahskabet, og iføres normalt en kappe, der er udsmykket på forskellig vis. De to stave, som pergamentet er fæstnet til, forsynes ofte med sølvklokker eller en sølvkrone, der angiver tekstens fyrstelige status. Teksten er inddelt i 54 afsnit; på hver sabbat læses et, enkelte gange to afsnit, således at hele Torahen er læst i løbet af et år. Umiddelbart efter læsningen af de sidste sætninger af 5. Mosebog læses det første kapitel af 1. Mosebog, så man hele tiden er i gang med at læse af den hellige skrift; tekstlæsningen afsluttes og begyndes om efteråret i forbindelse med en særlig fest, simhat torah, på sukkots, løvhyttefestens, sidste dag.

Begrebet torah anvendes også i videre forstand, hvor man taler om den skriftlige lære eller skriftlige torah, der omfatter de tre dele af den jødiske Bibel (Mosebøgerne, Profeterne og Skrifterne), i modsætning til den mundtlige. Den mundtlige lære eller torah omfatter egentlig alle udlægninger og fortolkninger, især af juridisk karakter, frem til vore dage og kaldes også den rabbinske responsalitteratur. Ofte betegner den mundtlige lære dog alene Talmud.

Endelig kan Torah være en abstrakt betegnelse for jødisk tradition. Både Bibelen, den rabbinske litteratur og alle senere udlægninger af dem er torah; det er en religiøs forpligtelse i jødedommen at studere denne tradition.

• Det Gamle Testamente
• alijah la-torah