bronzealderen

Mens bronzealderen i Syd- og Centraleuropa havde rødder i kulturer, der anvendte kobber, byggede den i Nordeuropa på stenalderkulturer med begrænset kendskab til metal. Tidspunktet for den europæiske bronzealders begyndelse er derfor forsinket fra syd mod nord. Bronze er et menneskeskabt materiale, der opstår ved, at kobber blandes med et andet metal, oftest tin. Denne legering udgjorde et af historiens store teknologiske fremskridt, eftersom begrænsninger, sat af naturens egne materialer, hermed for første gang blev brudt. Den skinnende, gyldne bronze erstattede efterhånden sten og flint som materiale til våben og redskaber og anvendtes endvidere til smykker, dragt- og toiletudstyr samt til kar.

Fremstillingen af bronze blev formentlig varetaget af specialister; den langvarige og komplicerede proces omfattede brydning, ristning og raffinering af kobbermalmen med påfølgende smeltning, legering og støbning af metallet. Flere forskellige teknikker fra støbning i enkle forme til cire perdue-støbning fandt anvendelse ligesom formgivning ved hjælp af hamring og drivning. Resultatet var både en fornyelse af gamle og en introduktion af helt nye former, heriblandt sværdet.

I Norden praktiseredes en højt udviklet støbeteknik, der bl.a. anvendtes ved fremstilling af datidens blæseinstrumenter, lurerne. Fravær som fx i Danmark af lokale ressourcer af kobber og tin forhindrede ikke samfundene i at indføre bronzen som en grundlæggende del af deres kultur, og selvom brugen af bronze betød afhængighed af fremmede handelspartnere, beholdt kulturerne i hovedsagen deres lokale særpræg.

Bronzen var i de fleste områder en begrænset ressource, og kontrol med produktion og distribution af metallet var derfor ensbetydende med stor magt. Anvendelsen af bronze resulterede i mere effektive redskaber og dermed formentlig også i et større landbrugsoverskud. Bronzegenstande gav prestige og markerede den sociale position i samfundet. De mange arkæologiske fund af værdifulde og spektakulære bronzegenstande må anskues i denne sammenhæng, idet grupper og enkeltindivider gennem rituel gavegivning til guderne på hellige steder og ved medgivning af rigt gravudstyr kunne demonstrere og forøge deres magt og position i samfundet. Bronzealdersamfundet karakteriseres netop af voksende sociale forskelle, der ofte baserede sig på ulige adgang til bronze. De første paladsorganiserede stater såsom Knossos og Mykene blev dannet i det østlige Middelhavsområde med administration, bogholderi, skrivekunst og bydannelse, mens en simpel samfundsmæssig organisation kendetegnede Nord-, Vest- og Centraleuropa, fx Wessex-kulturen og Aunjetitz-kulturen, samt rigdomscentrene i Norden i yngre bronzealder såsom Voldtofte boplads og Boeslunde.

Gravhøjen var den monumentale og synlige del af ofte rigt udstyrede grave, forbeholdt bronzealdersamfundets sociale elite. Social og politisk magt blev i forbindelse med døden kortvarigt udtrykt gennem selve begravelsen med gravgods og ritualer og permanent ved selve højen, der kunne bestå af jord, græstørv og sten. Gravhøjene ligger synligt i landskabet og indgik sammen med bronzegenstande og anden materiel kultur i en rig symbolverden, hvis sprog kunne forstås af alle samfundets medlemmer.

At begrave sine døde i gravhøjen er en skik, der har sin oprindelse i den centraleuropæiske højgravskultur. Omkring 1600 f.v.t. bliver de første høje rejst i Danmark og dominerer kort tid efter landskabet.

• Boeslunde guldfund
• Danmark (forhistorie)