fight-flight

Der forekommer flere kropslige (fysiologiske) ændringer ved en fight-flight-respons. Det såkaldte sympatiske nervesystem, som understøtter aktivitet og handling, aktiveres.

Det betyder fx, at pupillerne udvides, så synet skærpes, og hjertet banker hurtigere, så blodgennemstrømningen til musklerne øges, hvilket gør, at man kan yde sit yderste. Samtidig hæmmes funktionen af det parasympatiske nervesystem, dvs. det nervesystem, der understøtter afslapning og restitution, og det betyder bl.a., at fordøjelsen hæmmes.

Det sympatiske og parasympatiske nervesystem har således modsatrettede effekter, og de henholdsvis aktiverer og deaktiverer kroppen, men er begge en del af samme hovedsystem, nemlig det autonome nervesystem.

Fight-flight-responsen omfatter ikke kun ændringer i det autonome nervesystem, men også i det endokrine system, altså det system, som styrer produktionen af diverse hormoner via kirtler rundt omkring i kroppen.

I den sammenhæng stimuleres produktionen af stresshormoner, herunder adrenalin og kortisol. Produktionen af disse er bl.a. baseret på funktionen af den såkaldte hypothalamus-hypofyse-binyre-akse (på engelsk: HPA axis eller hypothalamic-pituitary-adrenal axis). Denne akse udgør et komplekst system af kirtler i hjernen og resten af kroppen, hvor fx hypothalamus stimulerer hypofysens produktion af adreno-kortikalt hormon, som stimulerer binyrernes produktion af bl.a. kortisol.

Fight-flight-responsen er antageligvis blevet udviklet gennem evolutionen, fordi den har en fordelagtig funktion, idet den gør, at man lynhurtigt vågner op og handler i en truende situation.

Fight-flight responsen kan dog blive problematisk, hvis den aktiveres i situationer, der reelt set ikke er truende (fx i tilfælde med almindelig flyturbulens), og/eller hvis den aktiveres for ofte over en lang periode (hvor der forekommer kronisk stress). I sådanne situationer kan fight-flight-responsen være en del af en psykisk forstyrrelse, fx en posttraumatisk stressforstyrrelse. Sidstnævnte forstyrrelse forårsages typisk af en enkeltstående ekstremt ubehagelig oplevelse, og er kendetegnet ved et permanent forøget alarmberedskab overfor alle stimuli (fx lyde), der minder om den traumatiske situation.

Fight-flight-responsen er den aktive og nok mest kendte reaktion på en meget truende og stressende situation.

Der kan dog forekomme andre reaktioner, hvor det sympatiske nervesystem ikke aktiveres på samme måde. Eksempelvis kan der forekomme en såkaldt freeze-respons ('fryserespons') i en truende situation, hvor en person eller et dyr bliver paralyseret og er ude af stand til at bevæge sig og handle. Hvis man fryser, tiltrækker man sig antageligvis mindre opmærksomhed, hvilket i nogle situationer kan føre til, at man overstår faren.

Ydermere omtales nogle gange en såkaldt fawn-respons ('behagerespons'), hvor en person søger at undgå at lide overlast ved at behage eller spille op til en person, som optræder aggressivt. Denne respons har fx været omtalt i relation til personer, der bliver udsat for overgreb.

• stress
• krise
• traume
• det autonome nervesystem
• endokrinologi