Kastanozem, jordtype, der ifølge det internationale WRB jordklassifikationssystem har en brunfarvet, tyk muldtig A-horisont, over en kalkberiget B-horisont. A-horisonten er næringsrig, og base-kationernes andel af de adsorberede ioner er over 50 %. Kalkudfældninger skal findes mindre end 100 cm under overfladen. Jordbunden findes i områder med ringe nedbørsoverskud og udvaskes næsten ikke. A-horisonten er ikke så tyk og humusrig som i præriens chernozem (sortjord).

Faktaboks

Etymologi
Ordet kastanozem kommer af kastanje og ældre russisk zem 'jord'.

Findes globalt i tørre dele af steppeområder, som græsstepperne på pampaen i Sydamerika og græsprærien i Nordamerika. Dækker ca. 2% af Europas areal, især i det sydlige Rusland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig