Modgift til akut behandling af slangebid indeholder antitoksiner, der kan neutralisere toxinerne i slangegiften. Slangebid er et stort problem på verdensplan, specielt i subtropiske og tropiske egne, med estimeret 2.5 millioner bid som resulterer i ca. 100.000 dødsfald årligt. Antitoksinerne, der bruges i behandlingen af slangebid, produceres typisk i dyr, ved gentagne immuniseringer af for eksempel en hest med stigende mængder af gift fra en eller flere arter af giftslanger.
Oprindeligt har man direkte anvendt serum fra sådanne dyr, såkaldt antiserum, som modgift. I nyere tid er man gået over til at oprense antitoksinerne fra antiserummet for at minimere indholdet af uønskede komponenter. Både antiserum og oprensede antitoksiner fra dyr vil dog blive opfattet som fremmede antigener af patientens immunsystem. Dette kan begrænse muligheden for behandling ved gentagne episoder med slangebid, idet der kan være risiko for serumsyge eller anafylaksi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.